Gemt

Ny forbrugerkampagne om PFAS: Disse mærker skal du kigge efter

12. januar 2024

Miljømærker og certificeringer er et godt værktøj for indkøbere - og en god hjælp til borgere i forhold til, hvordan de kan undgå PFAS i forbrugerprodukter. Miljøstyrelsen lancerer ny forbrugerkampagne om, hvordan brugen af mærker kan vejlede forbrugere i dagligdagen.

PFAS er en betegnelse for en gruppe af stoffer, der kan anvendes i en lang række af produkter og processer. Stoffer har blandt andet fedt- og vandafvisende egenskaber, ligesom de kan være brandhæmmende. Derfor anvendes de også i en række forbrugerprodukter.

Mange producenter og forhandlere er allerede opmærksomme på udfordringerne med PFAS og er godt i gang med at udfase dem, hvor det er muligt. Men det kan nogle gange være vanskeligt at finde ud af, om der er PFAS i de produkter, som man forhandler eller køber.

Her kan miljømærker og certificeringer være et brugbart redskab. Derfor lancerer Miljøstyrelsen den forbrugerrettede informationskampagne ”Du behøver ikke forstå det for at handle på det”, hvor de giver gode råd om, hvordan man kan undgå PFAS i imprægneringsmidler, outdoortøj- og tekstiler samt kosmetik. Et fælles budskab er: ”Se efter miljømærkerne, når du køber nyt”.

Hos Dansk Erhverv støtter vi op om brugen af miljømærkninger og certificeringer, som kan vejlede både erhvervet og forbrugere i en købssituation. Som udgangspunkt finder vi, at mærkninger og certificeringer bør være kontrolleret af en uafhængig instans og stille ambitiøse krav efter en anerkendt standard, hvis certificeringen skal være troværdig. 

Baggrund om PFAS

PFAS er en betegnelse for en gruppe af stoffer, som kun meget begrænset kan nedbrydes i miljøet og derfor over tid kan ophobes i mængder, der kan være problematiske for miljø og sundhed. Flere af PFAS-stofferne har problematiske sundheds- og miljøskadelige effekter. En del af stofferne er allerede forbudt i EU, og i øjeblikket behandles et forslag om meget omfattende begrænsning af brugen i PFAS i EU’s videnskabelige komiteer.

Kontakt

Klima, energi og miljø

Anette Albjerg Ejersted

Fagchef for Miljø og Cirkulær økonomi