Gemt

Nye anbefalinger til regeringen fra Klimapartnerskabet for Life Science og Biotek

04. juni 2024

Klimapartnerskabet for Life Science og Biotek har i dag præsenteret en række nye anbefalinger til regeringen om, hvordan sektoren kan være med til at reducere både nationale og globale drivhusgasudledninger.


Tirsdag eftermiddag er en række nye anbefalinger på vegne af Klimapartnerskabet for Life Science og Biotek blevet præsenteret. Her kunne Tina Sejersgård Fanø, der er Executive vice president for Planetary Health Biosolutions i Novonesis, og som er udpeget af regeringen som forperson for partnerskabet, overrække anbefalingerne til klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard og erhvervsminister Morten Bødskov, der tog imod anbefalingerne på vegne af regeringen.

De nye anbefalinger er et resultat af et omfattende samarbejde mellem en lang række virksomheder, forskningsinstitutioner og interesseorganisationer og har bl.a. fokus på den voksende biosolutionssektor, grønne indkøb og optimering af produktion inden for life science og biotek.

Partnerskabet afleverede de nye anbefalinger på eget initiativ, og ambitionen er, at regeringen og beslutningstagere med dem lader sig inspirere til kommende politiske aftaler, der skal få os i mål med den presserende grønne omstilling. Som noget nyt er der denne gang også vægt på de såkaldte biosolutions og på de globale perspektiver inden for produktion og grønne indkøb inden for life science.

Siden Klimpartnerskabet for Life Science og Biotek udgav sine første anbefalinger, har Danmark vedtaget ambitiøse mål, og vi er kommet tættere på at opnå dem. Men der er lang vej igen, før vi opfylder vores forpligtelser om at skabe et samfund, der ikke overskrider de planetære grænser.

”Verden er fundamentalt forandret siden sidst vi arbejdede på klimapartnerskabsanbefalingerne i 2019 og 2020. Klima- og energipolitik er mere betydningsfuldt end nogensinde før og er blevet et sikkerhedspolitisk anliggende. I forhold til de oprindelige anbefalinger er der stadig klimatiltag at rykke på. Disse – og nye anbefalinger – har vi samlet i en klimapartnerskabsrapport 2.0. Vi håber, at regeringen og beslutningstagere lader sig inspirere af anbefalingerne til kommende politiske aftaler, der skal få os i mål med den presserende grønne omstilling,” siger Tina Sejersgård Fanø, Executive Vice President, Planetary Health Biosolutions i Novonesis.

Dansk Erhverv har sammen med Alliance for Biosolutions, Novonesis og Lif - Lægemiddelindustriforeningen udgjort sekretariatet for Klimapartnerskabet for Life Science og Biotek.

"Life science-industrien og biosolutionssektoren er Danmarks motorer for vækst og globale klimaløsninger. Derfor skal vi sikre gode rammevilkår for de danske virksomheder, så de kan bevare deres konkurrenceevne i en verden med stigende statsstøtte og protektionisme. Stærke partnerskaber og samarbejde på tværs af det private og det offentlige er helt nødvendigt at skrue mere op for, når det handler om at levere effektive løsninger på den grønne omstilling. Regeringens klimapartnerskaber er et rigtig godt eksempel, som mange lande vil kunne lade sig inspirere af, når det gælder klimahandling,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.

”De anbefalinger, som vi præsenterer her i dag, kan være med til at styrke Life Science og Biotek sektorens positive bidrag - både i Danmark og globalt. Sektorens produkter bliver fremstillet stadig mere bæredygtigt, med brug af mindre energi og mere klimavenlige energikilder. Og samtidig skaber sektoren vækst i både arbejdspladser og eksport. Med disse anbefalinger kan vi være med til at accelerere den grønne omstilling,” siger Ida Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen -Lif.  

Klimapartnerskab_anbefalinger

pdf

Download

Kontakt

Klima, energi og miljø

Anne Lerche

Chef for biosolutions
Medarbejderprofil