Dansk Erhverv: Klar opfordring til forenkling af EU’s udbudsregler
I sit høringssvar til Europa-Kommissionens call for evidence om revision af udbudsdirektiverne opfordrer Dansk Erhverv til en enklere, mere fleksibel og sammenhængende udbudsramme, hvor konkurrenceevne er det centrale omdrejningspunkt.
I høringssvaret fra den 26. januar 2026 understreger Dansk Erhverv, at udbudsdirektiverne fortsat bør sikre gennemsigtighed, ligebehandling og effektiv konkurrence og dermed bidrage til at styrke europæisk konkurrenceevne.
Dansk Erhverv peger på, at de nuværende regler i praksis opleves som komplekse og rigide. Revisionen bør derfor have et klart fokus på forenkling, større fleksibilitet og færre administrative byrder for både ordregivere og virksomheder. Konkret foreslår Dansk Erhverv, at revisionen tydeliggør og udvider mulighederne for proportionel fleksibilitet i udbud og kontrakter, så reglerne i højere grad understøtter effektive indkøb frem for unødige genudbud.
Forenkling bør understøttes af en mere digital og datadrevet udbudsramme, hvor digitalisering anvendes som et redskab til effektivisering. Dansk Erhverv bakker op om fælles datastandarder, interoperabilitet og genbrug af virksomhedsdata, men advarer mod etablering af en fælles EU-ejet udbudsplatform, som risikerer at øge kompleksiteten og skabe teknologisk lock-in.
Samtidig fremhæver Dansk Erhverv, at udbudsdirektiverne også fremadrettet bør være procesregulering. Direktiverne skal fastlægge, hvordan der købes ind – ikke hvad der købes ind. Offentlige indkøb kan anvendes strategisk, men strategiske hensyn bør primært fremmes gennem sektorlovgivning og målrettede instrumenter frem for indholdsregulering i udbudsdirektiverne.
I lyset af den aktuelle europæiske debat om konkurrenceevne, økonomisk sikkerhed og strategisk autonomi rejser spørgsmålet om European Preference sig med fornyet politisk tyngde. I høringssvaret peger Dansk Erhverv derfor på behovet for en fælleseuropæisk, procesbaseret tilgang til European Preference, som kun bør aktiveres, når der foreligger et dokumenteret strategisk behov.
Dansk Erhverv vil fortsat arbejde for en revision af udbudsdirektiverne, der forenkler reglerne, styrker fleksibiliteten og fastholder fokus på konkurrenceevne.
Værd at vide som tilbudsgiver til det offentlige
-
Medlemmer0 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Aktindsigt i udbudssager
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer990 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Kontakt