Foto: Tariq Mikkel Khan

Verden er foranderlig.

For 10 år siden havde en tv-serie premiere godt tusind kilometer østpå – om en mand, der ved et tilfælde bliver præsident. Spillet af en ung komiker ved navn Zelenskyj.

For 10 år siden stillede en anden tv-stjerne op som præsidentkandidat neden for rulletrappen i Trump Tower.

Og havde man satset på, at han ville vinde havde man fået pengene 150 gange igen.

For 10 år siden satsede USA’s daværende præsident på en plan for mere grøn energi, en frihandelsaftale med mindre told og en atomaftale med Iran.

Og herhjemme – for 10 år siden – faldt vores forsvarsudgifter til 1,1 procent af BNP.

Og renterne, de faldt også: Fra 0,5 procent til 0,75 procent.

Og ja, de faldt fra 0,5 til 0,75 – for renterne var negative.

Der er ingen tvivl om, at verden de sidste 10 år er blevet urolig, mere uforudsigelig, mere – bekymrende.

Men det er ikke min pointe i dag.

Nej, min pointe er:

At i en verden, der kan forandre sig SÅ meget på 10 år, så tilhører fremtiden ikke dem, der tøver, tvivler og går baglæns.

Nej, den tilhører dem, der handler.

Og det er derfor, vi siger i dag, i Dansk Erhverv:

Velkommen til mulighedernes tid”

I Danmark lever vi af at se muligheder:

Vi er et land uden kobber, kul eller kobolt. Og alligevel eksporterede vi sidste år for over 2.000 milliarder kroner.

Vi har et mindre vejnet end flere tyske delstater. Og alligevel lægger vi nu asfalt til verdens største logistikvirksomhed.

Vi bor et sted, hvor juli kan vare en uge, og november et halvt år. Og alligevel tiltræk-ker vi millioner af turister, som vil opleve et af verdens bedste lande at leve i.

Meget af det kan vi takke jer, Danmarks virksomheder, for.

Ikke for det med vejret – men for, at vi er et af verdens bedste lande at leve i.

For erhvervslivet er Danmarks eneforsørger.

Og når vi kan opjustere råderummet.

Opruste forsvaret.

Og opnormere i børnehaverne.

Så skyldes det jer.

Giv lige jer selv en hånd!

Som vi siger i Dansk Erhverv, er der en sammenhæng mellem velstand og velfærd.

I år vil jeg tilføje:

At der er en sammenhæng mellem rammevilkår og råderum.

Mellem de muligheder, virksomhederne har for at gøre forretning og de muligheder, politikerne har for at gøre samfundet bedre.

Og lige nu har politikerne – takket være jer – flere muligheder end nogensinde.

Da jeg gik ind i politik, var der kartoffelkur. I dag er der en festbanket. Bare kald på tjeneren: Alt kan lade sig gøre!

Men før vi bestiller alt på menukortet skal vi huske, at vi er en undtagelse i Europa:

Kig mod Tyskland, Sverige, Storbritannien.

Hvis Europa var en villavej, ville flere af vores naboer have svært ved at betale terminen.

Og kigger vi bare lidt længere ud over plankeværket, står udfordringerne i kø:

Vi har krig i Ukraine.

En toldmur over Atlanten.

En arbejdsstyrke på vej til at skrumpe.

Og et Kina, der satser alt på teknologi, mens Europa sander til i bureaukrati.

Men trods alt det - så tror jeg stadig på, at vores bedste tider er foran os.

Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg i januar blev kåret til ”Årets Optimist”.

Nej, det siger jeg, fordi vi før har skabt nogle af vores største styrkepositioner ud af vores dybeste kriser:

Ud af statsbankerotten – en guldalder. Ud af 1864 – en industriel revolution.

Ud af oliekrisen – et vindeventyr.

Men skal vi gøre det igen.

Så kræver det, at erhvervslivet har de rette rammevilkår til at gribe mulighederne.

Derfor efterspørger vi i dag et nyt dogme i erhvervspolitikken:

Nemlig en ”erhvervslivets skattegaranti”.

Hvor vi sænker selskabsskatten og aktieavanceskatten – og fjerner top-top-skatten.

Hvor vi giver virksomhederne en garanti om, at skatterne ikke stiger de næste 10 år, men tværtimod sænkes yderligere, hvis nogle lande overhaler os indenom.

Og hvor vi giver virksomhederne håndslag på, at der ikke kommer nye skatter til.

For en ustabil tid kalder på stabile rammevilkår.

Og en skattegaranti for virksomhederne vil sikre den forudsigelighed, der igen vil sikre investeringer, innovation og arbejdspladser.

Og nu vil nogen måske sige, at vi også bare peger på menukortet.

Men det gør vi jo, fordi det er investeringer i erhvervslivet, der kan gøre menukortet længere og sortimentet bredere.

Og ikke alt, vi foreslår i dag, behøver at koste på statskassen.

Tværtimod:

Vi kunne udnytte de private plejehjem til at øge konkurrencen på omsorg.

Vi kunne fjerne to tilbagetrækningsordninger – og stadig stå tilbage med 3.

Og måske vigtigst af alt:

Vi kunne sætte virksomhederne fri.

Når vi spørger jer – vores medlemmer.

Så er jeres største bekymring lige nu hverken Trump eller told.

Det er bøvl og overregulering.

Som et af vores medlemmer sagde til mig før sommeren:

At være virksomhed i dag er som at være med i Le Mans …

Konkurrencen kører døgnet rundt.

Men i Europa kører vi med håndbremsen trukket.

Vi har 90.000 årsværk i det private, som kun beskæftiger sig med administration.

Vi har registrering af arbejdstid, som ingen forskel gør, og ingen har bedt om.

Vi har afgifter på vinflaskers lufttryk og et af verdens højeste skattetryk.

Og som en ny analyse viser, har vi så store interne handelsbarrierer i EU, at det svarer til en told på 50 procent.

Så hvem behøver handelskrig – når vi allerede er i krig med os selv?

Alligevel er jeg optimist.

For mange af de udfordringer, vi står over for i Europa:

Bureaukrati. Høje energipriser. Et indre marked i udu.

Dem har vi selv skabt.

Og derfor kan vi selv gøre noget ved dem.

Og med de ord, så lad mig byde rigtigt velkommen til alle her i dag:

Til de mange gode talere fra ind- og udland.

Til gæsterne og de delegerede.

Og ikke mindst til Dansk Erhvervs fantastiske medlemmer.