Spring til indhold

EIFO har åbnet for nye ansøgninger til Green Accelerator – virksomheder kan nu søge op til 300.000 EUR 

09. oktober 2025

Virksomheder med ambitioner om at styrke eksporten af sine grønne løsninger kan nu igen søge støtte gennem EIFOs eksportfremmeordning Green Accelerator. Den nye ansøgningsrunde er netop skudt i gang, og ansøgningsfristen er den 27. oktober 2025. 

Green Accelerator er en ordning, der skal understøtte danske virksomheders arbejde med at realisere deres grønne eksportpotentiale. Ordningen fokuserer på modning af projekter, der bidrager til den grønne omstilling eksempelvis løsninger, der reducerer afhængigheden af fossile brændstoffer, mindsker drivhusgasudledninger eller fremmer energieffektivitet og bæredygtig ressourceudnyttelse. 

Virksomheder kan få dækket op til 80 procent af projektomkostningerne, dog maksimalt 300.000 EUR. Tilskuddet kan blandt andet anvendes til konsulentydelser, strategisk rådgivning, specialiseret ekspertbistand samt udgifter i forbindelse med rejser og ophold. 

Udover at have grønne eksportambitioner skal virksomhederne opfylde en række yderligere krav for at kunne ansøge om midler. Blandt andet skal virksomheden have været registreret i Danmark i mindst tre år, have minimum fem fuldtidsansatte og kunne dokumentere en omsætning på mindst 10 mio. DKK samt en eksport på minimum 5 mio. DKK i det seneste regnskabsår.

Hvis ansøger ikke selv er en SMV, kræves der samarbejde med mindst én lille eller mellemstor virksomhed. 

De enkelte projekter, der søges støtte til, skal også leve op til en række krav. Projektet skal være grønt og kunne bestå en ESG-screening, være på TRL 9-niveau og gennemføres inden for en periode på 12 måneder.

 Endelig skal ansøger kunne sandsynliggøre, at projektet inden for to år kan generere en eksportindtægt, der er mindst ti gange højere end det ansøgte støttebeløb. 

Kontakt

Miljø

Anette Albjerg Ejersted

Fagchef for Miljø og Cirkulær økonomi