; ;
Gemt

Dansk Erhverv lancerer Danmarks første AI-koalition

01. november 2023

Dansk Erhverv søsætter en ny, ambitiøs satsning på AI og lancerer i den forbindelse Danmarks første AI-koalition. Koalitionen samler virksomheder til en fælles og forstærket dansk indsats for at påvirke udviklingen inden for AI både politisk og forretningsmæssigt. Visionen er at gøre ansvarlig AI til en dansk konkurrencefordel. Arbejdet vil fokusere på at fremme danske styrkepositioner og adressere barrierer.

Kunstig intelligens (AI) er ikke længere blot et buzzword. Det er en teknologi, der revolutionerer erhvervslivet og alle grene af samfundet. Dansk Erhverv har derfor valgt at iværksætte en stor ny satsning på AI, både politisk og forretningsmæssigt. I september løb første udgave af Dansk Erhvervs store internationale AI-konference ”The CopenhAIgen Forum” af stablen, hvor toneangivne politikere, virksomhedsledere og forskere fra ind- og udlandet mødtes for at drøfte, hvordan Danmark og Europa får succes i den nye AI-tidsalder. Konferencen var også startskuddet på lanceringen af den nye AI-koalition for danske virksomheder – den første af sin slags i Danmark.

Ny koalition skal gøre ansvarlig AI til en dansk konkurrencefordel

Dansk Erhverv understreger behovet for at gå på to ben og promovere en på én og samme gang ambitiøs og ansvarlig tilgang til AI i Danmark. Ud fra logikken: Gør vi det klogt, kan vi gøre ansvarlig AI til en konkurrencefordel for Danmark. Med denne tilgang ønsker Dansk Erhverv, at AI-koalitionen skal være med til at nuancere diskussionerne om AI. Og understrege, at der ikke er et modsætningsforhold mellem et meget ambitiøst og optimistisk fokus på at udnytte de nye muligheder, AI-teknologi indebærer, og samtidig anerkende, at der er legitime samfunds- og forretningsmæssige udfordringer, der skal adresseres, når det handler om teknologi med et så gennemgribende forandringspotentiale.

KMD ser Dansk Erhvervs AI-koalition som afgørende for at fremme ansvarlig udbredelse af AI i Danmark. Danmark har unikke forudsætninger for at lede an på dette område takket være vores avancerede digitalisering i den offentlige sektor og vores tillidsbaserede samarbejde mellem borgere, virksomheder og myndigheder. Dansk Erhvervs AI-koalition er en unik mulighed for at udstikke retningslinjer og principper for ansvarlig AI-udvikling til gavn for alle i Danmark i en tid, hvor både udfordringer og muligheder inden for AI præger debatter verden over.

Per Johansson, CEO, KMD

Et af de spørgsmål, der rejser sig, er hvordan Danmark og danske virksomheder kan konkurrere i det globale AI-kapløb, og hvordan vi finder vores egne unikke og nye veje? Det står klart, at fortsætter Danmark på sin nuværende kurs, risikerer vi at miste markedsandele i den globale konkurrence, hvor investeringerne i AI i USA og Kina langt overstiger dem i Europa. I 2022 løb de private investeringer i kunstig intelligens op i 85 milliarder US-dollars på verdensplan. Af dem stod USA for 44 milliarder, mens EU-landene og Storbritannien stod for blot 10 milliarder dollars.

Den brændende platform rummer imidlertid også muligheder for Danmark. Vi har endnu ikke udnyttet vores styrkepositioner og muligheder tilstrækkeligt til at positionere os som et foregangsland inden for innovativ og ansvarlig brug af kunstig intelligens. For at realisere dette potentiale er handling afgørende. Netop derfor lanceres koalitionen af virksomheder.

Hvis vi som samfund skal indfri teknologiens potentiale inden for bl.a. radiologien kræver det, at regeringen omsætter intentioner til handling, og at det private erhvervsliv går i front og tager ansvar. Gennem AI-koalitionen vil Radiobotics aktivt være med til at fremme vigtige strategiske initiativer, der forhåbentlig kan give Danmark førertrøjen på inden for AI i sundhedsvæsnet. Vi skal styrke den kommercielle opbakning til at anskaffe og implementere de løsninger, der udvikles i vores lille og komplekse hjemmemarked, og sikre bedre vilkår for skalering.

