;
Gemt

REJS er i luften

01. april 2025

Brancheforeningerne Danmarks Rejsebureau Forening (DRF) og Rejsearrangører i Danmark (RID) er fusioneret i brancheforeningen REJS, der bliver en integreret del af Dansk Erhverv. Hermed indledes en ny æra for rejsebranchen.

Betyrelse-rejs

Jan Vendelbo, adm. direktør i Spies og tidligere formand for RID, er valgt til ny formand for bestyrelsen i REJS.

”Med REJS får vi en samlet brancheforening, som kan fungere som hele branchens talerør – både i medier og i den politiske debat. Fusionen er også med til at fremtidssikre brancheforeningen, til glæde for alle vores medlemmer”, udtaler Jan Vendelbo ”Jeg er glad for og stolt over at skulle påtage mig hvervet som formand, og jeg vil gøre mit bedste for at forvalte den tillid, som medlemmerne i dag har vist mig.”

Desuden blev Henrik Piplits, adm. direktør i Amex GBT Egencia, og tidligere formand for DRF, valgt til næstformand.

Henrik Piplits siger i den anledning: ”Jeg er glad for, at der blandt medlemmerne i begge brancheforeninger har været fuld opbakning til fusionen. Vi har med REJS skabt et fælles fundament, som kan rumme både store og små aktører. Og fordelene ved fusionen - fagligt, politisk, kompetencemæssigt og økonomisk – har været tydelige for alle”.  

Den nye bestyrelse for REJS består desuden af:  

  • Knud T. Martens, adm. direktør i Folkeferie.dk;
  • Henrik Jensen, partner i Travel Heart Family og adm. direktør for SunCircle;
  • Heidi Maak Glinvad, adm. direktør Vitus Rejser;
  • Rønnaug Engstad Laursen, adm. direktør Ruby Travel Group
  • Peter Kjærgaard Jensen, adm. direktør og indehaver af Rejsechefen.

På fusionsgeneralforsamlingen udtrykte viceadm. direktør i Dansk Erhverv Laurits Rønn ligeledes stor begejstring over etablering af REJS: ”Vi er glade for og stolte over, at REJS bliver en del af Dansk Erhverv, ligesom DRF har været. Udover den branchespecifikke rådgivning, som REJS tilbyder, får alle medlemmer adgang til en bred vifte af medlemstilbud, rådgivning og fagkompetencer i Dansk Erhverv”.

Med omkring 120 medlemmer bliver REJS repræsentant for den samlede rejsebranche.

Kontakt

Turisme, Oplevelser & Kultur

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil