Spring til indhold

Dansk Erhverv: EU skal kunne træffe beslutninger hurtigere i en ny geopolitisk virkelighed

08. juni 2026

Europa er under pres fra både stormagtsrivalisering, krig og stigende global konkurrence, mens EU’s beslutningsprocesser ofte er for langsomme til en verden i hastig forandring. Derfor lancerer Dansk Erhverv nu et nyt udspil med seks konkrete forslag til, hvordan Europa kan styrke sin handlekraft, reagere hurtigere på kriser og skabe bedre rammer for sikkerhed, investeringer og vækst – uden traktatændringer og folkeafstemninger.

Dansk Erhvervs udspil peger på seks konkrete og realistiske tiltag, der skal styrke EU’s beslutningskraft uden traktatændringer eller nye folkeafstemninger.

Mens udfordringerne vokser, har EU fortsat svært ved at reagere hurtigt nok. Lange beslutningsprocesser, blokeringer af enkelte medlemslande og omfattende bureaukrati betyder, at Europa ofte handler for sent i en verden, hvor tempo og handlekraft er afgørende.

Ifølge Dansk Erhverv er problemet ikke mangel på ambitioner i EU, og den nye regering har også præsenteret en ambitiøs europapolitik. Problemet er, at Europa for ofte mangler evnen til at omsætte ambitionerne til konkrete resultater.

"Europa er i en ny virkelighed, hvor vi ikke længere kan tage vores sikkerhed, velstand eller globale position for givet. Hvis Europa skal kunne beskytte sine interesser og styrke sin konkurrenceevne, kræver det et EU, der kan træffe beslutninger hurtigere og mere effektivt end i dag," siger Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv.

Den verdensorden, Europa har bygget sin sikkerhed og velstand på gennem årtier, er under hastig forandring. Krigen i Ukraine har ændret Europas sikkerhedspolitiske virkelighed, mens et mere aggressivt Rusland, et mere selvhævdende Kina og et stadig mere uforudsigeligt USA udfordrer Europas position i verden. Samtidig kæmper europæiske virksomheder med vigende konkurrenceevne, færre investeringer og et indre marked præget af fragmentering og tung regulering. 

Derfor lancerer Dansk Erhverv udspillet Seks veje til et mere handlekraftigt Europa, som peger på seks konkrete og realistiske tiltag, der skal styrke EU’s beslutningskraft uden traktatændringer eller nye folkeafstemninger.

Udspillet foreslår blandt andet:

  • at mindre grupper af lande i højere grad skal gå foran i såkaldte ambitionskoalitioner
  • at EU’s stats- og regeringsledere opstiller klare mål og faste deadlines
  • at Europa-Parlamentet afskaffer hemmelige afstemninger
  • at EU-lovgivning får en fast tidsramme
  • at flere beslutninger træffes med kvalificeret flertal frem for enstemmighed
  • og at håndhævelsen af EU-lovgivning i medlemslandene styrkes markant

Baggrunden er blandt andet, at EU’s lovgivningsprocesser i dag er markant langsommere end de nationale. Den gennemsnitlige behandlingstid for lovgivning i EU er omkring 20 måneder – cirka 13 gange længere end behandlingstiden for lovforslag i Folketinget, ifølge tal fra Europa-Parlamentet, EUR-Lex og Folketinget. Samtidig er omkring 150 EU-lovforslag aktuelt under forhandling mellem Ministerrådet og Europa-Parlamentet.

Dansk Erhverv understreger samtidig, at et mere handlekraftigt EU ikke kun er et institutionelt spørgsmål, men en grundlæggende forudsætning for Europas fremtidige frihed, sikkerhed og velstand.

"Hvis Europa fortsat skal være en stærk økonomisk og geopolitisk aktør, kræver det et EU, der kan reagere hurtigere på kriser, skabe mere stabile rammevilkår og levere konkrete resultater. Ellers risikerer Europa at sakke yderligere bagud i den globale konkurrence," siger Jakob Ellemann-Jensen.

For mere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon på 70 22 80 10.

Seks veje til et mere handlekraftigt Europa
pdf

Kontakt

Internationalt, Digitalisering, Rådgivning og Forsvar

Jakob Ellemann-Jensen

Vicedirektør

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram.

Indtast dit fornavn
Indtast dit efternavn
Indtast en gyldig email

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik her.