Reglerne om produktregulering og produktsikkerhed udfordrer mange virksomheder – nu er Dansk Erhverv klar med nye kurser
22. april 2026
Mange virksomheder er i tvivl om reglerne for produktsikkerhed – og det kan få alvorlige konsekvenser i form af eksempelvis tilbagekaldelse af produkter og bøder. Derfor lancerer Dansk Erhverv nu nye kurser, der skal give dig overblik og styrke dit arbejdet med compliance.
På Dansk Erhvervs kurser får du styr på reglerne om produktsikkerhed. Fide kurserne nederst på denne side.
Når en virksomhed markedsfører eller sælger produkter, er produktregulering ikke noget, der kan vælges til eller fra. Det er et grundvilkår, som alle virksomheder skal efterleve. I takt med skærpede krav, øget myndighedstilsyn og mere bevidste forbrugere er produktregulering i dag ikke kun et juridisk spørgsmål, men også et spørgsmål om troværdighed.
Mange virksomheder oplever dog, at reglerne er komplekse og svære at omsætte i praksis.
Dansk Erhverv modtager løbende mange spørgsmål om produktregulering. Spørgsmålene handler blandt andet om skærpede krav til produktinformation ved online salg og om virksomhedens rolle i værdikæden og det tilhørende ansvar. En virksomhed kan have forskellige roller alt efter, om den selv er fabrikant, får produktet produceret i eget navn af en anden virksomhed i EU eller i et tredjeland, eller om den fungerer som importør eller distributør. Det gør det væsentligt, at virksomheden er opmærksom på sin rolle i de forskellige led.
Hvorfor er produktregulering så vigtig?
Produktregulering er vigtig, fordi manglende kendskab til reglerne kan få alvorlige sikkerheds- og sundhedsmæssige konsekvenser for brugerne. Manglende overholdelse kan også føre til krav om tilbagetrækning af produkter fra markedet, tilbagekaldelse fra brugerne, midlertidigt forbud mod levering eller markedsføring og i grove tilfælde bøder eller politianmeldelse.
Det er derfor afgørende, at alle, der arbejder med produkter i en virksomhed, har en grundlæggende viden om produktlovgivningen. Det gælder både indkøbere, produktejere, kvalitetsansvarlige og medarbejdere, der arbejder med produktinformation og salg – herunder dem, der udarbejder oplysninger til produkter på virksomhedens hjemmeside i overensstemmelse med GPSR.
I forbindelse med ikrafttrædelsen af produktsikkerhedsforordningen (GPSR) i slutningen af 2024 har Dansk Erhverv afholdt en række kurser i samarbejde med myndighederne for at hjælpe virksomhederne i gang.
Derudover er der løbende udbudt kurser i grundlæggende produktsikkerhed med fokus på de mest gængse produktlovgivninger, herunder legetøj, REACH, LVD, CLP, personlige værnemidler, medicinsk udstyr, vaske- og rengøringsmidler, RoHS, biocider, kosmetik og byggevarer.
GPSR – den nye virkelighed for produktsikkerhed
GPSR har nu været gældende i snart halvandet år, og for mange virksomheder er forordningen blevet en fast del af hverdagen. I november 2025 kom den længe ventede vejledning, som er et godt sted at få overblik over roller og forpligtelser. Vejledningen besvarer dog ikke alle spørgsmål, og der er fortsat områder, hvor fortolkningen i EU ikke er helt på plads.
GPSR er kort sagt EU’s fælles sikkerhedsnet for forbrugerprodukter. Den gælder for produkter, der ikke allerede er dækket af specifik EU-lovgivning som fx legetøj, medicinsk udstyr eller elektronik. Samtidig regulerer GPSR også onlinemærkning af alle produkter, der sælges til forbrugere, uanset om de er omfattet af anden lovgivning. Derudover gælder forordningen på områder som Safety Gate-systemet og generelle sikkerhedskrav, hvor anden regulering ikke er tilstrækkelig.
Formålet med GPSR er at sikre, at alle produkter lever op til grundlæggende sikkerhedskrav – også dem, der ikke er reguleret andetsteds.
Det gør forordningen til en central del af produktreguleringen og noget, de fleste virksomheder kommer i berøring med. Derfor er det vigtigt, at alle virksomheder har et grundlæggende kendskab til GPSR – også hvis de eksempelvis kun arbejder med elektriske produkter.
Nye kurser på vej
På baggrund af erfaringerne med GPSR og det samlede landskab af produktlovgivning er vi i Dansk Erhverv klar med en række nye kurser.
Inden sommerferien lægges der ud med et kursus i GPSR – “Produktsikkerhedsforordningen – hvad betyder GPSR i praksis, og hvem har ansvaret?” – med fokus på at give et solidt overblik over den generelle lovgivning.
Efter sommerferien følges der op med kurset “Grundlæggende produktsikkerhed for indkøbere m.fl.”, hvor flere af de specifikke produktlovgivninger gennemgås sammen med GPSR.
Her vil der også være fokus på emner som CE-mærkning.
I løbet af efteråret kommer der desuden et kursus med titlen “Praktisk produktsikkerhed: kend din leverandør”, hvor der lægges vægt på det praktiske arbejde med dokumentation, når produkter produceres i eget navn.
Kurserne giver et fælles overblik og et fælles sprog, som er afgørende for at kunne arbejde systematisk med produktsikkerhed.
Samtidig er medlemmer af Dansk Erhverv naturligvis altid velkomne til at kontakte os med konkrete spørgsmål.
Kravene i den generelle produktsikkerhedsforordning (GPSR) er blevet en del af hverdagen for alle virksomheder, der sælger produkter. Vi har inviteret Erhvervsstyrelsen til at fortælle, hvordan du efterlever GPSR i praksis, herunder give dig kendskab til dine roller og dit ansvar.
Kravene i den generelle produktsikkerhedsforordning (GPSR) er blevet en del af hverdagen for alle virksomheder, der sælger produkter. Vi har inviteret Erhvervsstyrelsen til at fortælle, hvordan du efterlever GPSR i praksis, herunder give dig kendskab til dine roller og dit ansvar.
Når du markedsfører og sælger produkter, er det vitalt at kende til de relevante produktlovgivninger.
På dette kursus får du indsigt i de vigtigste regler og krav, så du kan sikre, at dine produkter lever op til lovgivningen.
Kurset er del 1 i kursus rækken om produktsikkerhed og, det anbefales at deltage på dette kursus før del 2 ”Produktsikkerhedsforordningen (GPSR)"
Når du markedsfører og sælger produkter, er det vitalt at kende til de relevante produktlovgivninger.
På dette kursus får du indsigt i de vigtigste regler og krav, så du kan sikre, at dine produkter lever op til lovgivningen.
Kurset er del 1 i kursus rækken om produktsikkerhed og, det anbefales at deltage på dette kursus før del 2 ”Produktsikkerhedsforordningen (GPSR)"
Dansk Erhverv får mange henvendelser fra virksomheder, der er i tvivl om, hvordan de skal håndtere reglerne i produktsikkerhedsforordningen (GSPR) - særligt når det kommer til deres rolle som henholdsvis fabrikant, importør eller distributør. Få overblikket her og bliv klogere på vores kurser.
Fra 13. december 2024 skal EU’s produktsikkerhedsforordning (GPSR) anvendes i alle EU-lande. Dermed kommer der nye krav, både til produkter, der er omfattet af anden specifik EU-lovgivning, og til de produkter, som hidtil har været dækket af EU-direktivet om generel produktsikkerhed (GPSD)