Torn i valentinsdagsbuketten: Bryllupsturismen i Danmark er i problemer
Bryllupsturisme er big business i Danmark, og tusindvis af udenlandske par rejser hvert år hertil for at blive viet. Men flere kommuner reducerer nu kraftigt eller stopper helt med vielser for internationale par, da de ikke længere har mulighed for at få dækket deres udgifter. Dansk Erhverv kalder på lovændring for at løse problemet.
Valentinsdag er højsæson for kærlighed, og det kan mærkes på omsætningen i kærlighedsindustrien, hvor par verden over fejrer hinanden med blomster, restaurantbesøg og romantiske oplevelser Men midt i kærlighedsfejringen er det begyndt at knirke i maskineriet; Bryllupsturismen i Danmark er under pres.
En lovændring i 2018 medførte, at Familieretshuset har overtaget ansøgningsgebyret i forbindelse med internationale vielser i Danmark, mens kommunerne fortsat står for vielsen, administrationen og identitetskontrollen, men uden mulighed for at tage betaling, hvilket flere steder sender de internationale par bagerst i vielseskøen. Det skaber store problemer for bryllupsturismen, påpeger Dansk Erhverv.
“Den danske model for internationale ægteskaber er en succeshistorie, fordi den kombinerer effektivitet, retssikkerhed og turismepotentiale. Men i dag beder vi kommunerne om at levere en international service uden økonomisk dækning. Det er ikke holdbart,” siger Lars Ramme Nielsen, branchedirektør i Dansk Erhverv.
Bryllupsvirksomheden Getting Married in Denmark, der sidste år hjalp tæt på 3.000 internationale par med at blive gift i Danmark, oplever også, at det er blevet sværere at arrangere bryllupper.
"Vi får flere og flere henvendelser fra par, der ønsker at blive gift i Danmark, men samtidig er det blevet markant sværere at finde ledige vielsestider på rådhusene. Jo længere ventetid der er, jo større risiko er der for at parret fravælger Danmark og i stedet vælger et andet land," siger Rasmus Clarck Sørensen, direktør i Getting Married in Denmark.
Internationale par, som ønsker at bliver gift i Danmark skal ansøge myndighederne om en prøvelsesattest, der er gyldig i 4 måneder. I 2024 modtog Familieretshuset 23.404 ansøgninger om prøvelsesattester, det var 14 pct. flere end året før, viser en opgørelse som Familieretshuset har delt med Dansk Erhverv. Tallene dækker også danskere, som ønsker at blive gift med en ikke-dansk statsborger.
Kærlighed skaber omsætning og arbejdspladser – hele året og i hele landet
Efterspørgslen på internationale bryllupper i Danmark kan mærkes i store dele af landet. I 27 pct. af ansøgningerne til en prøvelsesattest var København angivet som ønsket vielseskommune, mens de resterende 73 pct. var for andre kommuner, især tæt ved grænselandet: Ærø, Aabenraa, Tønder og Stevns. Alene i 2025 blev 3.000 udenlandske ægtepar viet på Ærø, viser en opgørelse fra Ærø Turist & Erhverv.
Uden økonomisk dækning er flere kommuner begyndt at reducere eller stoppe muligheden for at vie internationale par. Det er problematisk forklarer Lars Ramme Nielsen, da bryllupsturisme skaber omsætning og job, særligt i kommuner i landdistrikter.
”Indtægterne man får ind lokalt på bryllupsturisme, er langt større end de omkostninger, der må være for kommunen. Da internationale par gifter sig i Danmark året rundt, så understøtter de en stabil efterspørgsel og de politiske ambitioner om helårsturisme og mindre sæsonafhængighed.”
Lovændring skal hjælpe kommunerne med bryllupsturisme
Systemet bag bryllupsturismen i Danmark hænger ikke længere sammen, derfor opfordrer Dansk Erhverv regeringen til at give kommunerne mulighed for at opkræve et moderat, omkostningsdækkende gebyr for internationale vielser. Samtidig bør samarbejdet mellem Familieretshuset og kommunerne styrkes, og bryllupsturisme bør anerkendes som en integreret del af dansk erhvervs- og turismepolitik.
“Danmark skal ikke være ‘Las Vegas of Europe’. Vi bliver valgt, fordi vi er seriøse, effektive og sikre. Hvis Danmark også fremover skal være et land, hvor kærligheden kan fejres, kræver det politisk handling,” siger Lars Ramme Nielsen.
Minister vil se på sagen
Problematikken omkring de internationale vielser vækker også opmærksomhed på Christiansborg.
Social- og boligminister Sophie Hæstorp Andersen har for nyligt meddelt, at hun anerkender udfordringen og at hun vil se på mulighederne for, at udenlandske par kan betale et gebyr, der dækker kommunernes omkostninger ved vielser.
Dansk Erhverv ser ministerens åbning som et vigtigt første skridt, men understreger, at der er behov for hurtig og konkret handling.
”Danmark har opbygget en unik international position som vielsesland. Uden en politisk løsning risikerer vi at underminere den position,” siger Lars Ramme Nielsen.
|
Top 10 kommuner som flest internationale par angav som ønsket vielsessted i 2024:
Kilde: Dansk Erhverv pbga. tal fra Familieretshuset |
Andre læser
Rasmus Clarck hjælper tusindvis af internationale par med at blive gift i Danmark. Nu har han klar opfordring til politikerne.
Hvert år rejser tusindvis af par til Danmark for at blive gift. Det gavner alt fra hoteller til blomsterhandlere. Men lange ventetider får nu flere til at opgive planerne. Rasmus Clarck Sørensen, direktør i Getting Married in Denmark, foreslår derfor, at kommunerne får lov at opkræve et moderat vielsesgebyr.
Nyt rekordår for dansk turisme: men svag vækst bekymrer Dansk Erhverv
Der var rekordmange turistovernatninger i Danmark sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Alligevel kæmper turisterhvervet med at nå regeringens vækstmål og samtidig taber Danmark markedsandele i den internationale konkurrence om turisterne, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv, der kalder på politisk handling.
Kontakt
Turisme, Kultur & Oplevelse
Lars Ramme Nielsen
Branchedirektør