Dyk ned i svanemærkets succes: Danskerne gør rent med omtanke
En ny europæisk undersøgelse viser, at Danmark ligger helt i front, når det gælder miljømærkede produkter som de svanemærkede rengøringsmidler. Hele 80 procent af udvalget i danske supermarkeder bærer et miljømærke – og gør det nemt at vælge grønt i hverdagen.

I Danmark tager vi det som en selvfølge, at rengøringsmidlerne under køkkenvasken bærer et miljømærke. Vi gør rent med omtanke for ikke at belaste miljøet unødigt – og for ikke at udsætte os selv eller vores familie for skadelig kemisk indhold.
Men det, der for os føles helt almindeligt, er faktisk noget ret unikt i en europæisk sammenhæng. En ny fælleseuropæisk undersøgelse viser, at Danmark ligger helt i front, når det gælder udbuddet af miljømærkede produkter. Undersøgelsen – udført som mystery shopping – kiggede på fire produktkategorier: bleer, toiletpapir, bodylotion og universalrengøringsmidler. Resultatet taler for sig selv: I de danske supermarkeder var hele 80 procent af produkterne miljømærkede. Det giver Danmark en klar førsteplads i Europa.
Til sammenligning kunne forbrugere i Grækenland og Cypern kun vælge mellem 2 procent miljømærkede produkter. Det viser, hvor langt vi i Danmark er kommet med at gøre mere bæredygtige valg tilgængelige i hverdagen.
Miljømærkning Danmark bakker op
”De officielle miljømærker, Svanemærket og EU Ecolabel, gør det lettere for forbrugerne at træffe bedre valg for miljø, klima og sundhed. Derfor er vi også enormt glade for, at Danmark indtager førstepladsen som det land i Europa med det klart største udvalg af miljømærkede produkter i de undersøgte kategorier. Flere undersøgelser viser dog også, at der er et stort potentiale for at udbrede Svanemærket og EU Ecolabel inden for mange andre områder. Rigtig mange danskere ønsker nemlig flere miljømærkede varer at vælge imellem” - udtaler Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark.
Samtidig var mange af de miljømærkede produkter faktisk billigere end de konventionelle alternativer. Grønnere valg behøver altså ikke koste mere.
Vi kan med rette være stolte: Når vi vælger svanemærkede produkter, bidrager vi ikke kun til et renere hjem – men også til mere miljøvenlig rengøring.
Kontakt
Handel
Martin Jørgensen
Advokat & Fagchef for Markedsføringsret