Mads Jarner Brevadt, Co-founder, COO, Radiobotics

Koalitionens prioriteter og mål

Med koalitionen samles ekspertise for at fremme innovation, styrkepositioner og forretningsmuligheder inden for AI for danske virksomheder – og samtidig bidrage med fakta, ekspertise og nuancer til politikudvikling og regulering på området. Fokus vil være på både udviklingen, implementeringen og anvendelsen af kunstig intelligens i Danmark.

Vi ser koalitionen som et forum, hvor vi både kan lære og dele erfaringer på tværs. Endnu vigtigere er det dog, at vi med koalitionen får en st

ærkere, fælles stemme i både den danske og den internationale AI debat.

Thomas Senderovitz, Senior Vice President, Data Science, Novo Nordisk

Koalitionen vil konkret samarbejde for at:

  1. Fremme en ambitiøs tilgang til AI blandt danske virksomheder – for at sikre fortsat konkurrencedygtighed.
  2. Kortlægge AI-styrkepositioner og udfordringer blandt danske virksomheder.
  3. Lave indspil til AI-politikker og AI-regulering på både nationalt og EU-niveau.

Arbejdet med at kortlægge styrkepositioner og barrierer bliver en central og vigtig prioritet, for med det udgangspunkt også at udarbejde politiske anbefalinger og løsninger til brug i dialogen med regeringen og med internationale interessenter. Koalitionen vil også dykke ned i en række særligt relevante sektorer for AI i Danmark.

 

Medlemmerne af koalitionen ser frem til at bidrage til arbejdet

Der er stor opbakning i erhvervslivet og blandt virksomhederne til AI-koalitionen. Dels for at sætte skub i en langt mere ambitiøs AI-agenda i Danmark. Dels for at sikre en mere nuanceret tilgang, der netop favner både muligheder og udfordringer. Flere af virksomhederne peger på et kritisk behov for at sikre konkurrence i markedet for AI-værktøjer. I sidste ende handler det om Europas og europæiske virksomheders evne til at forblive konkurrencedygtige på globalt plan.

I GN oplever vi et stort behov for et forum som AI-koalitionen, hvis vi skal sætte fart på og skubbe AI-agendaen i den rigtige retning. Danmarks konkurrencedygtighed kræver nøje kortlægning af vores muligheder inden for ansvarlig AI, men også en proaktiv strategi for håndtering af barrierer som kompetencemangel, dataetik og innovationsevne.

Peter Aksel Villadsen, SVP, GN Hearing

Oplev Dansk Erhverv på Digital Tech Summit 2023

Onsdag den 8. november kl. 11.15-12:30 i Sal 2:

Branchedirektør Nikolaj Juncher Wædegaard i paneldebat:

NFC - Fra Arktis til rummet: Er Danmark gearet til den næste æra af forsvarsteknologi?

 

Torsdag den 9. november kl. 12.30 - 13.00 i Sal 5:

Vicedirektør Casper Klynge i paneldebat: Generative AI - Hype or Transformation?

Læs mere om Dansk Erhvervs digitale område her.

AI åbner et nyt kapitel af innovation. Derfor skal Danmark blive bedre til at udnytte de styrkepositioner og muligheder vi har for at blive et foregangsland inden for innovativ og ansvarlig AI. Men hvis det skal lykkes, kræver det en ambitiøs tilgang, der omfavner teknologiens potentialer og samtidig adresserer legitime udfordringer. Og ikke mindst sikrer Danmarks konkurrenceevne.

Casper Klynge, Vicedirektør, Dansk Erhverv

Artiklen er oprindelig bragt i Børsen Tech.

Kontakt

Digitalisering, Rådgivning, IT, Regional & Salg

Casper Klynge

Vicedirektør
Medarbejderprofil
Teknologi, Digitalisering & Tele

Cecilie Fjeldberg

Politisk konsulent