;
Gemt

Fire borgmestre lufter deres bekymring for en kommende flyafgift

31. oktober 2023

I et fælles debatindlæg udtrykker borgmestrene fra Bornholm, København, Aalborg og Sønderborg deres bekymring for, at regeringens kommende flyafgift risikerer at gå ud over indenrigsluftfarten, hvis ikke den skrues ordentligt sammen.

 

I Berlingske den 14. oktober udtrykte borgmestrene fra Bornholm, København, Aalborg og Sønderborg Kommuner i et fælles debatindlæg deres bekymring for regeringens kommende flyafgift. Borgmestrene er ikke imod flyafgiften som sådan, men er bekymret for, at den kan kompromittere indenrigsluftfarten og dermed også sammenhængskraften i Danmark, hvis ikke den skrues ordentligt sammen.

En af effekterne af en flyafgift er nemlig, at indenrigsruterne må forventes at blive beskattet forholdsmæssigt hårdt, da det ikke er tilladt at beskatte lavere nationalt, end man gør det for andre EU-lande. Dertil kommer, at en flyafgift skal betales to gange på en indenrigsflyvning, fordi den betales hver gang, man letter fra en dansk lufthavn.

Derudover er det fra EU´s side besluttet at udfase gratiskvoter samt indføre en stigende iblanding af grønne brændstoffer fra 2025 frem mod 2050, som vil betyde, at billetterne gennemsnitligt vil stige med cirka 100 kroner fra 2030 med yderligere prisstigninger derfra. Det vil alt andet lige betyde, at danske indenrigsruter bliver mindre rentable med færre afgange og passagerer som følge.

Jesper Kronborg, branchedirektør i Dansk Erhverv Transport udtaler følgende:

”Som de fire borgmestre selv skriver, så støtter vi i Dansk Erhverv også regeringens ambition om en grøn indenrigsrute i 2025 og 100 procent grøn indenrigsluftfart i 2030. Det sender nemlig et signal, ikke bare internt i Danmark, men til hele verden, om, at luftfarten naturligvis spiller en rolle for den nationale mobilitet.

Men det er helt afgørende, at en kommende flyafgift bliver skruet sammen på en måde så der bliver sat skub på den grønne omstilling samtidig med, at vi sikrer konkurrenceevnen i dansk luftfart. Derfor mener vi i Dansk Erhverv, at det er vigtigt at en kommende afgift udfases i takt med, at kravene fra EU indfases og lige så vigtigt, at hele provenuet fra afgiften går tilbage til den grønne omstilling af branchen – og altså ikke til en forhøjelse af ældrechecken som regeringen lægger op til.”

Du kan læse hele debatindlægget i Berlingske her.

Kontakt

Transport

Peter Lübcke

Chefkonsulent