Spring til indhold

Seks nye standarder skal gøre det digitale produktpas nemmere at bruge i praksis: Se dem her

07. juli 2026

Der er nu publiceret seks nye europæiske standarder, som skal understøtte den tekniske implementering af Digital Product Passport på tværs af produkter, systemer og værdikæder. Her får du overblikket og gode råd til næste skridt.  

Virksomheder kan allerede nu begynde at forberede sig på det digitale produktpas ved at kortlægge, hvilke produkter de sælger på EU-markedet.

Det digitale produktpas udspringer af EU’s Ecodesignforordninger og bliver et digitalt ID for produkter på det europæiske marked. Passet skal give adgang til relevante produktoplysninger, fx om materialer, oprindelse, reparation, genbrug, genanvendelse og dokumentation for overholdelse af krav. Oplysningerne vil typisk kunne tilgås via en databærer som fx en QR-kode eller lignende. 

De nye standarder fastlægger ikke, hvilke konkrete oplysninger der skal indgå i et produktpas for en bestemt produktgruppe. Det vil blive fastsat i den produktspecifikke EU-regulering. Standarderne handler i stedet om den fælles tekniske infrastruktur: hvordan produktpas identificeres, hvordan data kan udveksles og lagres, og hvordan systemer kan fungere sammen på tværs af sektorer og lande. 

De seks nye standarder er: 

EN 18216:2026 om dataudvekslingsprotokoller 
Standarden beskriver, hvordan data skal kunne udveksles mellem forskellige systemer.  

EN 18219:2026 om unikke identifikatorer 
Standarden fastlægger principper for de ID’er, der knytter et produkt til dets digitale produktpas.  

EN 18220:2026 om databærere 
Standarden handler om adgangspunkterne til produktpasset, fx QR-koder, NFC eller RFID.  

EN 18221:2026 om datalagring og arkivering 
Standarden beskriver, hvordan data kan lagres og bevares over tid.  

EN 18222:2026 om API’er til livscyklusstyring og søgbarhed 
Standarden handler om de digitale grænseflader, der gør det muligt at oprette, opdatere, finde og administrere produktpas.  

EN 18223:2026 om systeminteroperabilitet 
Standarden skal sikre, at forskellige DPP-systemer kan fungere sammen på tværs af sektorer, softwareløsninger og anvendelser.  

To standarder om adgangsrettigheder og autentificering forventes offentliggjort senere i 2026. 

Hvordan kommer jeg som virksomhed i gang med det digitale produktpas?
Virksomheder kan allerede nu begynde at forberede sig på det digitale produktpas ved at kortlægge, hvilke produkter de sælger på EU-markedet, og om disse produkter er omfattet af regulering, hvor der kræves et produktpas. Der er allerede fastlagt krav til batterier. Læs mere her. Derudover har Kommissionen lavet en arbejdsplan (se her) for tekstiler, jern, stål, aluminium, dæk, møbler og madrasser. De nærmere krav til, hvad produktpasset skal indeholde, kommer i delegerede retsakter.   

Det kan være en god ide som virksomhed at få styr på produktdata så som materialer, komponenter, leverandører, kemikalier, genanvendt indhold, reparationsinformation og dokumentation. Derudover er det en god ide at få styr på dit ansvar i leverandørkæden i forhold til, om du er producent, importør, distributør, forhandler eller andet, da ens forpligtelser afhænger heraf.  

Det er derfor en god ide at gå i gang med at få styr på data og compliance, hvor selve IT-løsningen kan afvente. Det gælder dog ikke for batterier, hvor en række krav træder i kraft allerede 18. februar 2027.   

Hvis du vil vide mere om det digitale produktpas
Europa-Kommissionen har udgivet en overskuelig Q/A om det digitale produktpas, som svarer på nogle af de mest stillede spørgsmål. Vejledningen er på engelsk og du kan læse mere her.  

Hvor finder jeg standarderne?
Standarderne er udviklet i regi af CEN og CENELEC (europæiske standardiseringsorganisationer) og du kan læse mere om dem og tilkøbe dem hos Dansk Standard eller en anden europæisk standardiseringsorganisation.  

For Dansk Erhverv er det afgørende, at det digitale produktpas bliver udviklet på en måde, der fungerer i virksomhedernes hverdag. Det skal være enkelt at bruge, kunne spille sammen med eksisterende systemer og understøtte handel og dokumentation uden at skabe unødige administrative eller tekniske byrder. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. 

Andre læser

Nyhed

Det Digitale Produktpas: Det skal du som detailvirksomhed vide

Det digitale produktpas bliver snart et krav i detailbranchen – få styr på, hvad det betyder for din virksomhed, og hvordan du bedst forbereder dig

Nyhed

Her er de første produkter som EU stiller grønne krav til: Hvorfor er det vigtigt, og hvad skal du gøre?

EU-Kommissionen har nu udgivet det længe ventede arbejdsprogram for ecodesign og energimærkning for 2025-2030. Her får du overblikket over de vigtigste nedslag – og hvordan du som virksomhed bør forholde dig.

Kontakt

Handel

Mai Fersløv Andersen

Chefkonsulent

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Få seneste nyt om detail- og engroshandel m.v.

Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram.

Indtast dit fornavn
Indtast dit efternavn
Indtast en gyldig email

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik her.