Stærkt efterår i vente? Både salget og optimismen stiger i de danske netbutikker
Selvom de danske forbrugere skruede lidt ned for forbruget i andet kvartal, så kom de danske netbutikker samlet set godt igennem andet kvartal og skruer derfor op for forventningerne til fremtiden. Det viser Dansk Erhvervs E-handelsbarometer.
Den positive udvikling i dansk e-handel fortsætter.
Det er konklusionen i Dansk Erhvervs seneste E-handelsbarometer. Her svarer 45 procent af virksomhederne, at deres omsætning i 2. kvartal 2024 var bedre end samme periode i 2023. Knap hver femte svarer, at omsætningen var dårligere.
Samlet giver det et positivt barometer på 26 procent mod 21 procent i kvartalet før. Den udvikling glæder Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv:
”Vi ramte bunden i 2. kvartal 2022, men siden er det gået fremad, og det er jeg selvfølgelig glad for på vores medlemmers vegne.”
Trodser generel tilbagegang
Niels Ralund hæfter sig ved, at fremgangen i e-handlen er sket samtidig med, at det samlede privatforbrug i samme periode faldt med 0,4%:
"Det siger noget om, hvor stærke og dygtige de danske e-handlere er. Og så giver det håb for, at væksten kan blive endnu større i den kommende tid, hvor fortsat reallønsfremgang og et begyndende fald i særligt de korte renter, forventelig vil få forbrugerne til at hive pungen frem lit oftere.”
Tro på fremtiden
Den optimisme deler netbutikkerne. Halvdelen af dem svarer i hvert fald, at de forventer, at salget i 3. kvartal vil overgå samme periode sidste år.
Andelen, der er negative, falder desuden også en smule – fra 21 procent i 2023 til 14 procent i 2024. Samlet set giver det en barometerstand for det kommende kvartal, der ligger på 36 procent positive mod 25 procent efter første kvartal.
Kontakt


Kommunikation & Presse
Søren Willemoes Poulsen
Kommunikationskonsulent