Grønne krav vinder indpas i kommunernes indkøbspolitik
27 ud af landets 98 kommuner har nu sat konkrete mål for at reducere CO2-udledninger i deres indkøb. Det er en stigning fra 22 kommuner i 2023 – og kun 12 i 2022. Bæredygtighed fylder stadig mere i de kommunale strategier, men der er langt fra ambition til handling, viser en ny kortlægning fra Dansk Erhverv.
Kommunerne køber hvert år varer og ydelser for mere end 100 milliarder kroner, og det sætter et tydeligt aftryk på klimaet. Ifølge Energistyrelsen stod de kommunale indkøb i 2023 for næsten halvdelen af det offentlige klimaaftryk – svarende til 5,6 millioner ton CO2. Dermed rummer området et enormt potentiale for at nedbringe udledningerne gennem grønnere valg.
Flere kommuner får øjnene op for reduktionsmål
En kortlægning af Dansk Erhverv viser, at 27 kommuner arbejder med CO2-reduktionsmål for indkøb. I 2022 var det kun 12 kommuner, der havde en CO2-reduktionsmål for deres indkøb. I 2023 var tallet 22. Udviklingen er dermed gået langsomt de sidste to år, men dog i den rigtige retning.
”Vi ser en positiv udvikling, hvor flere kommuner begynder at arbejde strategisk med at skære ned på klimaaftrykket fra deres indkøb. Det er et vigtigt skridt fremad,” siger Malene Jæpelt, fagchef i Dansk Erhverv for offentlig-privat samarbejde.
Hun understreger dog, at potentialet langt fra er udnyttet:
”27 kommuner ud af 98 er stadig alt for få. Mange har gode intentioner, men det kan være svært at gå fra flotte ord i strategien til konkrete reduktionsmål, der forpligter.”
Fra mål til metode
Kortlægningen viser, at kommunerne er meget forskellige, når det gælder graden af konkretisering.
”Et reduktionsmål kan eksempelvis være at nedbringe CO2-udledningen med 85 procent i 2030 eller at blive klimaneutral senest i 2050. Men at vise, hvordan man faktisk når derhen, er en langt mere kompleks øvelse,” forklarer Malene Jæpelt.
Flere kommuner vælger derfor at sætte delmål for bæredygtighed i stedet for egentlige reduktionsmål. Det kan være, at 75 procent af alle varekøb skal være økologiske, miljømærkede eller genbrugsprodukter, eller at tre ud af fire indkøbsaftaler skal indeholde grønne mål.
”CO2-reduktionsmål er med til at sætte den politiske retning, og derfor mener vi, at der bør indføres et bindende reduktionsmål for offentlige indkøb. Men vi ved også, at vejen dertil kræver viden og samarbejde. Kommunerne kan med fordel lade sig inspirere af hinandens erfaringer,” siger Malene Jæpelt.
Bredt fokus på cirkularitet, men store forskelle på tværs af landet mht. reduktionsmål
Kortlægningen afslører markante regionale forskelle. I Region Nordjylland har kun to kommuner konkrete CO2-reduktionsmål, mens det i Region Midtjylland og Syddanmark gælder for omkring hver tredje kommune.
Derudover viser analysen, at næsten halvdelen af landets kommuner forholder sig aktivt til cirkularitet f.eks. ved at stille krav om cirkulær emballage eller ved at arbejde ud fra en cirkulær tankegang, hvor genanvendelse og bortskaffelse også tænkes ind i indkøbet.
”Det er utroligt positivt, at så mange kommuner allerede arbejder med cirkulære principper. En cirkulær økonomi er ikke bare afgørende for den grønne omstilling, men kan også føre til bedre ressourceforbrug og lavere udgifter,” siger Malene Jæpelt.
Udbudsret - Kan man ændre i en udbudt kontrakt?
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer990 kr.
-
No show gebyr0 kr.
Værd at vide som tilbudsgiver til det offentlige
-
Medlemmer0 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Værd at vide som tilbudsgiver til det offentlige
-
Medlemmer0 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Kontakt
Service & OPS
Malene Jæpelt
Fagchef for offentlig-privat samarbejde