;
Gemt

Eventturister giver god start på hotelsommeren

04. juli 2025

Takket være sport, kultur og musik er sommerturismen på hotellerne kommet godt fra start, viser dugfriske tal fra Dansk Erhverv.

tursit-hotel

I fredags skød mange danskere ferien i gang. Det kan allerede mærkes på de danske hoteller, hvor hotelbelægningen var 3,0 procentpoint højere i starten af sommerferien end i samme periode sidste år. Hotellernes omsætning er samtidig steget 3,7 pct. i gennemsnit. Det viser tal fra Dansk Erhverv og Benchmarking Alliance, der dækker fra den 27. juni til den 3. juli.

Fremgangen vækker glæde hos Dansk Erhverv, der peger på at events i stor stil er med til at fylde hotellerne.

”Bliver juli som sidste år, så vil danskerne igen stå for godt halvdelen af overnatningerne på de danske hoteller, mens en bred vifte af internationale turister vil stå for resten,” siger branchedirektør i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen.

Stor EU-festivitas i Aarhus
Især hotellerne i Aarhus har solgt ekstra mange værelser. Her er hotelbelægningen 14,1 procentpoint højere indtil videre i årets sommerferie. Foruden ferieturister, så skyldes det blandt andet åbningsceremonien for det danske EU-formandskab og en stor europæisk korfestival med op til 6.000 korsangere fra 35 lande og regioner, påpeger et af byens store hoteller.

”Aarhus har fået en forrygende start på sommeren med de events, men det er stadig for tidligt at konkludere på hvordan sommeren samlet set ender ud,” siger Flemming Poulsen, hoteldirektør Comwell Aarhus.

Også flere internationale gæster er på vej. Fra i dag indtager nemlig verdenseliten i windsurfing Aarhus med mere end 200 atleter og medrejsende, der dyster frem til den 11. juli til VM i den olympiske IQ Foil-klasse.

Stort idrætsevent indtager Trekantområdet
I Trekantområdet er det også eventturister, der fylder mange hotelsenge i disse dage. Med stort åbningsshow torsdag aften samlede DGI Landsstævne mere end 22.000 idrætsudøvere i Vejle. Helt frem til den 6. juli vil der være over 30 idrætter, 300 aktiviteter og store koncerter. 

Byen er på den anden ende, siger hoteldirektør for The Note i Vejle, Tony Bak.

”Vi kan tydeligt mærke på vores bookinger at Landsstævnet kommer til byen. Der summer af liv, fest og koncerter, og det er god reklame for hele området.”

Musik og store møder i hovedstaden
Tallene for hovedstaden tyder også på en god og musikalsk start på sommeren. Hotelbelægningen lå 1,7 procentpoint højere end i starten af sommerferien sidste år. Hitmageren Lionel Richie fyldte Royal Arena den 1. juli og Copenhagen Jazz Festival spiller løs fra i dag frem til den 13. juli.

I de kommende uger vil også to store internationale kongresser i Bella Center kunne mærkes på hotellerne, lyder det fra branchedirektør i Dansk Erhverv, Lars Ramme Nielsen.

”Der er som oftest lidt mindre fyldt på hovedstadens hoteller i juli, end i juni og august. Så det er positivt at vi i juli i år kan tiltrække de højtforbrugende mødeturister.”

I slutningen af måneden er København vært for verdens største management-kongres, Annual Meeting of the Academy of Management - AOM 2025, der foregår i Bella Center fra den 25. til 29 juli med 10.000 internationale deltagere. I Bella Center er der også en større kongres fra den 14. til 18. juli med 2.500 deltagere.

Læs også

Kontakt

Turisme, Kultur & Oplevelse

Lars Ramme Nielsen

Branchedirektør
Medarbejderprofil