Selvom dåbsattesten i mange år har betydet pension, er 73-årige John Martinussen langt fra færdig med arbejdslivet. Som seniorvikar træder han til i børnehaver, børnehuse og bosteder, når der opstår sygdom, længere fravær eller rekrutteringsudfordringer. Fleksibel arbejdskraft er en del af løsningen: Vikarer sikrer kapacitet, kontinuitet og kvalitet, når vagtplanerne ikke kan gå op.

Efter et langt arbejdsliv som lærer, skoleleder og konsulent gik John på pension. I nogle år nød han friheden og livet som pensionist, indtil muligheden for at blive vikar pludselig dukkede op.

”Jeg har haft et langt arbejdsliv med mange forskellige roller, og selvom jeg gik på pension, kunne jeg mærke, at jeg stadig havde både lyst og overskud til at bidrage. Nu bruger jeg noget af hverdagen på at hjælpe på velfærdsområdet,” fortæller han.

I dag er John 73 år og arbejder som seniorvikar, hvilket han har gjort siden 2021. Han træder til i børnehaver, børnehuse og på bosteder, når der mangler personale, både ved planlagt fravær som barsel, i perioder med rekrutteringsudfordringer, og når der pludselig opstår akut sygdom. Han vælger selv, hvornår han vil arbejde, og hvornår han vil holde fri.

Der, hvor John arbejder - hos Altid Senior Vikar, som er en del af Altid Vikar gruppen - beskriver man ham som en meget eftertragtet vikar. Med sin baggrund som tidligere skoleleder og uddannet lærer bidrager han med erfaring, overblik og en særlig ro, når han arbejder med børn – også i situationer, hvor rammerne er pressede.

Fleksibilitet er nøglen
John arbejder typisk to-tre gange om ugen, men i perioder har han været afsted næsten hver dag. Andre gange holder han helt fri i længere perioder, for eksempel når han rejser eller bruger tid med familien.

“Jeg kan sige ja og nej fra dag til dag. Jeg skal ikke spørge nogen om lov,” siger han.

Netop fleksibiliteten er afgørende for, at han fortsat har lyst til at arbejde. Muligheden for selv at bestemme gør, at arbejdet opleves som et tilvalg frem for en forpligtelse, og det er ifølge John en vigtig forudsætning for, at seniorer bliver på arbejdsmarkedet.

Fra skoleleder til vikar
John har tidligere haft ledende roller og været vant til at tage beslutninger på andres vegne. I dag er hans rolle en anden. Han arbejder midt i hverdagen sammen med pædagoger, medhjælpere, social- og omsorgsmedarbejdere og løser de opgaver, der er behov for.

Ofte bliver han booket igen og igen på de samme institutioner, fordi både børn, borgere og medarbejdere oplever, at hans tilstedeværelse skaber ro og kontinuitet. I julen fik han endda en lille julegave fra forældre på en institution – en anerkendelse, der gjorde indtryk.

“Når man bliver husket - også selvom man er vikar - så ved man, at man har gjort en forskel,” siger han.

En vigtig del af hverdagen
Når der ikke er vikarer at trække på, presses institutionerne hurtigt. De faste medarbejdere må løbe stærkere, normeringerne bliver mere sårbare, og kvaliteten i hverdagen udfordres. Her kan vikarer være med til at skabe stabilitet og aflaste en presset hverdag til gavn for både medarbejdere, børn og borgere.

John har selv stået med ansvaret som leder i en stor del af sit arbejdsliv og ved, hvor afgørende det er, at hverdagen hænger sammen.

“Det giver en tilfredsstillelse at vide, at der er brug for mig. At jeg gør en forskel – også selvom det er i det små,” siger han.

For mange kan fleksibilitet i arbejdslivet betyde utrolig meget for ens arbejdsglæde. En analyse fra Dansk Erhverv viser f.eks., at 9 ud af 10 vikarer er tilfredse med sit job. Godt hver femte vikar på sundhedsområdet ville helt forlade branchen (faget), hvis ikke de kunne arbejde som vikar.

Der kan derfor være meget at hente ved at rumme den fleksible arbejdskraft.  Og selvom f.eks. seniorvikarer ikke alene løser manglen på arbejdskraft, er de en meget vigtig del af løsningen.

Vi har også brug for seniorer på arbejdsmarkedet
Fremskrivninger fra Finansministeriet peger på, at det offentlige i de kommende år vil få stadig sværere ved at rekruttere medarbejdere, fordi efterspørgslen på arbejdskraft overstiger udbuddet. Det gælder især på velfærdsområder som social- og sundhedsområdet samt daginstitutioner.

Hvis vi fremover vil opretholde samme serviceniveau som i dag, kræver det, at flere bidrager til arbejdsstyrken. Her kan vikarer - unge som ældre - være med til at sikre, at der også i fremtiden er hænder nok.

John er et levende eksempel på, at arbejdslivet ikke nødvendigvis stopper ved pensionsalderen, og at et fleksibelt arbejdsliv kan bidrage til, at man både kan nyde sit otium og samtidig spille en vigtig rolle på arbejdsmarkedet.