EU’s fokus på investeringskonti og finansiel dannelse bør inspirere Danmark til at hæve loftet på aktiesparekontoen
EU-Kommissionen vil styrke borgernes finansielle kompetencer og gøre investering mere tilgængelig gennem nye opsparings- og investeringskonti. Dansk Erhverv ser initiativerne som et vigtigt skridt mod en stærkere investeringskultur – og opfordrer til at hæve loftet for den danske aktiesparekonto.
Som led i arbejdet med at udvikle en Savings and Investment Union har EU-Kommissionen den 30. september 2025 lanceret to nye initiativer, der skal styrke europæernes muligheder for at få mere ud af deres opsparing og samtidig understøtte aktive kapitalmarkeder.
- En ny strategi for finansiel dannelse, der skal ruste borgerne til at investere mere og træffe bedre økonomiske beslutninger.
- En anbefaling til medlemslandene om at indføre eller udbygge særlige opsparings- og investeringskonti, de såkaldte Savings and Investment Accounts (SIAs), som skal gøre det enklere og mere attraktivt at investere.
Kommissionen peger på, at europæiske borgere har en høj opsparingsrate, men ofte ikke får tilstrækkeligt udbytte af deres opsparing. Bedre finansiel dannelse skal blandt andet styrke borgernes evne til at budgettere, forstå risici, undgå svindel og udnytte investeringsmuligheder på en sikker og langsigtet måde.
Strategien indeholder konkrete tiltag som fælles europæiske informationskampagner, videndeling om bedste praksis mellem medlemslandene og støtte til projekter, der fremmer finansiel forståelse blandt unge, ældre og udsatte grupper.
Kommissionen vil desuden regelmæssigt måle udviklingen i borgernes finansielle kompetencer gennem Eurobarometerundersøgelser og opfordre medlemslandene til at udvikle egne evalueringsværktøjer.
Denne styrkede indsats for finansiel dannelse skal sikre, at flere borgere har den nødvendige viden og tryghed til at deltage aktivt på kapitalmarkederne. Kombinationen af højere finansiel bevidsthed og lettere adgang til attraktive investeringsprodukter skal skabe en stærkere investeringskultur i hele EU.
SIAs er tænkt som et redskab, der gennem brugervenlige løsninger, et bredt udvalg af investeringsmuligheder, skatteincitamenter og en forenklet skatteproces kan hjælpe borgerne til at få højere afkast på deres opsparing.
Samtidig understøtter ordningen erhvervslivets adgang til risikovillig kapital, hvilket kan drive innovation, vækst og jobskabelse på tværs af medlemslandene.
I Danmark findes allerede aktiesparekontoen, men med en indskudsgrænse på blot 166.200 kroner er loftet for lavt til at få en reel effekt. For at høste de fulde fordele ved den investeringskultur, som EU ønsker at fremme, bør loftet hæves markant – eksempelvis til 750.000 kroner.
Det vil gøre ordningen langt mere attraktiv for danskerne og give bedre mulighed for at lade en større del af opsparingen arbejde gennem investeringer.
Erfaringerne fra vores nordiske naboer viser, at fraværet af et loft øger både udbredelsen og anvendelsen markant. Under 500.000 danskere har en aktiesparekonto, mens der i både Sverige og Norge er mellem to og tre millioner borgere med en aktiesparekonto, som ikke er begrænset af et loft.
En forbedring af aktiesparekontoen i Danmark vil fremme dens udbredelse og samtidig kanalisere kapital til danske virksomheder, der har brug for risikovillige investeringer.
På den måde kan Danmark både styrke sin egen konkurrenceevne og samtidig bidrage aktivt til at realisere EU’s mål om en mere integreret og velfungerende opsparings- og investeringsunion.
Kontakt

Finans, Medier & Kreative Erhverv
Ioannis Marinos
Erhvervspolitisk konsulent