Spring til indhold

Få overblikket: EU har vedtaget nye regler om producentansvar for tekstiler

09. oktober 2025

EU har vedtaget nye regler om producentansvar for tekstiler, der skal sikre bedre indsamling, sortering og genanvendelse af tøj og andre tekstilprodukter. Reglerne forpligter producenter, importører og onlineforhandlere til at registrere sig, rapportere mængder og bidrage økonomisk til genanvendelsen. I Danmark forventes ordningen at træde i kraft i 2027.

Den 26. september 2025 blev de nye EU-regler om producentansvar for tekstiler offentliggjort. Dermed er reglerne endeligt vedtaget. De træder i kraft den 16. oktober 2025, hvorefter medlemslandene skal begynde arbejdet med at indføre dem i national lovgivning.

Direktivet kan tilgås her: Direktiv - EU - 2025/1892 - EN - EUR-Lex

Hvad betyder reglerne?
Producenter, importører og onlineforhandlere skal registrere sig i de lande, hvor de sælger tekstiler – uanset etableringsland. De skal indberette mængder, produkttyper og materialeindhold. Ved at registrere sig i en Kollektivordning, bidrager de økonomisk til indsamling, sortering og genanvendelse af tekstiler.

Producentansvaret skal samtidig understøtte den separate indsamling af tekstilaffald, som alle medlemslande skal have etableret fra 2025.

Hvornår gælder reglerne?
EU har fastlagt en trinvist tidsforløb for implementeringen:

  • Oktober 2025: Direktiv træder i kraft.
  • 20 måneder efter (forventet juni 2027): Danmark og de øvrige medlemslande skal have vedtaget nationale regler.
  • 24 måneder efter (forventet oktober 2027): Reglerne skal træde i kraft.
  • Senest 1. april 2028: Producentansvarsordninger skal være etableret og fungere i praksis.

Hvordan gennemføres reglerne i Danmark? 
I Danmark vil reglerne blive indført gennem en bekendtgørelse, som Miljøministeriet forventes at sende i høring i 2026 og fremsat i Folketinget i foråret 2027. Når loven er vedtaget, skal der senest midt i 2027 laves de nødvendige ændringer i miljølovgivningen og udstedes en bekendtgørelse, der fastlægger de konkrete regler for producentansvaret. Dansk Erhverv deltager i et samarbejdsforum (SAF) sammen med myndigheder og brancheaktører for at sikre, at ordningen bliver så omkostningseffektiv og operationel som muligt. 

Dansk Erhvervs prioriteter 
Dansk Erhverv arbejder for, at den danske model for producentansvar bliver praktisk, effektiv og harmoniseret med EU-reglerne. 

Det skal være:        

  • Et operationelt producentansvar, hvor producenterne gennem deres kollektivordninger både finansierer og står for den praktiske håndtering af indsamling, sortering og genanvendelse eller genbrug.
  • Et landsdækkende system, der sikrer ensartede krav og lave administrationsomkostninger for virksomhederne.
  • Fælles standarder og transparens, så rapportering og dataanvendelse fungerer ens på tværs af EU.
  • Effektiv kontrol, der forhindrer “free-riders” og sikrer lige konkurrencevilkår for alle producenter.

Kontakt

Handel

Marie Josephine Mustelin

Fagchef for grøn omstilling i tekstilbranchen