Spring til indhold

Østjyderne forventer at bruge flest penge på nytårskrudt

29. december 2025

Danske familier forventer at købe krudt og raketter for 500 millioner i år, viser ny analyse fra Dansk Erhverv. Østjyderne forventer at bruge flest penge. 

Billede af mennesker, der ser på fyrværkeri
Hver tredje husstand forventer at købe nytårskrudt for samlet omkring 500 mio. kr.

I cirka tre ud af ti husstande forventer man at fejre nytåret med bulder og brag, og samlet set forventes det, at der bliver købt ind for cirka 500 millioner kroner.  

”Meget tyder på, at himlen rundt om i Danmark nytårsaften bliver flot oplyst af raketter og nytårskrudt. Danskerne ser simpelthen ud til at være klar til at bruge pænt med penge i år, og østjyderne og sjællænderne forventer at bruge flest penge,” siger Bo Dalsgaard, fagchef i Dansk Erhverv.

Østjyderne mest glade for fyrværkeri 
Dykker man ned i tallene, viser det sig, at københavnerne med en forventning på 110 kroner pr. husstand ligger lavest, når det gælder køb af nytårskrudt. Til sammenligning forventer sjællænderne at bruge det dobbelte, 220 kroner, pr. husstand. Østjyderne ligger helt i top med et forventet fyrværkeribudget på 280 kroner pr. husstand. 

”De regionale tal svinger en del fra år til år, men københavnerne ligger typisk i bunden, når det gælder fyrværkeriforventninger. Det kan skyldes beboersammensætningen, og at man bor så tæt, at der er gode muligheder for at nyde synet af andres fyrværkeri,” siger Bo Dalsgaard.

Mændene forventer at bruge flest penge
Nytår er en tid med mange traditioner. En tradition er, at mændene er dem, der bruger flest penge på nytårskrudt, og sådan er det også i år. 

”Som vi tidligere har set det, er det også i år mændene, der forventer at bruge flest penge på fyrværkeri. Mens mændene i gennemsnit sætter 210 kr. af til raketter og batterier, forventer kvinderne at bruge 150 kr. Ser man på alder, er det danskere på henholdsvis 30-39 år og 40-49 år, som forventer at bruge flest penge på fyrværkeri med et gennemsnit på 250 kr. og 240 kr. pr. husstand. Det hænger formentlig sammen med, at mange i disse aldersgrupper har børn i skolealderen,” siger Bo Dalsgaard.

Figur, der illustrerer hvem der køber mest fyrværkeri i Danmark

Danskerne forventer at købe fyrværkeri for 500 mio. kr. i 2025
pdf

Andre læser også

Nyhed

Bytteprognose for 2025: Igen i år skal der byttes gaver for mere end en halv milliard

I år forventes det, at cirka hver fjerde dansker skal bytte minimum én julegave. Dansk Erhvervs årlige juleprognose viser, at der i år skal byttes julegaver for cirka 600 millioner kroner.

Nyhed

Nye tal viser overraskende stærk vækst i tredje kvartal

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at BNP-væksten i tredje kvartal er blevet nedjusteret svagt fra 2,3% til nu 2,2%. Det står dermed fast, at der var en bragende flot vækst i årets tredje kvartal.

Kontakt

Handel

Bo Dalsgaard

Fagchef for Forbrugeraftaler og Forbrugerklagesystemer