;
Gemt

Meget positivt med aftale om Dankorts fremtid

26. juni 2025

Dansk Erhverv har længe været fortaler for at fremtidssikre Dankort. Det er en sikker og billig betalingsløsning for danske butikker og forbrugere.  Med aftalen er der nu politisk grundlag for sammen med bankerne og de øvrige relevante aktører at fremtidssikre Dankort som betalingsmiddel. Det er meget positivt, lyder det fra erhvervsorganisationen. Det vigtige er nu at finde de konkrete modeller for at udvikle Dankort i praksis. 

Regeringen ved erhvervsminister Morten Bødskov er sammen med SF, Konservative, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti, i dag blevet enige om en aftale, der styrker Dankort.

Dansk Erhverv har sammen med detailhandlen længe talt for, at Dankort skulle fremtidssikres. Derfor er der også ros fra erhvervsorganisationen.

”Dankort er et billigt, sikkert og effektivt betalingsmiddel for butikkerne og andre betalingsmodtagere. Dankort har imidlertid gennem en årrække mistet transaktioner. Med det nye forlig har regeringen og forligspartier indgået aftale om nye rammer for Dankort, og den aftale ser vi meget positivt på. Der har ikke rigtig været mulighed for at finansiere og videreudvikle teknologien bag Dankort, men det kommer der nu, og det er helt afgørende,” siger Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger i Dansk Erhverv.

Vigtigt med bankernes opbakning
Dankort har gennem en årrække mistet transaktioner. Det skyldes dels bankernes prioriteringer af andre kort, dels den manglende mulighed for betalingsmodtagerne i at investere i kortet til brug for fysisk betjent salg. Med aftalen er forhåbningen at dette ændrer sig. Detailhandlen vil gerne være med.

”Detailhandlen er glade for kortet, som både er med til at holde omkostningerne nede og betalingssikkerheden oppe for butikkerne, og detailhandlen er derfor også med på at foretage konkrete investeringer, der kan styrke udbredelsen af kortet. Det kunne være i form af udvikling af Dankort med saldokontrol, så bl.a. unge under 18 år også kan få et Dankort. Men det kræver, at bankerne og Nets også samarbejde vil samarbejde om at udvikle kortet, ellers kan det ikke lade sig gøre. Men det ser det ud til, at vi med denne aftale nu har skabt en åbning for,” siger Henrik Lundgaard Sedenmark.

Kontakt

Handel

Henrik Lundgaard Sedenmark

Fagchef for betalinger og detailhandelssikkerhed
Medarbejderprofil