;
Gemt

Dansk Erhverv: EU's opgør med administrative byrder i CSRD er en tiltrængt håndsrækning til erhvervslivet

26. februar 2025

De administrative byrder i CSRD er alt for store, og derfor er det meget positivt, at EU-Kommissionen lægger op til at lette mængden af byrder og udskyde CSRD-implementeringen, mener Dansk Erhverv. Tsunamien af regler skal stoppes, lyder det fra Brian Mikkelsen. 

Efter længere tids venten har EU-Kommissionen onsdag med det såkaldte Omnibus-forslag præsenteret sin plan for at reducere de administrative byrder forbundet med CSRD og bæredygtighedsrapportering.

En reduktion af virksomhedernes byrder i forbindelse med bæredygtighedsrapporteringen efter CSRD, CSDDD og Taksonomi-forordningen er nødvendigt, og derfor hilser man hos Dansk Erhverv EU-Kommissionens initiativ varmt velkommen. 

”Det er af afgørende betydning at bakke op om forenkling og reduktion af byrder og regler. Danske og europæiske virksomheder er endt med at blive oversvømmet af en tsunami af regler og administrative byrder, der truer deres konkurrenceevne i en tid med geopolitisk uro. Og når vi taler administrative byrder, kan vi ikke undgå at tale om CSRD’en. Derfor er det meget glædeligt, at man fra EU's side nu vil give virksomhederne en håndsrækning. Nu er det bare vigtigt, at virksomhederne kommer til at mærke en forskel,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv. 

Konkret lægger EU-Kommissionen bl.a. op til, at det fremadrettet alene er virksomheder med mindst 1.000 ansatte og en omsætning på mindst 50 mio. euro eller en balancesum på 25 mio. euro, der skal omfattes af CSRD, og at datapunkterne i ESRS-standarderne reduceres.

For virksomheder med over 1.000 ansatte, der endnu ikke har rapporteret, udskydes rapporteringsforpligtelsen med to år til 2028. Derudover revideres de frivillige SMV-standarder, så det bliver tydeligere, hvilke ESG-oplysninger store virksomheder kan indhente hos mindre virksomheder. Endelig droppes de sektorspecifikke bæredygtighedsstandarder. 

Lad os finde de bedste løsninger  
Fredag i sidste uge meddelte erhvervsministeren, at regeringen vil arbejde for, at op til tre fjerdedele af kravene forbundet med CSRD fjernes, og at de først træder i kraft i 2027.  

Dansk Erhverv ser generelt et behov for en hovedrengøring i mængden af administrative byrder, der kommer fra EU, og det gælder således også inden for bæredygtighedsrapporteringen. 

”Intentionerne om at lade virksomhederne bidrage til den bæredygtige omstilling er rigtig, men vi bør have en samtale om, hvordan vi på en bedre måde kan drive den bæredygtige omstilling fremad. Det har nu både EU-Kommissionen og den danske regering åbnet for, og det er meget positivt,” siger Brian Mikkelsen. 

Dansk Erhverv har tidligere gjort opmærksom på, at CSRD-rapporteringen er blevet for byrdefuld og har foreslået, at omfanget af datapunkter reduceres fra de nuværende flere end 1.100. 

”Jeg er helt overbevist om, at det kan ske, uden at vi går på kompromis med det overordnede formål om bæredygtig omstilling. På den måde får man mulighed for at finde de bedste løsninger til at forenkle og forbedre rapporteringerne om bæredygtighed. Det vil også give myndighederne i Bruxelles og Danmark mulighed for at levere målrettet information og vejledning til virksomhederne om kravene til bæredygtighedsrapportering,” siger Brian Mikkelsen.   

Bæredygtighedsregnskaber efter ESG-rapporteringskrav skal ifølge Dansk Erhverv ligne finansielle regnskaber og præsentere anvendelige og troværdige oplysninger for at understøtte investeringsbeslutninger i erhvervslivet med det mål at fremme den bæredygtige omstilling.

Kontakt

Presse

Søren Domino

Mediechef