Vestas-topchef: ”Jeg er ked af at sige det, men på et tidspunkt sidder der nogen med nøglen til Europa – og de kan tænde og slukke lyset”

Kan modvinden i den grønne industri vendes til muligheder? Og hvordan skal Europa i så fald gribe dem? På Dansk Erhvervs årsdag var Henrik Andersen, CEO i Vestas, og Helle Østergaard, tiltrædende Senior Vice President i Equinor, på scenen til en snak om bureaukrati, konkurrenceevne og grønne muligheder midt i modvinden.

Fotos: Tariq Mikkel Khan

"Lad os starte med fakta," begyndte Henrik Andersen, CEO i Vestas, til Dansk Erhvervs årsdag.

"Hvor mange vindmøller har vi stillet op i Danmark de sidste tre år?" spurgte han ud i Øksnehallen.

"Vi har stillet færre end 20 nye op – altså på 36 måneder. I Tyskland, lige syd for grænsen, har de stillet cirka 3.000 op, fordi de har bestemt sig for, at vi er nødt til at være mere selvforsynende."

"I Europa er vi afhængige af energi udefra. Over 50 procent af vores energi importerer vi," tilføjede Henrik Andersen, og påpegede, hvordan Europa importerer mere LNG-gas fra Rusland nu end i 2022.

"Og jeg er ked af at sige det: Men på et eller andet tidspunkt er der en, der sidder med nøglen til Europa, og de kan tænde og slukke for lyset," sagde Vestas-CEO’en og mindede om de store strømafbrydelser i Spanien og Portugal.

Europa er for afhængig af energi udefra, og konsekvensen er, at der på et tidspunkt sidder en udefra med nøglen til Europas strøm. Sådan lød det fra Henrik Andersen, der mindede gæsterne om strømafbrydelserne i Spanien og Portugal.

Bureaukrati kvæler investeringerne
Henrik Andersen var sammen med Helle Østergaard, tiltrædende SVP i Equinor og netop afgået CEO i Danske Commodities, inviteret på scenen for at tale om modvind og muligheder i den grønne industri. Og begge fremhævede, hvordan Europas grønne omstilling er udfordret af bureaukrati, uoverskuelige udbud og fravær af handling.

"I Danmark står vi i den situation, at hvis man har et energiprojekt, der er kommet igennem diverse tilladelser – som kan tage nogle år – så er der seks års ventetid på at blive tilsluttet," sagde Helle Østergaard og gav eksemplet på, hvor lang tid det tager at få installeret havvind:

"I Kina tager det tre år at opføre en offshore-vindpark. I USA tager det fem år – det kan Trump nu ændre på. Men i Europa tager det 11 år," sagde Helle Østergaard og fortsatte:

"Og hvis du som investor først kan kigge på et eventuelt afkast i år 11 – så dur det jo ikke."

Mens Europa er bebyrdet af bureaukrati, og Trump har trukket håndbremsen på dele af den grønne omstilling i USA, er der ét sted, hvor der investeres gigantiske summer i vedvarende energi:

"Kina eksploderer opad lige nu, fordi de ved, at den selvgenererende energi fueler alle deres industrier. Så vi er oppe imod nogen, som ikke taler så højt om det, men som bare gør det," sagde Henrik Andersen.

Muligheder i modvinden
Men selvom den grønne omstilling i Europa er ramt af modvind, så kan den nuværende situation også rumme muligheder for branchen. Det gælder også på det amerikanske marked, påpegede Henrik Andersen:

"Det er rigtigt, at Trump ikke bryder sig meget om vind. Men nogle gange skal man også have lidt tålmodighed. Vi ved, at USA desperat behøver øget volumen af elektricitet lige nu. Der er en kamp på AI, så de skal bruge strøm, og de skal i princippet bruge det i går," sagde han.

På samme måde mente Helle Østergaard, at det usikre investeringsklima i USA på havvind potentielt kan medføre nye muligheder og investeringer for Europa:

"Landerisikoen i USA er accelereret fuldstændigt vildt. Det betyder, at rigtig mange investeringer kan gå fra USA mod Europa – hvis man altså spiller det her smart i Europa og i Danmark," sagde hun. Men det kræver, at rammevilkårene og stabiliteten er på plads, og at der for alvor sættes ind for at komme bureaukratiet til livs.

”Man kunne jo sige, at energipolitik også var sikkerhedspolitik, så man laver nogle særordninger,” lød det fra Helle Østergaard.

Hvis lyset går ud på fredag, skal vi nok se handling mandag
Så hvad er der brug for, hvis den grønne industri skal kunne gribe mulighederne?

"Man kunne jo sige, at energipolitik også var sikkerhedspolitik, så man laver nogle særordninger," sagde Helle Østergaard, og pegede på, hvordan man på forsvarsområdet er i gang med at indføre lovgivning, som skal sætte fart under Forsvarets byggeprojekter.

Henrik Andersen noterede sig, hvordan han og andre i branchen var blevet bedt om at komme med forslag til NEKST – den nationale energikrisestab. Men af de 27 forslag, som arbejdsgruppen fremlagde i februar 2024, er kun ét indtil videre blevet til virkelighed og gennemført ved lov.

"Og I kan selv forestille jer, at hvis lyset går ud på fredag, så garanterer jeg for, at alle tingene er gennemført mandag morgen," tilføjede Henrik Andersen.

Som Henrik Andersen påpegede, er der masser af muligheder for at få skabt mere grøn strøm i Danmark. Ikke kun med offshore-vind i Nordsøen, men også på land.

Bl.a. kan der vindes meget ved at udnytte de arealer bedre, hvor der i forvejen står vindmøller og er trukket kabler – fx ved at stille nyere, mere effektive møller op i stedet for de eksisterende. Ligesom man, påpegede Henrik Andersen, kunne få mere fleksibilitet ind i systemet ved at kombinere vindmølleparker med batterilagring. Men også her står lovgivningen i dag i vejen:

"Hvis vi allerede har en vindpark i dag, og man så vil bygge en batteripark på det her areal, som allerede er udlagt. Ja, der skal vi så igennem en helt ny VVM. Det er altså et 5-7-årigt projekt," sagde Henrik Andersen.

"Ingen har travlt med at bygge nyt. Det bekymrer mig"
Derudover, tilføjede Henrik Andersen, kræver en udbygning af grøn strøm, at man politisk ikke kun fokuserer på efterspørgselssiden, men også på udbudssiden. Han nævnte bl.a. den midlertidige sænkning af elafgiften, som han sammenlignede med at give en smertestillende, der risikerer at sænke tempoet i den forvejen sparsomme udbygning af grøn energi:

"Jeg er stor tilhænger af, at vi beskatter noget af det, vi har brug for, mindre. Men det, vi alle sammen fik nu, er en smertelindring. Fordi der er ikke nogen, der nu har travlt med at bygge noget nyt. Det bekymrer mig," siger Henrik Andersen

Alligevel mærker både Henrik Andersen og Helle Østergaard, at der politisk i Europa – blandt andet i kølvandet på Draghi-rapporten – nu ses med større alvor på, hvordan Europas høje energipriser hæmmer både konkurrenceevne, sikkerhed og den grønne omstilling.

"Der skal ske noget drastisk. Og jeg tror virkelig, man mere end nogensinde gerne vil have det til at ske. Men der er stadig stor forskel på virkelig at ville det – og at gøre det," sluttede Helle Østergaard fra scenen i Øksnehallen.