Ny beregner: Nu kan du sætte tal på din virksomheds sociale ansvar
Med videnshuset Cabis nye værktøj kan du som virksomhed hurtigt beregne, hvor stor en samfundsmæssig gevinst du skaber, når du ansætter mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Læs mere om, hvordan din virksomhed bruger beregneren her.
Mange står i dag på kanten af arbejdsmarkedet: Personer på kontanthjælp, A-dagpenge, sygedagpenge, ledighedsydelse eller i et ressourceforløb. Mange af dem har kompetencer, som virksomheder efterspørger, men det kan være svært at komme ind på arbejdsmarkedet igen.
Når du ansætter en medarbejder på kanten af arbejdsmarkedet, skaber du ikke kun værdi for din egen virksomhed. Du skaber samtidig konkrete gevinster for samfundet i form af sparede offentlige udgifter og øgede skatteindtægter.
Netop den gevinst kan du nu sætte præcise tal på med Videnshuset Cabi’s nye beregner Den Sociale Beregner. – og bruge resultatet aktivt i din ESG-rapportering under S’et for Social. Det gør det lettere at dokumentere jeres sociale aftryk og vise omverdenen, hvordan virksomheden tager ansvar.
Sådan bruger du Den Sociale Beregner
Cabi har udviklet værktøjet, så du kan lave beregningen på få minutter. Du arbejder i to trin:
Trin 1: Indtast antallet af ansatte fra kanten af arbejdsmarkedet
Du starter med at finde antallet af godkendte bevillinger og tilsagn til virksomhedsrettede tilbud (for eksempel virksomhedspraktik, løntilskud eller fleksjob). Du finder tallene på vitas.bm.dk, hvor du logger ind med MitID.
I beregnerens rullemenu vælger du den ydelse, medarbejderen kommer fra. Hvis du ikke kender ydelsen, kan du vælge "Vægtet gns. på tværs af ydelser", som giver et realistisk gennemsnit baseret på nationale data.
Trin 2: Indtast lønnen
Bagefter indtaster du den årlige løn for de medarbejdere, du har angivet i trin 1.
Du kan enten indtaste lønnen individuelt eller som en samlet kategori, hvis flere medarbejdere får samme løn.
Beregneren bruger lønnen til at estimere de øgede skatteindtægter – en central del af den samlede samfundsgevinst.
Resultatet: En klar og brugbar dokumentation af jeres sociale aftryk
Når du har tastet oplysningerne ind, viser beregneren den minimumsgevinst, din virksomhed skaber for samfundet. Resultatet tager højde for besparede offentlige forsørgelsesudgifter og øgede skatteindtægter.
Det giver dig et datadrevet værktøj til at dokumentere virksomhedens sociale bidrag – både internt og i en ekstern rapportering.
Du kan også finde andre værktøjer, der måler virksomheders sociale ansvar hos Cabi.
Andre læser
Sådan måler du S’et i ESG: Nyt værktøj gør det lettere at arbejde strategisk med social bæredygtighed
Tænketanken EQUALIS har lanceret S-nøglen – et nyt værktøj, der skal gøre det lettere for din virksomhed at arbejde systematisk med den sociale dimension i EGS. Her guider vi dig igennem, hvordan du kommer i gang med at bruge værktøjet.
Sådan tiltrækker og fastholder din virksomhed seniorer: Få ekspertens bedste råd
Hvordan kan din virksomhed blive bedre til at fastholde og motivere erfarne medarbejdere? Det giver Pernille Taarup, fagchef for HR og ledelse i Dansk Erhverv, sine bedste råd til her.
Kontakt