;
Gemt

Generalsekretær i WWF: Vi skal have et endnu stærkere samarbejde på tværs af offentlige og private aktører, civilsamfund og fonde

11. juni 2025

Danmark mister hvert år op mod 300 milliarder kroner på at slide på natur og miljø – men prisen mærkes sjældent i regnearkene. Det skal der laves om på, mener WWF’s nye generalsekretær Mikkel Aarø-Hansen. Han kalder på et langt stærkere samarbejde mellem erhvervsliv, politik og civilsamfund – og et nyt økonomisk system, hvor det kan betale sig at passe på naturen.

Foto: Jonas Lysholdt Ejderskov

Danmarks forbrug efterlader et markant globalt naturaftryk — og det koster samfundet dyrt. Hvis Danmark skal lykkes med at vende natur- og klimakrisen, kræver det stærkere samarbejde på tværs af sektorer og et langt større engagement fra erhvervslivet. Det er en af de helt centrale pejlemærker for Mikkel Aarø-Hansen, der i november 2024 tiltrådte som ny generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

Mere samarbejde, større engagement
“Mere samarbejde.” Så kort og klart formulerer Mikkel Aarø-Hansen den retning, han ønsker at tage WWF i. For at kunne vende natur- og klimakrisen er der ifølge ham brug for en ekstraordinær, fælles indsats — og tiden er knap.

Vi skal have et endnu stærkere samarbejde på tværs af offentlige og private aktører, civilsamfund og fonde. WWF kan og skal spille en aktiv rolle i at facilitere de samarbejder«

Særligt erhvervslivet skal i højere grad inddrages i naturindsatsen, understreger Mikkel Aarø-Hansen. På globalt plan er der behov for yderligere 342 milliarder dollars årligt frem til 2030 for at nå de internationale naturmål, som Danmark også har forpligtet sig til.

»Det kan kun realiseres, hvis virksomhederne tager et større ansvar end de gør i dag. Jeg ser dog et kæmpe potentiale for virksomheder i at investere i bedre natur — både for deres egen forsyningssikkerhed, forretningsrelevans og brandværdi. Men det kræver, at både virksomhederne og aktører som WWF tør indgå i et gensidigt samarbejde,« siger han.

Barrierer: Økonomien skal være naturens ven
En af de største barrierer for arbejdet med natur og biodiversitet i Danmark er ifølge Mikkel Aarø-Hansen, at naturen endnu ikke er integreret i de økonomiske beslutningsmodeller.

»Vi skal forstå og handle ud fra, at halvdelen af verdens BNP er afhængig af naturen. I Danmark koster nedslidning af miljø og naturkapital os mellem 200 og 300 milliarder kroner årligt. Det skal vi tage alvorligt og afspejle i økonomiske beslutninger,« siger han.

Han peger på behovet for at styrke arbejdet med Grøn Reform og Grønt BNP — og skabe en økonomi, hvor det kan betale sig at beskytte og genoprette naturen.

»Vi skal bruge økonomiske værktøjer aktivt: skabe skattefordele for naturforbedringer, fjerne regler der spænder ben for naturgenopretning, og omlægge midler fra naturskadelige subsidier til naturfremmende tiltag. Og så skal vi flytte investeringerne i den finansielle sektor fra sort til grøn,« siger han.

WWF’s rolle i det danske samfund: Fra viden til handling
WWF’s opgave er global, men også stærkt forankret i Danmark. Og ifølge Mikkel Aarø-Hansen handler det nu om at omsætte viden til konkret handling.

»Der er rigeligt at tage fat på i dansk natur. Derfor handler det først og fremmest om at handle — og få skabt konkrete forandringer og forbedringer. Vi skal lægge til de indsatser, der allerede sker, og spille hinanden stærke,« siger han.

Et vigtigt redskab er ifølge Mikkel Aarø-Hansen at bruge den grønne trepart som platform for nye former for samarbejde, der ikke kun fokuserer på klima og kvælstof, men også aktivt genskaber biodiversitet og styrker hjemmehørende arter.

»Som verdens største grønne organisation har vi stor viden og erfaring fra naturprojekter i udlandet, som vi kan bringe i spil i Danmark,« tilføjer han.

Danmarks globale ansvar
Samtidig minder han om, at Danmarks ansvar rækker langt ud over egne grænser.

»Vores forbrug efterlader et stort, negativt aftryk på naturen i andre lande. Allerede den 19. marts ville Jordens ressourcer for i år være opbrugt, hvis alle forbrugte som os danskere. Som rigt land har vi et ansvar for at ændre det,« siger han.

Derfor er det ifølge WWF’s generalsekretær afgørende, at en kommende natur- og biodiversitetslov også indeholder mål om at reducere Danmarks negative globale naturaftryk.

»Ellers risikerer vi at sende et helt forkert signal — både til os selv og til resten af verden,« slutter Mikkel Aarø-Hansen.

Om WWF Verdensnaturfonden

WWF Verdensnaturfonden er medlem af Dansk Erhverv og arbejder aktivt for at styrke dialogen og samarbejdet med erhvervslivet om natur- og klimaindsatser.

Organisationen blev stiftet i Danmark i 1972 og er en del af det internationale WWF-netværk, der er verdens største naturbevarende organisation. WWF arbejder for at bevare og genoprette naturen — både globalt og i Danmark — gennem konkrete naturprojekter, politisk arbejde og partnerskaber på tværs af offentlige, private og civilsamfundsaktører.

Organisationen bringer international viden, erfaring og metoder i spil for at styrke indsatsen for biodiversitet og klima.

Tema: Ledelse i en verden i forandring