Du kan nu nominere et velfærdstalent til Velfærdens Talent 100 2026
PenSam og FOA hylder for niende år i træk unge medarbejdere i velfærdsfagene. Nu er der åbent for nomineringer til Velfærdens Talent 100 2026.
Hver dag gør tusindvis af medarbejdere i velfærdsfagene en afgørende forskel for mennesker i alle livets faser. De yder pleje, omsorg og støtte – ofte uden at få den opmærksomhed, deres indsats fortjener. Med Velfærdens Talent 100 sættes der fokus på netop disse medarbejdere.
For niende år i træk inviterer PenSam og FOA derfor til nominering af unge velfærdstalenter under 36 år, der udmærker sig ved høj faglighed, stort engagement og en særlig indsats for andre. Det kan for eksempel være den pædagogiske assistent i dagtilbuddet, social- og sundhedsmedarbejderen i hjemmeplejen eller på plejehjemmet – eller en anden dygtig medarbejder, der er med til at skabe velfærd og fortjener en særlig hyldest for sit vigtige arbejde. Alle kan nominere: kolleger, ledere, borgere og pårørende.
Nomineringen er åben frem til den 31. marts 2026. De 100 udvalgte talenter bliver hædret den 20. maj i Fællessalen på Christiansborg, hvor magasinet Velfærdens Talent 100 samtidig udkommer.
Kontakt