Nyt folketingsår skudt i gang: Læs Dansk Erhvervs kommentarer til lovprogrammet på transportområdet
Med åbningen af Folketinget den 7. oktober har regeringen fremlagt årets lovprogram. På transportområdet er 12 forslag planlagt til fremsættelse. Læs Dansk Erhvervs kommentarer til udvalgte dele af lovprogrammet her.

Den politiske sæson er officielt skudt i gang med åbningen af Folketinget den 7. oktober. Og traditionen tro offentliggjorde regeringen samtidig sit lovprogram for folketingsåret.
På Transportministeriets område er 12 lovforslag planlagt til fremsættelse. Blandt disse er forslaget om styrket beredskab på transportområdet – et lovforslag, der allerede har fået en del offentlig bevågenhed.
Bevågenheden kredser først og fremmest om den del, der vedrører muligheden for, at blandt andet private infrastrukturforvaltere kan neutralisere såkaldte ikke-samarbejdsvillige droner. Og den seneste tids droneaktivitet har understreget et behov for at få klarlagt en række væsentlige spørgsmål om blandt andet ansvar og erstatning – og ikke mindst de spørgsmål, der måtte opstå, hvis en privat aktør neutraliserer en drone fra en udenlandsk statslig aktør. Her bidrager Dansk Erhverv gerne konstruktivt til ministeriets arbejde.
Lovforslaget indeholder derudover en række øvrige bestemmelser til et styrket beredskab på transportområdet, blandt andet muligheden for at udstede påbud til havne om at prioritere specifikke arealer til væsentlige forsvars- eller beredskabsformål. Her er det vigtigt at fremhæve, at havnene som altovervejende udgangspunkt forstår deres vigtige rolle, hvis en krise opstår, men at de naturligvis skal have erstatning for eventuelle udgifter, hvis havnearealer skal prioriteres til andet end havnevirksomhed – herunder for de kontraktsretlige brud, det måtte medføre.
Vi bemærker også forslaget om ændring af rammerne for arealanvendelsen i Københavns Lufthavn. Dansk Erhverv støtter lovforslaget, og er enig i Transportministeriets betragtninger om vigtigheden af at sikre hjemmel til at videreføre de eksisterende støjgrænser af hensyn til driften i lufthavnen. Det er i den forbindelse værd at bemærke, at Københavns Lufthavn har en stor betydning for danskernes muligheder for at rejse ud i verden samt ikke mindst en stor betydning for vækst og arbejdspladser i Danmark både direkte i lufthavnen, men også for økonomien bredt set – for eksempel for butikker, hoteller, restauranter og forlystelsesparker.
På vejområdet er det værd at bide mærke i forslag om opgavebortfald på politiets område i deres involvering i beslutninger om færdselsindskrænkninger og fastsættelse af lokale hastighedsgrænser på offentlige veje og private fællesveje. Bag den noget kryptiske titel gemmer sig en ambition om at forenkle beslutningsprocesser og fjerne dobbeltadministration. Det bakker vi selvfølgelig op om – men med den vigtige krølle på halen, at der stadig skal kunne stilles visse krav til vejmyndighederne, og at vejmyndighederne skal varetage overordnede samfundshensyn til den generelle fremkommelighed, når de fastsætter lokale hastighedsgrænser. Ellers risikerer vi ukoordinerede beslutninger, der får trafikken til at sande til. Derfor bør man også indarbejde i lovforslaget, at ordningen evalueres efter to år.
Desuden fremsættes en række anlægslove, hvor jeg vil fremhæve forslag om anlæg af ny midtjysk motorvej, som er en opfølgning på aftalen om Infrastrukturplan 2035. Det bakker vi op om, da motorvejen blandt andet vil have betydning for tilgængeligheden i området – blandt andet . til Billund Lufthavn. Samtidig vil vi dog pege på, at det er vigtigt, at hele projektet – altså den samlede hærvejsmotorvej – bliver realiseret for dermed at kunne indløse de fulde gevinster ved projektet og skabe et sammenhængende motorvejsnetværk. Desuden minder vi om, at projektet bør fremtidssikres og dimensioneres til dobbelttrailere for at understøtte en effektiv og klimavenlig transportform.
Endelig lægges der op til forslag om skærpelse af sanktionerne for farlig kørsel og vanvidskørsel. Vi bakker helt op om målet om at bekæmpe vanvidskørsel og opfordrer ministeriet til at stramme grebet om vanvidsbilister yderligere. Dét ved at give biludlejningsbranchen de nødvendige værktøjer til at forhindre, at vanvidsbilister får adgang til en udlejningsbil i første omgang, såsom adgang til Færdselsstyrelsens kørekortregister eller bedre adgang til oplysninger i straffeattester. Dermed kan branchen bidrage aktivt til at forhindre vanvidskørsel, inden skaden sker.
Så kort sagt mange gode forslag på transportministeriets område, som vi i Dansk Erhverv Transport ser frem til at følge til dørs – og der er også flere forslag på programmet, end jeg har kommenteret på hér.
Som en bonus skal det nævnes, at skatteministeren agter at fremsætte et forslag om udvidelse af den kilometerbaserede vejafgiftsordning til også at omfatte lastbiler mellem 3,5 – 12 ton. Det er en udmøntning af en politisk aftale fra marts 2023. Dansk Erhverv peger i den forbindelse på, at der har vist sig at være en række udfordringer med bødeudskrivelser ved den eksisterende ordning, som bør løses, før ordningen udvides. Desuden er det vores holdning, at man bør undtage elektriske varebiler, som alene kommer over vægtgrænsen på 3,5 ton pga. batteriets vægt
Endeligt er det også værd at hæfte sig ved et forslag, der ikke har fundet vej til lovprogrammet, nemlig en revision af havneloven. Det er mere end et år siden, at regeringen modtog 20 anbefalinger fra det såkaldte Havnepartnerskab til udvikling af landet erhvervshavne, som skulle følges op af en ny havnestrategi. Den er imidlertid forsinket, og i det lys er det ikke overraskende, at en revision af havneloven ikke er på lovprogrammet.
Vi håber dog, at en strategi lander tids nok til, at der kan følges op med et lovforslag allerede i dette folketingsår, så branchen hurtigst muligt kan få optimale rammebetingelser for at drive virksomhed og dermed fortsat bidrage til opretholdelse af landets forsyningssikkerhed og til den grønne omstilling.
Regeringens fulde lovprogram for folketingsåret 2025-2026 kan ses hér.
Kontakt
Transport
Jesper Kronborg
Branchedirektør for Dansk Erhverv Transport