Danmark etablerer første grønne indenrigsrute
Norwegian skal fra 2026 stå for den første danske indenrigsrute, hvor flyene delvist flyver på bæredygtigt flybrændstof. Ruten er en del af regeringens plan om at gøre al indenrigsluftfart grøn fra 2030.
Fra 1. marts 2026 etableres Danmarks første grønne indenrigsrute mellem Aalborg og København. Det bliver Norwegian, der skal drive ruten med anvendelse af bæredygtigt flybrændstof, også kaldet SAF (Sustainable Aviation Fuel). Ruten vil blive fløjet på 40 procent bæredygtigt flybrændstof.
Ruten er en del af aftalen Grøn luftfart i Danmark fra 2023, hvor der blev afsat midler til at fremme brugen af grønt brændstof i indenrigsflyvningen. Trafikstyrelsen har gennemført et udbud for perioden 2025-2027, og Norwegian blev tildelt opgaven på baggrund af laveste pris pr. reduceret ton CO₂.
Jesper Kronborg, branchedirektør i Dansk Erhverv Transport, udtaler følgende:
“I Dansk Erhverv har vi hele vejen igennem støttet Regeringens målsætninger om en grøn indenrigsrute og 100 procent grøn indenrigsluftfart i 2030. Det er et godt signal til resten af verden om den vej, luftfarten skal og bør gå.”
Alle flyvninger på ruten skal benytte mindst 40 procent bæredygtigt brændstof. Det forventes at føre til en samlet reduktion på omkring 6.700 ton CO₂ i støtteperioden. Der er afsat 186 millioner kroner til ordningen, som skal dække de ekstra omkostninger forbundet med brug af bæredygtigt brændstof.
I Dansk Erhverv peger man dog på, at rammerne for udbuddet kunne have været anderledes:
“Ruten burde have været baseret på massebalance-princippet i stedet for dråbe-for-dråbe, så man fik mere klimaeffekt for pengene. Samtidig er vi ikke tilfredse med, at en stor del af provenuet fra passagerafgiften går til forhøjelse af ældrechecken og ikke til den grønne omstilling af luftfarten - som jo er det, passagererne betaler afgiften for og forventer, at den går til,” udtaler Jesper Kronborg.
Støtteordningen løber frem til udgangen af 2027, hvorefter et nyt udbud planlægges. Formålet er gradvist at øge andelen af grønt brændstof og understøtte målsætningen om, at hele den danske indenrigsluftfart skal være grøn senest i 2030. Hos Dansk Erhverv ser Jesper Kronborg frem mod de næste skridt i den grønne omstilling af luftfarten og understreger vigtigheden af, at Danmark nu sætter fart på udviklingen:
“Nu ser vi frem mod 2030, hvor hele indenrigsluftfarten skal være grøn. Vi har en klar forventning om, at Regeringen nu gør alt, hvad den kan for at fremme en dansk PtX-produktion i stor skala, så vi kan få grønt brændstof på flyene, men også så vi kan få skabt grundlag for vækst, arbejdspladser og endnu et dansk eksporteventyr”.
Kontakt
