Regeringen forhandler om en ny takstmodel på socialområdet, men i et fælles debatindlæg i NB Social advarer Dansk Erhverv, Selveje Danmark og LOS om betydelige risici for mennesker med komplekse behov. 

I disse uger forhandler er der påbegyndt politiske forhandlinger om en ny takstmodel på socialområdet. Ud fra et materiale bragt i mediet NB-Social, indgår overvejelser om at reducere den omfattende målgruppekompleksitet til 10 ydelsespakker, og at KL’s fem Kommunekontaktråd (KKR) skal fastsætte taksterne. 

Dansk Erhverv, Selveje Danmark og LOS går derfor nu sammen om en fælles appel til Christiansborg om at overveje de risici, denne takstmodel indebærer. Heriblandt er vi dybt bekymrede for, at de mennesker, der har de mest komplekse behov, bliver de store tabere og fremover ikke vil kunne få den specialiserede hjælp, de har brug for. 

Hvad er det, der forhandles om?
Ud fra det lækkede materiale fremgår det, at regeringen lægger op til en ny takstmodel, hvor KKR skal fastsætte taksterne på socialområdet. Ambitionen synes at være at skabe større standardisering og gennemsigtighed i takstfastsættelsen. 

Samtidig foreslår regeringen, at der etableres en kontrolenhed, som skal understøtte lige vilkår mellem offentlige og private aktører. Kontrolenheden indebærer, at kommunerne som minimum én gang årligt foretager en genberegning og efterregulering af priserne, så private aktører bliver afregnet korrekt. Denne model kendes fra ældreområdet. 

Hvad er risikoerne ved den foreslåede takstmodel?
Når KKR skal fastsætte taksterne, risikerer taksterne at ende som kompromiser mellem kommuner. Dansk Erhverv kan derfor ikke se, hvordan der kan være garanti for, at taksttrinene baseres på faktiske omkostninger og regnskabstal. Dermed løftes gennemsigtigheden i takstfastsættelsen ikke.  

Samtidig undermineres ambitionen om sammenlignelighed på tværs af landet og om at skabe tydelig gennemsigtighed i både økonomi og kvalitet. 

Dansk Erhverv bemærker desuden, at det ikke fremgår af materialet, hvorvidt der lægges op til en tæt sektorinddragelse af private og selvejende aktører i beregningsgrundlaget. Det er helt afgørende for at sikre et retvisende grundlag for de socialfaglige ydelser, der i dag løftes på området. 

Derudover advarer Dansk Erhverv mod at sammenligne et relativt homogent ældreområde med det langt mere komplekse specialiserede socialområde. Når man på socialområdet lægger op til, at hele botilbudsområdet skal inddele mennesker i 10 økonomikasser, vil der uvægerligt være risiko for fejlmatch og økonomisk suboptimering. 

Hvorfor er det problematisk i praksis?
I den nuværende takstmodel definerer et socialt tilbud, der er drevet af en privat eller selvejende organisation, hvad det skal koste at varetage de ydelser, en borger er visiteret til. På den baggrund går tilbuddet i dialog med kommunen, der har myndighedsopgaven med at visitere borgeren. 

Det enkelte tilbud kan have en række forskellige taksttrin, der beskriver omfanget af den hjælp, der gives, og med hvilken faglighed hjælpen leveres. Der kan således være op til 10 taksttrin inden for én målgruppe, for eksempel borgere med erhvervet hjerneskade eller opmærksomhedsforstyrrelser. 

Der er allerede i dag fuld transparens omkring denne økonomi. Tilbuddene lægger deres økonomi frem i dialog med den visiterende kommune, budgetterne godkendes af socialtilsynet, og der afleveres revisorpåtegnede årsregnskaber. 

Når man med det lækkede oplæg vil tvinge hele det specialiserede socialområde ind i en fast 10-trinsmodel, risikerer man inden for de enkelte trin både over- og underbetaling. Overbetaling i de situationer, hvor borgeren har brug for mindre hjælp, end kommunen betaler for, og underbetaling når det modsatte er tilfældet. 

I alle tilfælde ender alle som tabere – og først og fremmest de mennesker, der har behov for den mest specialiserede hjælp og støtte. 

Hvad betyder takstmodellen for specialeplanerne?
Målet med specialeplaner er, at der på 10 højt specialiserede områder skal udarbejdes beskrivelser af den hjælp og støtte, som specifikke komplekse målgrupper skal have. Denne ambition vil imidlertid blive undermineret, hvis hjælpen efterfølgende skal gives inden for økonomien i én af de 10 ydelsespakker, der skal dække alle borgere på botilbudsområdet. 

Hvis man arbejder videre med den takstmodel, der nu lægges op til, vil man enten stå i en situation, hvor kommunerne visiterer ind i de nye specialeplaner, hvorefter mennesker med handicap oplever, at det sted, der skal levere hjælpen, ikke kan gøre det – simpelthen fordi kommunen ikke betaler for indsatsen. 

Alternativt vil kommunerne betragte specialeplanerne som vejledende og vælge at se bort fra dem. Begge situationer vil efterlade mennesker med handicap uden den hjælp, de ellers gennem specialeplanerne var stillet i udsigt. 

Hvad er Dansk Erhvervs opfordring?
Vores opfordring er klar: Mennesket skal sættes først. Borgernes behov og det faglige skøn skal være udgangspunktet for den socialfaglige indsats på det specialiserede socialområde. Det er netop dette, specialeplanerne skal sikre – og det bør en takstmodel understøtte, ikke underminere. 

Mennesker på det specialiserede socialområde lader sig ikke reducere til 10 økonomikasser. Hvis der skal arbejdes med økonomiske kategorier, er der behov for en langt mere virkelighedsnær model, hvor mennesker får den rette faglige indsats, og hvor de sociale tilbud afregnes for denne indsats – hverken mere eller mindre. 

Samtidig er det afgørende at stå fast på retssikkerheden og fastholde kravet om økonomisk gennemsigtighed og sammenlignelighed på tværs af tilbud. Hvis der arbejdes med faste takster, bør de ikke fastsættes forskelligt på tværs af landet i KKR-regi, men baseres på fælles nationale principper og hvile på faktiske beregninger og dokumenterede udgifter – ikke på baggrund af forhandlinger eller skøn. 

Læs debatindlægget i NB Social her