Dansk Erhverv: Ny analyse viser, at der er lang vej til, at atomkraft bliver konkurrencedygtigt i Danmark
En ny analyse bestilt af Energistyrelsen viser, at små modulære reaktorer tidligst kan blive konkurrencedygtige i Danmark efter 2040. Dansk Erhverv bakker op om en teknologineutral energipolitik, men opfordrer til at fokusere på løsninger, der kan levere billig, sikker og grøn energi her og nu. Og det er ikke atomkraft.
Energistyrelsen har i dag offentliggjort en analyse af kernekraft i Danmark med fokus på små modulære reaktorer (SMR). Analysen viser, at SMR-teknologier fortsat befinder sig på et tidligt udviklingsstadie, og at der er lang vej til, at teknologien kan blive konkurrencedygtig i en dansk kontekst.
Ifølge analysen vil det kræve markante omkostningsreduktioner før atomkraft kan konkurrere med vedvarende energi, og selv i scenarier, hvor overskudsvarme fra reaktorerne udnyttes til fjernvarme, vurderes teknologien først at kunne nærme sig konkurrencedygtighed i Danmark efter 2040.
”Danskerne og virksomhederne i Danmark har brug for sikker, billig og grøn energi – og det haster. Når atomkraft ikke kan levere energi til konkurrencedygtige priser inden for en overskuelig tidshorisont, må fokus være på de teknologier, der kan. Her er vedvarende energi det billigste og sikreste på markedet,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv.
Dansk Erhverv bakker op om en teknologineutral tilgang til energipolitikken, og ser derfor ikke noget problem i, at det danske forbud mod atomkraft ophæves, så teknologier vurderes på lige vilkår.
”Vi har en bred smag, når det kommer til energiteknologier, og derfor mener vi ikke, at nogle teknologier skal udelukkes på forhånd, så længe det er grøn, sikkert og billigt. Vi er teknologiagnostiske i Dansk Erhverv, så hvis atomkraft på et tidspunkt kan levere billig, sikker og grøn energi på konkurrencedygtige vilkår, kan det være en del af løsningen. Men det er ikke tilfældet lige nu, hvor analysen tydeligt viser, at atomkraft hverken er konkurrencedygtigt eller meningsfuldt i en dansk kontekst før om lang tid,” siger Ulrich Bang.
Dansk Erhverv understreger samtidig, at Danmark står midt i en historisk energiomstilling, hvor behovet for at reducere afhængigheden af importeret fossil energi – herunder fra Rusland og USA – er større end nogensinde.
”Hvis vi skal sikre os geopolitisk, kræver det, at vi tager et opgør med de afhængigheder, som Danmark og Europa har opbygget over mange år, og det gælder især på energiområdet. Det betyder, at vi skal omstille os hurtigt og omkostningseffektivt væk fra fossile brændsler. Her giver det bedst mening at fokusere på de løsninger, der kan levere både hurtigt og billigt, og det er velkendt, at atomkraft historisk har haft svært ved at holde både tidsplaner og budgetter,” siger Ulrich Bang.
"Vi skal selvfølgelig fokusere på de teknologier, som hurtigst og billigst kan give os den energi, vi har behov for. Det vil være tudetosset at fokusere på energiformer, der tager årtier at opføre, og som samtidig er hundedyre. Så længe atomkraft er det, er teknologien ikke vejen frem for Danmark. Men vi skal have et åbent sind, og hvis teknologien og forudsætningerne ændrer sig, skal vi naturligvis se på mulighederne”.
Andre tilmelder sig også:
Grønt Topmøde 2026
-
Medlemmer0 kr.
-
Ikke-medlemmer0 kr.
-
No show gebyr500 kr.
Kontakt