Dansk Erhverv: Gode ambitioner i von der Leyens tale om EU’s tilstand – nu skal vi se konkret handling
Europa-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har i sin årlige ”State of the Union”-tale endnu en gang fremhævet, at Europa skal stå sammen om at styrke sin sikkerhed og konkurrenceevne. Dansk Erhverv støtter retningen og ambitionerne, men understreger, at det nu – et år efter Draghi-rapporten og under det danske EU-formandskab – er på høje tid at gå fra skåltaler til konkrete løsninger, der gør det nemmere for europæiske virksomheder at trives og skalere.
Ursula von der Leyen har i dag holdt sin årlige tale om EU’s tilstand for Europa-Parlamentet i Strasbourg. Hun understregede, at Europa må kæmpe for sin plads i verden og stå sammen om at styrke sin sikkerhed, konkurrenceevne og teknologiske uafhængighed, så vi selv kan forme vores fremtid.
”Det er nu ét år siden, at Mario Draghi præsenterede sin diagnose af Europas vigende konkurrenceevne. Så det er på høje tid, at vi går fra fine ambitioner til konkrete løsninger, der styrker Europas militære, økonomiske og teknologiske muskler. Dét er succeskriteriet for von der Leyen og det danske EU-formandskab i den kommende tid – ikke flere skåltaler”, siger Andreas Geertsen, europapolitisk chef i Dansk Erhverv.
I talen fremhævede von der Leyen bl.a., at Kommissionen siden sin tiltræden i slutningen af sidste år har fremlagt planer for øgede forsvarsinvesteringer, grøn omstilling, et antal forslag til konkrete byrdelettelser (de såkaldte ”omnibus”-lovpakker), samt forslag til EU’s næste flerårige budget og oprettelse af en konkurrenceevnefond. Hun lagde også vægt på indgåelsen af EU-USA handelsaftalen samt den nylige handelsaftale med Mercosur-landene – ligesom hun understregede vigtigheden af fortsat støtte til Ukraine og fremdrift på udvidelsesdagsordenen.
”Europa har i det seneste halve år gjort store krumspring for at holde Trump inde i NATO og Ukraine, bl.a. ved at acceptere en dårlig og ensidig handelsaftale med USA. Vi køber tid, fordi vi gennem mange år har tilladt os selv at blive alt for afhængige af andre landes forsvar, teknologi og energi. Den tid skal vi bruge klogt ved at sætte alt ind på at styrke Europas forsvar, konkurrenceevne og innovationskraft. Vi har alle muligheder – men vi skal gøre vores hjemmearbejde. Så Europa ikke skal blive ved med at acceptere dårlige deals, bare fordi alternativerne er værre”, siger Andreas Geertsen.
Læs også

Europaminister Marie Bjerre leder EU i en skæbnestund: Vi skal styrke Europas konkurrenceevne
Europaminister Marie Bjerre vil bruge EU-formandskabet på at styrke Europas konkurrenceevne og gøre op med det, hun kalder en eksistentiel krise. Læs interviewet her.

Et stærkt og konkurrencedygtigt Europa, der kan mere selv
EU har et alvorligt konkurrenceevneproblem. Det står klart for enhver. Og det har både økonomiske og sikkerhedspolitiske konsekvenser: Hvordan skal vi forsørge og forsvare os selv? Her er Dansk Erhvervs anbefalinger til den nye EU-Kommission.
Kontakt

EU & Internationalt
Andreas Geertsen
Chef for EU og europapolitik
