Spring til indhold

EU-landene når aftale om nyt klimamål for 2040

11. november 2025

Under det danske EU-formandskab er det lykkedes de europæiske medlemslande at lande en aftale om et 90 procents reduktionsmål i 2040. Aftalen indebærer også, at brugen af internationale klimakreditter udvides. Samtidig foreslår Rådet at udskyde det nye kvotesystem for vejtransport og bygninger (ETS 2) med et år.  

EU flag with numbers

Efter lange og vanskelige forhandlinger blev EU’s medlemslande i sidste uge enige om et nyt fælles klimamål, der fastlægger en reduktion af drivhusgasudledningerne på 90 procent i 2040 i forhold til 1990. 

Aftalen blev indgået den 5. november under det danske EU-formandskab og markerer et vigtigt skridt på vejen mod klimaneutralitet i 2050. Aftalen skal nu indsendes til FN forud for COP30 i Brasilien, hvor EU ønsker at demonstrere globalt lederskab i klimaindsatsen. 

I forhandlingerne blev der som et kompromis opnået enighed om at udvide EU’s muligheder for at anvende internationale klimakreditter til at opfylde de europæiske klimaforpligtelser. Den tilladte andel blev hævet fra tre til fem procent, og medlemsstaterne får mulighed for at anvende yderligere kreditter, hvis de ønsker det.

Det betyder, at fem pct. af EU’s reduktionsforpligtelse i 2040 kan opfyldes gennem investeringer i klimaprojekter uden for Europa, eksempelvis i udviklingslande. Aftalen indfører samtidig en vis fleksibilitet på tværs af sektorer og virkemidler, så medlemsstater kan kompensere for udfordringer i én sektor uden at bringe det samlede klimamål i fare.

Denne fleksibilitet skal sikre, at målene kan nås på en enkel og omkostningseffektiv måde. Dansk Erhverv vurderer, at fleksibiliteten kan være nyttig, men understreger, at brugen af internationale kreditter kun bør ske, når de lever op til strenge krav om kvalitet, transparens og varig klimaeffekt. Dansk Erhverv vil derfor nøje følge implementeringen af reglerne for brug af klimakredittter. 

På kvoteområdet fastholder aftalen EU’s eksisterende kvotesystem (ETS 1) som hovedinstrumentet til at nedbringe udledninger i industri og energisektoren. Med kvotesystemet betaler virksomhederne en pris for at udlede CO2 i sektorer, der er kvotebelagt.

 I aftalen foreslår Rådet desuden at udskyde ikrafttrædelsen af det nye kvotesystem (ETS 2), der skal dække vejtransport, bygninger og andre mindre sektorer, til 2028 – et år senere end oprindeligt planlagt. 

Dansk Erhverv ser aftalen som et vigtigt fremskridt, der giver virksomhederne mere klarhed over de politiske rammer frem mod 2040. Det er samtidig vigtigt, at kvotesystemet med aftalen fastholdes som en stærk motor for Europas omstilling.

De nye klimamål kan styrke forudsigeligheden for investeringer og grøn teknologiudvikling. Samtidig er det vigtigt, at EU øger fokus på implementering og gennemførsel af politik, der kan understøtte den grønne omstilling.

EU bør sikre, at rammerne understøtter konkurrenceevne, innovation og adgang til grøn energi, så den grønne omstilling bliver en styrke for europæisk erhvervsliv og understøtter energiuafhængighed og øget forsyningssikkerhed til gavn for alle europæere.

Kontakt

Klima & Energi

Mette Saaby Johansen

Chefkonsulent