Spring til indhold

EU’s nye miljøomnibus: Forenkling, men ikke nok

12. december 2025

Med den nye miljøomnibus tager EU et skridt mod færre administrative byrder, men pakken mangler fortsat de forenklinger, som erhvervslivet efterlyser for at frigøre virksomhedernes grønne og økonomiske potentiale.

EU flag der blafrer i vinden

EU-Kommissionen har netop fremlagt sit forslag til en ny miljøomnibus, der skal reducere administrative byrder i miljølovgivningen. Forslaget er en del af et større EU-initiativ, som ifølge Kommissionens egne beregninger vil kunne reducere omkostninger for virksomheder og myndigheder med omkring 1 milliard euro om året, men Dansk Erhverv mener, at pakken stadig ikke griber mulighederne for alvor og frigør virksomhedernes potentiale for grøn omstilling og konkurrencefordele.

Hvad er miljøomnibussen?

Miljøomnibussen er et samlet forslag fra EU-Kommissionen, der skal forenkle reglerne på miljøområdet. Formålet er at gøre det lettere og mindre byrdefuldt for virksomheder at efterleve lovgivningen uden at sænke EU’s miljøambitioner. Omnibuspakken kommer som led i Kommissionens mål om at reducere administrative byrder med mindst 25 % for alle virksomheder og 35 % for små og mellemstore virksomheder. 

Hvad foreslår EU?

Forslaget lægger op til forenklinger, herunder:

  • Afskaffelse af den omdiskuterede SCIP-database under affaldsreguleringen
  • Forenklinger i reglerne om udvidet producentansvar (fx emballage og batterier)
  • Mere proportional regulering for SMV’er
  • Hurtigere og mere ensartede processer for miljøgodkendelser

Pakken skal nu forhandles mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet, før den kan vedtages. Der er fortsat usikkerhed om tidsplanen, og præsentationsdatoen for selve omnibusforslaget er blevet rykket i forløbet.

Det er positivt, at EU nu tager hul på at rydde op i nogle af de mest byrdefulde krav, men forslaget stadig overser mange af de gode forslag fra erhvervslivet til at gøre reguleringen mere enkel og forståelig. Det kunne fx være mere harmonisering af rapporteringskrav og godkendelsesprocesser på tværs af EU, så virksomheder ikke skal bruge tid på dobbeltarbejde og unødvendig administration.

Hvad sker der nu?

  1. Forhandlinger i EU: Miljøomnibussen skal forhandles mellem Kommissionen, Ministerrådet og Europa-Parlamentet i de kommende måneder.
  2. Mulig vedtagelse i 2026: Hvis forhandlingerne forløber glat, kan en aftale være på plads i løbet af 2026 — men der er stadig usikkerhed om tidsplanen.
  3. Implementering i dansk ret: Når forslaget er vedtaget i EU, skal ændringerne implementeres i dansk lovgivning. Det betyder, at konkrete ændringer først vil slå igennem i virksomhedernes hverdag, når de nationale love er på plads

Kontakt

Miljø

Malene Mortensen

Miljøpolitisk chef