Dansk Erhverv begejstret over nye industriparker: Vigtigt rygstød til at styrke dansk konkurrencekraft
Der er nu sat navn på 11 nye danske industriparker, der skal styrke investeringer og produktion på dansk jord. De nye industriparker skal løfte dansk konkurrenceevne og vækst, lyder det fra Dansk Erhverv.
Danmark har masser af globale industrisucceser, men den globale konkurrence skærpes i disse år, og derfor er det glædeligt og rettidig omhu, at rammerne nu styrkes for den danske produktion, så vi bliver bedre rustet til fremtiden.
Som følge af den politiske aftale 'Rød løber for produktionsvirksomheder', som et bredt flertal i Folketinget indgik sidste år, etableres der nu 11 nye industriparker på tværs af landet.
Industriparkerne er målrettet virksomheder, der ønsker at investere og producere i Danmark, og skal være med til at cementere og udvikle danske produktionsvirksomheders position i Danmark og globalt til gavn for vores vækst og velfærd.
"De senere års milliardinvesteringer i dansk produktion har været afgørende for væksten i Danmark, men vi kan ikke tage udviklingen for givet. Hvis Danmark fortsat skal være et attraktivt produktionsland, skal vi sikre, at virksomhederne har adgang til de nødvendige produktionsarealer, hurtige godkendelsesprocesser og infrastruktur. Derfor er jeg glad for, at gode transportforhold i form af veje og havne er indtænkt i de 11 industriparker. De nye industriparker er et vigtigt redskab til at fastholde og styrke Danmarks position, så vi også fremover kan investere i blandt andet grøn omstilling, innovative fødevarer og life science. Dermed vil de nye industriparker gavne dansk vækst og vefærd," siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv.
Udpegningen af de 11 industriparker bygger på lokale og regionale styrkepositioner og vil skabe tusindvis af arbejdspladser – et solidt fundament for vækst og udvikling i hele Danmark.
Med industriparkerne vil vilkårene for etablering og udvidelse af produktion i Danmark nemlig blive forbedret, hvilket Dansk Erhverv har arbejdet for gennem lang tid. Sidste år kom Dansk Erhverv med udspillet ”Et produktivt Danmark”, der med flere end 50 konkrete initiativer kom med anbefalinger til at forbedre vækstvilkårene for danske produktionsvirksomheder.
Industriparker en nøgle til vækst
Med de kommende 11 industriparker er der udsigt til, at strategisk vigtige sektorer i Danmark, får mulighed for at trykke yderligere på speederen i de kommende år. Det gælder blandt andet energisektoren og den grønne industri inden for blandt andet produktion af vindmøller og PtX.
"Hvis Danmark skal fastholde sin førerposition inden for grøn industri, skal vi sikre gode produktionsmuligheder for grøn og billig energi i Danmark. Industriparkerne er en af nøglerne til, at vi kan gribe den næste vækstbølge og give virksomhederne de bedste rammer for at vokse og skabe grønne løsninger til fremtiden," siger Brian Mikkelsen.
Også den succesfulde life science-industri, der er Danmarks største eksporterhverv, samt fødevareproduktion og biosolutions-branchen vil kunne drage fordel af de nye industriparker.
"Life science-branchen er et godt eksempel på, hvad der kan lade sig gøre, når vi skaber de rette rammer for produktion i Danmark. Med stærke kraftcentre som eksempelvis Kalundborg har vi på få år udviklet os til en global frontløber inden for udvikling og produktion af lægemidler, siger Brian Mikkelsen.
Brian Mikkelsen glæder sig desuden over, at 29 kommuner har ansøgt om at blive hjemsted for de nye industriparker. Den store interesse viser tydeligt, at der er bred forståelse for, at produktion bidrager til vækst og arbejdspladser i hele Danmark.
"I Dansk Erhverv håber vi nu på en hurtig implementering, så de gode planer kommer ud og leve i virkeligheden. Det er afgørende, at industriparkerne ikke bare har adgang til velfungerende infrastruktur, men også tilstrækkelig og billig forsyning af vand og el. Det – sammen med fod på speederen på godkendelsesprocesserne - vil vi holde et vågent øje med i det videre arbejde," siger Brian Mikkelsen.
Industriparkerne kommer til at ligge i kommunerne Kerteminde, Skive, Lolland, Aabenraa, Ikast-Brande, Horsens, Viborg, Næstved, Esbjerg, Aalborg og Kalundborg.
Læs hele udspillet ”Et produktivt Danmark” herunder ⇓
Kontakt
