Netbutikkerne udvider Black Friday og tror på bedre salg end sidste år
Et lille flertal af netbutikkerne går ind til dette års Black Friday med et håb om, at det store udsalg bliver større end sidste år. Butikkerne er dog også mere usikre på salget og vurderer, at det bliver sværere at tjene penge. Det viser nye tal fra Dansk Erhverv.
De danske forbrugere får god mulighed for at gøre sig et kup, når Black Friday-bølgen igen ruller ind over landet.
7 ud af 10 danske netbutikker vil nemlig køre med tilbud i forbindelse med udsalget, og halvdelen vil som minimum begynde udsalget en uge før fredag den 24. november, som er den officielle Black Friday.
Det viser en medlemsundersøgelse fra Dansk Erhverv.
Flertal tror på fremgang
7 ud af 10 butikker forventer, at salget bliver det samme eller mindre end sidste år, mens ca. hver 4. forventer et større salg. Det er akkurat en større andel end dem, der forventer et lavere salg.
Det glæder Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.
”Vi har jo igennem en efterhånden længere periode set, at forbrugerne er meget tilbageholdende med at bruge penge, så jeg kan godt forstå, at nogle håber og tror, at det vender, når tilbuddene begynder at vælte ind."
I Dansk Erhvervs Black Friday-prognose svarer 3 ud af 10 danskere, at de forventer at købe noget på Black Friday. Det er lavere end sidste års forventninger op til Black Friday, hvor 36 procent af danskerne forventede at købe. Danskerne forventer samlet at bruge 3,4 mia. kr. på årets Black Friday, hvilket er et fald på 20-25 procent sammenlignet med forventningerne i 2022.
”Det er skuffende, men vi skal lige huske, at vi spurgte forbrugerne i oktober, så jeg vil tro, at flere forbrugere vil planlægge at købe, når butikkerne for alvor ruller deres kampagner og tilbud ud.”
Sværere at tjene penge
Analysen viser også, at andelen af butikker, der forventer at tjene penge på udsalget falder fra 72 procent i 2022 til 64 procent i 2023. Det skyldes ikke, at flere forventer at tabe penge, men derimod, at flere er usikre på, hvordan det går – faktisk er antallet af usikre butikker mere end fordoblet i forhold til sidste år.
”Der er stadig et klart flertal, som forventer at tjene penge, men vi er i et generelt mere usikkert marked, så jeg kan godt forstå, at butikkerne er mere afventende. Det er svært at vide, om den større økonomiske usikkerhed får forbrugerne til at slå sig løs med gode tilbud, eller om de fortsætter den tilbageholdende stil,” siger Niels Ralund.
Flere butikker føler sig tvunget med
Optakten til årets Black Friday har som bekendt været præget af meget tilbageholdende forbrugere, hvilket har presset mange virksomheder. Det kan ifølge Niels Ralund være forklaringen på, at vi i år for første gang ser, at der er et lille flertal af B2C-butikker, som føler, at de bliver tvunget til at deltage i Black Friday:
”Efter en hård periode giver det god mening, at man måske ikke føler, at et stort udsalg er det, man lige står og mangler. Det kan jeg godt forstå. Mit råd vil så være, at man også tænker på Black Friday som en god hvervemulighed – du kan måske hente nogle nye kunder, få flere til at tilmelde sig nyhedsbreve og så videre. Der er med andre ord flere bundlinjer, som sammenlagt forhåbentligt kan gøre Black Friday til en god oplevelse,” siger Niels Ralund.

Nyhed
Kunderne vil bruge færre penge på Black Friday i år
Danskerne har gennem hele 2023 holdt igen på forbruget, og forventningerne til årets store udsalg på Black Friday tegner også til, at kunderne vil bruge færre penge end sidste år. Dansk Erhverv vurderer, at der bliver brugt omkring 3,4 mia. kr. på Black Friday, og det er 20-25% mindre end i 2022. Der bliver især købt julegaver, der strækker sig fra elektriske løbehjul til tungeskrabere, viser data fra Ønskeskyen.
Nyhed
Gode råd: Sådan undgår du som netbutik svindel på Black Friday
Black Friday er en travl periode for både netbutikker og kunder – men desværre også for svindlere, der udnytter travlheden til at få fat i varer uden at betale. Dansk Erhverv har en række gode råd om, hvordan du kommer på forkant med svindel.
Kontakt

Kommunikation & Presse
Søren Willemoes Poulsen
Kommunikationskonsulent
