Nyt forum sætter turbo på udviklingen af fremtidens fødevarer
Biosolutions Forum+ skal accelerere udviklingen af bæredygtige fødevarer og klimaløsninger i Danmark og EU gennem smartere og hurtigere regulering. Biosolutions forventes at skabe enorme CO2-besparelser, millioner af nye jobs i Europa og milliardeksport – men det kræver, at vi griber mulighederne.
En accelererende klimakrise, stigende fødevarepriser og en voksende befolkning har skabt et akut behov for nye løsninger.
Biosolutions har potentialet til at levere fremtidens bæredygtige fødevarer, reducere CO2-udledningen markant og samtidig blive en potentielt ny dansk vækstmotor med eksport og masser af nye arbejdspladser til følge.
Derfor lancerer Alliance for Biosolutions under Dansk Erhverv nu et nyt forum for biosolutions, Biosolutions Forum+, der vil have særligt fokus på at forbedre rammevilkårene for biosolutionsvirksomheder nationalt og internationalt. Det sker i samarbejde med Dr. Jur Linda Nielsen fra Københavns Universitet og med støtte fra Novo Nordisk Fonden.
Desværre er der nok at tage fat på. Årelange godkendelsesprocesser i EU koster i dag virksomhederne dyrt og betyder samtidig, at særligt de mindre og nystartede virksomheder måske aldrig når at få deres innovative produkt godkendt til EU-markedet, før de må dreje nøglen om.
”Det er en kæmpe udfordring, at EU i dag reelt spænder ben for udviklingen af fremtidens fødevarer og grønne teknologier. Vi skal af med fløjlshandskerne, op i tempo og sikre, at reglerne følger med udviklingen. Der er brug for nye og smartere måder at regulere innovative løsninger på – samtidig med, at vi fastholder høje sikkerhedsstandarder,” siger Anne Lerche, chef for biosolutions i Dansk Erhverv og sekretariatschef for foreningen Alliance for Biosolutions.
I årets første tre kvartaler er der kun blevet optaget otte nye løsninger på EU’s novel food-liste. Vejen fra ansøgning til godkendelse kan tage op til 3-5 år, før en fødevare eller ingrediens slipper gennem nåleøjet – til forskel fra i USA, hvor processen ofte klares på blot 1-2 år til gavn for forbrugerne. Endnu værre ser det ud for biologiske plantebeskyttelsesmidler i landbruget, hvor godkendelsen i EU kan tage hele 8-10 år, fordi produkterne kategoriseres lige som klassiske pesticider.
Biosolutions forventes at blive en central drivkraft for vækst og beskæftigelse – både i Danmark og globalt. Den langsomme og rigide EU-regulering udgør derfor en alvorlig udfordring for Europas konkurrenceevne, selvforsyning og grønne omstilling.
I værste fald fravælger virksomheder helt det europæiske marked. Men det er vanskeligt at få alle medlemslande til at enes om en mere smidig lovgivningsproces. Derfor er det afgørende, at eksperter, virksomheder og myndigheder arbejder tæt sammen om at bane vejen for et paradigmeskifte i EU-lovgivningen og udvikle konkrete juridiske anbefalinger.
”Alle produkter, der bringes på det europæiske marked, skal være sikre. Samtidig råder vi over juridiske værktøjer, der kan hjælpe os til at regulere klogere – så EU ikke går glip af vækst, arbejdspladser og nye, innovative løsninger. Et konkret eksempel er de såkaldte regulatoriske sandkasser, hvor vi nationalt kan finjustere mekanismerne i de store tandhjul og dermed give nye, bæredygtige produkter en hurtigere vej til markedet. Jeg glæder mig til at arbejde sammen med virksomheder, forskere og civilsamfund om, hvordan vi kan bane vejen for en mere innovationsvenlig EU-regulering,” siger Dr. Jur Linda Nielsen.
Det nye Biosolutions Forum+ vil i perioden 2025-2027 understøtte den danske regerings initiativ med iværksætteraftalen fra 2024, hvor der er afsat 25 mio. kr. til etablering af regulatoriske sandkasser i Danmark inden for danske styrkepositioner, herunder biosolutions.
Forummet vil være åbent for alle interesserede aktører, der har et ønske om at arbejde med konceptet regulatoriske sandkasser inden for biosolutions. Novo Nordisk Fonden støtter arbejdet i forummet med op til 5 mio. kr.
FAKTA
- EU-forordningen Net-Zero Industry Act stiller krav om til alle EU-lande, at der skal etableres et nationalt kontaktpunkt for regulatoriske sandkasser for nettonulteknologier. Dette implementeres i Danmark i Erhvervsstyrelsen.
- Det fremgår af Aftale om Iværksætterpakken fra juni 2024, at regeringen ønsker at målrette en iværksætterindsats på danske styrkepositioner ved at etablere regulatoriske sandkasser, fx inden for biosolutions og grønne energiteknologier.
- Regeringen har nedsat et vækstteam, der forventes at komme med anbefalinger til en national strategi for biosolutions inden årets udgang, hvor det forventes, at der vil indgå et spor vedrørende national og EU-regulering.
- Ifølge en analyse fra ADC (2025) forventes det økonomiske aftryk af såkaldte biosolutions globalt næsten at fordobles frem mod 2035 til omkring 778 mia. euro.
- Samtidig forventes antallet af jobs at vokse fra 1,84 mio. i 2024 til 4,5 mio. i Europa. Danske virksomheder peger på, at regulering er en væsentlig barriere for netop at kunne skalere og få del i denne vækst.
Oversigt Biosolutions Forum+ styregruppe:
Følgende personer udpeges personligt til forummets styregruppe i perioden 2025-2027:
- Linda Nielsen, Dr. Jur, (forperson)
- Laila Pinheiro, Syngenta, Head of Public Affairs, Europe
- Susanne Palsten Buchardt, CEO, Algiecel
- Christian Brix Tillegren, Director, Planetary Health, BioInnovation Institute
- Peter Steen Mortensen, Director of Public Affairs, Novonesis
- Marie-Louise Boisen Lendal, Direktør, Tænketanken Frej
- Svend Christensen, Professor, Københavns Universitet
- Bjarke Bak Christensen, institutdirektør, DTU Bioengineering
- Jakob Møller-Jensen, instituleder, Det naturvidenskabelige fakultet, SDU
Kontakt

