;
Gemt

Dansk Erhverv: Sundhedsdata, digitalisering og ny teknologi kan komme patienterne til gode i regeringens nye kræftplan

23. maj 2025

Med en ny ambitiøs kræftplan lægger regeringen op til en styrkelse af kræftbehandlingen gennem bedre udnyttelse af sundhedsdata, teknologi og digitale løsninger samt mere fleksible og individualiserede patientforløb, mener Dansk Erhverv. Erhvervsorganisationen havde dog gerne set et stærkere fokus på ny, innovativ kræftmedicin, forebyggelse gennem vaccination og en endnu mere langsigtede strategi for kræftområdet.

sundhedspersonale

Regeringen har i dag præsenteret Kræftplan V, Et bedre liv med og efter kræft, som med en årlig økonomisk ramme på 600 mio. kr. lægger op til en styrket og mere helhedsorienteret indsats på kræftområdet.

”Kræftplan V indeholder en række vigtige og fremsynede elementer, som harmonerer med de anbefalinger, Dansk Erhverv har fremlagt, herunder en tydelig prioritering af fleksible og individualiserede patientforløb. Det er positivt, at regeringen anerkender betydningen af digital hjemmebehandling og åbner for en mere systematisk brug af sundhedsdata og teknologiske løsninger, som kan give patienterne bedre behandling og samtidig styrke kapaciteten i sundhedsvæsenet,” udtaler Katrina Feilberg, branchedirektør i Dansk Erhverv.

Der er dog fortsat områder, hvor Dansk Erhverv ser potentiale for yderligere styrkelse.

”Vi skal sikre lettere, hurtigere og lige adgang til ny, innovativ kræftmedicin. Samtidig bør forebyggelsesindsatsen også bør inkludere et større fokus på vaccinationer,” tilføjer hun.

Derudover ser Dansk Erhverv et betydeligt potentiale i at understøtte udviklingen af personlig medicin og personlig diagnostik samt brugen af kunstig intelligens på kræftområdet, så Danmark også fremover kan være førende inden for denne del af sundhedsområdet. 

Dansk Erhverv anerkender de centrale forebyggelsesinitiativer, som regeringen foreslår i Kræftplan V, men det er vigtigt at holde sig for øje, at det i dag er umuligt på nationalt niveau at lukke ned for markedsføring og påvirkning af børn og unge – særligt på sociale medier. Hvis der skal indføres markedsføringsrestriktioner, som dem regeringen foreslår, bør det derfor ske på europæisk niveau, da mere end halvdelen af det indhold, børn møder online, stammer fra udlandet.

”Kræftplan V markerer et vigtigt løft og vidner om politisk vilje til at prioritere kræftområdet. Dansk Erhverv ser frem til at bidrage konstruktivt til arbejdet med at realisere planens potentiale – og opfordrer samtidig til, at indsatsen fastholdes i et langsigtet perspektiv,” siger Katrina Feilberg og fortsætter:

”Vi mener, at Kræftplan V med fordel kan følges op af en national strategi for kræftområdet, der sætter klare ambitioner for de næste 15–25 år og sikrer, at Danmark også i fremtiden er blandt de lande, hvor kræftpatienter har adgang til de bedste behandlinger, det nyeste udstyr og et sundhedsvæsen, der sætter patienten først.

Kontakt

Presse

Andreas Lønstrup

Pressekonsulent
Sundhed & Life Science

Katrina Feilberg Schouenborg

Branchedirektør
Medarbejderprofil