;
Gemt

Lars løkke har ret. Vi kan ikke klare os uden internationale kollegaer - så nu skal regeringen hurtigst muligt lande en ny aftale

24. juni 2025

Internationale medarbejdere er en guldgrube for dansk økonomi og en nødvendighed for danske virksomheder som Tactile Games og Milestone Systems. Men det skal være langt nemmere og hurtigere at tiltrække dem til Danmark. Derfor opfordrer Dansk Erhverv regeringen til hurtigst muligt at lande en certificeringsordning.

Lars-Løkke

Foto: Moderaterne

Budskabet var lige så skarpt som solen, da Lars Løkke indtog talerstolen på hovedscenen til Folkemødet 2025.

Der er brug for mere international arbejdskraft i de danske virksomheder, lød det fra Moderaternes formand:

”Faktum er, at Danmark ikke kan klare sig uden.”

Og Lars Løkke har ret.

Nye tal fra Dansk Erhverv viser, at internationale medarbejdere bidrog med 361 milliarder kroner til Danmarks BNP i 2024. De internationale medarbejdere gør dermed en gigantisk forskel for vores samlede velstand og velfærd.

Og vi har brug for endnu flere internationale kollegaer. I dag er manglen på arbejdskraft et produktionshæmmende problem for hver femte danske virksomhed, som har opgivet at besætte ledige stillinger. Det gælder eksempelvis byggebranchen og serviceerhvervene.  

Derfor opfordrer Dansk Erhverv regeringen til at gøre det nemmere at tiltrække internationale arbejde - blandt andet ved at lande en certificeringsordning,

Milestone Systems og Tactile Games er afhængige af internationale kollegaer
Tactile Games og Milestone er to af de succesfulde danske virksomheder, der er afhængige af international arbejdskraft.

Hos Tactile Games, der udvikler mobilspil, har 164 af medarbejderne ikke et dansk pas. Det svarer til 75 procent af de 218 ansatte på kontoret i København.

Medarbejderne kommer fra blandt andet EU-lande, USA, Argentina, Indien og Tyrkiet. Og de internationale kollegaers betydning kan ikke undervurderes, forklarer Sarah Green-Lieber, Head of Talent og Culture i Tactile Games. For der er simpelthen ikke nok kvalificeret arbejdskraft - eksempelvis programmører, designere og data-analytikere - i Danmark, og derfor skal virksomheden kunne tiltrække udefra:

”Tactile Games ville ganske enkelt ikke være, hvor vi er i dag, uden de internationale medarbejdere, vi har budt velkommen fra hele verden.”

Det samme gør sig gældende hos Milestone Systems, hvor udenlandske kollegaer udgør halvdelen af de i alt 550 ansatte. Milestone System har haft kraftigt vokseværk de seneste år og har for nylig landet en stor aftale med gigant-virksomheden Nvidia. Skal den succes fortsætte, er det nødvendigt med flere internationale medarbejdere, forklarer Lisbeth Nedergaard, der er chef for global kommunikation i videoteknologi-virksomheden.

”Muligheden for at tiltrække internationale kollegaer er simpelthen alfa og omega for vores succes. Det er helt afgørende for vores konkurrencekraft og evne til at være med i front af den globale teknologiske udvikling. Uden internationale kollegaer ville vi ikke kunne levere det, vi skal.”

Hurtigere og lettere adgang til international arbejdskraft
Konkurrencen om de internationale medarbejdere bliver hårdere og hårdere.

I 2050 vil der være 45 millioner færre 20-64-årige i arbejdsstyrken i Europa.

Derfor skal Danmark gør det lettere at tiltrække de internationale medarbejdere. Nu – og det haster.

Det mener Morten Langager, direktør i Dansk Erhverv, der glæder sig over Lars Løkkes budskab på Folkemødet og opfordrer til, at der bliver sat handling bag ordene. Han peger blandt andet på, at regeringen endnu ikke har leveret den certificeringsordning, der skal gøre det lettere at tiltrække de internationale medarbejdere:

”Vi er helt afhængige af internationale kollegaer – det er blandt andet dem, der sikrer, at vi gang på gang kan opjustere råderummet. Derfor er det helt nødvendigt at gøre det lettere at tiltrække dem. Derfor opfordrer vi i Dansk Erhverv også til, at der snart bliver sat flueben ud for certificeringsordningen.”

Hvad er certificeringsordningen?

Det fremgår af regeringsgrundlaget fra 2022, at regeringen ville indføre en ny ordning for rekruttering af international arbejdskraft med lavere beløbsgrænser for certificerede virksomheder, der er omfattet af ordnede løn-og arbejdsvilkår. Det forventes at regeringspartierne er på vej med en certificeringsordning inden sommerferien.  

Det foreslår Dansk Erhverv

Udover certificeringsordningen er der behov for at lempe reglerne for international arbejdskraft på en lang række områder.

Rekrutteringer til stillinger, der ikke er omfattet af en overenskomst, kræver, at virksomhederne aflønner de medarbejdere til en løn, der ligger over en politisk fastsat beløbsgrænse, som afhænger af ledighedsniveauet i Danmark. Dansk Erhverv ønsker, at indtægtsgrænsen gøres uafhængig af ledighedsniveauet.

Derudover er der et behov for en hurtigere og smidigere sagsbehandling af ansøgningerne om arbejds- og opholdstilladelser, når virksomhederne rekrutterer internationalt.

Der er også behov for en sanering af overflødige regler som eksempelvis formodningsreglen og krav om, at løn skal indbetales på en dansk bankkonto.

Målet er at skabe mere overskuelige og effektive regler, der gør Danmark til et mere attraktivt land for udenlandske specialister. 

Andre læser

Kontakt

Arbejdsmarked

Peter Halkjær

Arbejdsmarkedschef
Medarbejderprofil
Kommunikation & Presse

Søren Willemoes Poulsen

Kommunikationskonsulent