Gemt

Arbejdstilsynet dropper varsling af tilsynsbesøg

Dansk Erhverv Personale | 24. oktober 2023

Implementering af arbejdsmiljøaftalen 2023-2026 er i fuld gang. Særligt ét initiativ har indflydelse på virksomheder allerede nu: Arbejdstilsynet varsler ikke længere virksomhederne inden et tilsynsbesøg.

Kort om arbejdsmiljøaftalen 2023 - 2026

Et samlet Folketing har indgået en arbejdsmiljøaftale, der skal fremtidssikre arbejdsmiljøindsatsen. Aftalens arbejdsmiljøinitiativer er bl.a., rettet mod en indsats for et styrket psykisk arbejdsmiljø, en systematisk videnopsamling, en forenkling af Arbejdstilsynets reaktioner og fokus på arbejdsmiljøet i den grønne omstilling. Der er nu fremsat lovforslag om de dele af aftalen, der kræver lovændringer. De initiativer, der ikke kræver lovændringer, er Arbejdstilsynet i gang med at implementere, herunder bl.a. at grundtilsyn ikke længere vil blive varslet.

Arbejdstilsynet varsler ikke længere deres tilsynsbesøg

Indtil den 30. juni 2023 varslede Arbejdstilsynet deres grundtilsyn 1-12 måneder før tilsynets fremmøde på virksomheden, hvilket gav virksomhederne mulighed for at forberede sig og klargøre virksomheden til tilsynsbesøget. Dette er nu afskaffet, og Arbejdstilsynet vil fremadrettet komme uanmeldt på tilsynsbesøg ved grundtilsyn.

I aftalen er der fokus på, at Arbejdstilsynet skal have en mere målrettet kommunikation med virksomhederne før deres tilsyn. Det er værd at bemærke, at selvom varslingen er afskaffet, vil Arbejdstilsynet anmelde - dvs. aftale - et tidspunkt mv. med virksomheden på flere tilsyn end i dag. Anmeldelse af tilsyn har været gennemført som forsøg med rigtig gode resultater.

Dansk Erhverv mener, at det er positivt, at der kommer en mere målrettet kommunikation før et tilsynsbesøg, men vi vil følge udviklingen tæt med henblik på, at initiativet også skal medføre flere anmeldte tilsynsbesøg fremover.

Forenkling af Arbejdstilsynets reaktionstyper

En anden del af aftalen er, at det skal være nemmere for virksomhederne at forstå konsekvenserne ved at overtræde arbejdsmiljøreglerne, og hvad man som virksomhed skal gøre efter et tilsynsbesøg. Derfor er det aftalt, at Arbejdstilsynets reaktionstyper skal reduceres fra 11 til 7.

I dag kan virksomhederne få ”Forbud”, ”Strakspåbud med betydelig fare” og ”Strakspåbud uden betydelig fare”, når de skal reagere på et arbejdsmiljøforhold straks. Det bliver fremadrettet samlet til ”Strakspåbud” som én samlet reaktionstype. Herudover afskaffes kompetencepåbud og vejledninger, og ”Afgørelse uden handlepligt” ændrer navn til ”Påtale”.  

Dette aftalepunkt er ikke effektueret endnu, men lovforslaget, der skal implementere denne ændring, forventes fremsat i november 2023.

Dansk Erhverv følger lovforslaget og regelarbejdet tæt, og vi er særligt opmærksomme på, at når tre typer af påbud, som i dag gives for forskellige forhold, samles til ét påbud, skal det sikres, at virksomhederne ikke får en større sanktion, end hvad der er rimeligt i forhold til arbejdsmiljøforholdet. Proportionalitetsprincippet skal iagttages.

Vil du læse mere om, hvad der ellers er aftalt, kan du læse arbejdsmiljøaftalen her: Aftale om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping
.