Danmarks sikkerhed: Den danske detailhandel skal være klar på omstilling
Forsvarets Efterretningstjeneste har udgivet rapporten ”UDSYN 2024”, som beskriver de ydre vilkår for Danmarks sikkerhed og danske interesser. Dansk Erhverv vurderer, at den danske detailhandel skal være klar til omstilling og samarbejde på tværs af myndigheder og brancher.
2024 har været et tumultsår. Verden er i voldsom forandring, og også vi i Danmark skal være klar til forandring. I UDSYN tegnes et billede af de trusler og sikkerhedspolitiske udfordringer, som Danmark står overfor. Her nævnes blandt andet truslen fra Rusland, det kinesiske samarbejde, krigen i Ukraine og terrorangreb.
Overordnet vurderes det dog ikke, at den største trussel falder direkte mod den danske detailhandel – de omtalte scenarier berører ofte andre større virksomheder, der har stor indflydelse på det internationale marked. Alligevel mener Dansk Erhverv, at den danske detailhandel skal være særligt opmærksom på følgende:
- Forstyrrelser i forsyningskæden – Krigen i Ukraine påvirker ikke kun Ukraine, men også handelsmønstre i Europa. Derfor er det vigtigt at overveje alternative forsyningskæder i tilfælde af en eskalering af konflikten mellem Rusland og Ukraine.
- Regelmæssige sikkerhedsøvelser – Især butikker i større byområder eller storcentre bør forberede medarbejdere på terrortruslen. Det vil være en god idé at forberede medarbejdere på, hvordan man håndterer sådanne hændelser og den rette tilgang i krisesituationer.
- Opdatering af IT-sikkerheden – Virksomheder bør sikre, at IT-sikkerheden er opdateret, særligt med fokus på betalings- og logistiksystemer. Det er fortsat vigtigt, at den danske detailhandel er i stand til at modtage betalinger, selv i krisesituationer.
Ud fra de nævnte punkter tegner der sig et klart billede af nødvendigheden af forberedelse. Verden er i forandring, og det er vigtigt, at vi forbereder os på selv de værst tænkelige scenarier. Selvom et nyt år står for døren, og vi håber på, at verden falder til ro, er det vigtigt, at virksomheder forbereder medarbejdere og systemer til en ny og forandret virkelighed. Derfor har vi hos Dansk Erhverv udarbejdet en beredskabshjemmeside, hvor du kan få gode råd til, hvordan du kan håndtere krisesituationer.

Beredskab
Kriser i dag har en tendens til at blive mere omfattende, langvarige og komplekse end tidligere, fordi det danske samfund er blevet mere komplekst og digitaliseret end før. I en omfattende krisesituation, vil det private erhvervsliv med stor sandsynlighed spille en afgørende rolle for at samfundet kan køre videre. Derfor er det vigtigt, at erhvervslivet tænkes ind i fremtidens beredskab.
Kontakt

Handel
Henrik Lundgaard Sedenmark
Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed