;
Gemt

Nets har opdateret reglerne for Dankort ved e-handel: Betalingsmodtagere skal være opmærksomme på ændrede indsigelsesmuligheder for kortholdere

13. august 2024

Nets’ ændring betyder, at betalingsmodtagere bliver pålagt yderligere ansvar i forbindelse med forbrugernes indsigelser. Det udvider også rammerne for, hvornår Nets kan trække omtvistede beløb direkte fra virksomhedernes pengeinstitutkonti. Ændringen trådte i kraft den 1. marts 2024.

Ifølge de nye retningslinjer skal betalingsmodtagere nu reagere på alle indsigelser fra kortholdere. Dette skridt ses som en del af Nets' bestræbelser på at styrke forbrugerbeskyttelsen og sikre, at forbrugerne føler sig trygge ved onlinetransaktioner. Hvis f.eks. kortholder bestrider en betaling og derfor laver en indsigelse, vil Nets fremadrettet hæve beløbet direkte fra virksomhedens pengeinstitutkonto.

Hvornår gælder de opdaterede regler?
Hvis Nets modtager en indsigelse fra kortholder om, at:

  • Kortbetalingen overstiger det beløb, der er accepteret af kortholder, eller
  • den bestilte vare/ydelse fx ikke er leveret, eller
  • kortholder eller modtageren af varen/ydelsen i forbindelse med internethandel, post- eller telefonordre benytter sig af en lovbestemt eller aftalt fortrydelsesret, og virksomheden ikke har tilbagebetalt det omtvistede beløb, kan Nets hæve beløbet på virksomhedens pengeinstitutkonto.

Derudover er det også gældende, at hvis Nets modtager en indsigelse om, at kortholder ikke kendte det præcise beløb ved godkendelse af betaling, og det viser sig at sådanne beløb overstiger det beløb, som kortholder med rimelighed kunne forvente at blive trukket, kan Nets hæve det fulde transaktionsbeløb på virksomhedens pengeinstitutkonto.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil