CBAM: EU vedtager forenkling af klimatolden
Som et led i den såkaldte “Omnibus I”-lovpakke har EU besluttet at indføre en minimumsgrænse for, hvornår virksomheder er omfattet af CBAM-forordningen. Det betyder, at størstedelen af danske virksomheder slipper for bøvl og administrative byrder.
CBAM - EU's CO2-grænsetilpasningsmekanisme - har til formål at reducere importen af række varer med høj CO2-udledning, der er produceret i lande udenfor EU. Det gælder f.eks. varegrupper som jern og stål, cement og elektricitet. Selve indberetningen har dog vist sig at skabe omfattende administrative byrder for europæiske virksomheder.
Det er derfor glædeligt, at EU har valgt at fritage langt størstedelen af de virksomheder, som ellers var omfattet af CBAM-forordningen. Fremover er det således kun virksomheder, som importerer mere end 50 ton af de omfattede varer pr. år, der er omfattet af CBAM-forordningen. Det fritager langt størstedelen af danske virksomheder fra at skulle leve op til CBAM-forordningens krav.
De klimamæssige ambitioner er ifølge EU stadig uændret, da 99 pct. af emissionerne forbundet med de importerede CBAM-varer fortsat vil være omfattet af CBAM-forordningen, selvom man indfører den nye minimumsgrænse.
Dansk Erhverv modtager mange henvendelser fra virksomheder, der bruger uforholdsmæssigt mange ressourcer på at leve op til CBAM-kravene. Det går ud over den danske og ikke mindst den europæiske konkurrenceevne. Dansk Erhverv ser det derfor som et skridt i den rigtige retning, at EU har valgt at forenkle reglerne.
I kan læse mere om forenklingen af CBAM i EU's pressemeddelelse her.
Kontakt
