Mød Dansk Erhverv Handel på Folkemødet 2026
Dansk Erhverv Handel sætter på Folkemødet 2026 fokus på nogle af de mest aktuelle udfordringer for dansk handel. Fra tekstilbranchens grønne omstilling og virksomhedernes retssikkerhed til de stigende fødevarepriser samler vi virksomheder, eksperter og politikere til debatter om handelens fremtid.
Handel er en af Danmarks største erhvervssektorer, og samtidig en branche i hastig forandring. Derfor er Dansk Erhverv Handel igen i år stærkt repræsenteret på Folkemødet, hvor vi inviterer en række politikere, virksomheder og eksperter til debat om nogle af de mest aktuelle spørgsmål, vi står overfor.
Fra overproduktion af tøj og virksomhedernes retssikkerhed til de stigende fødevarepriser – vi sætter fokus på de udfordringer, som præger hverdagen for både virksomheder og forbrugere.
Oplev blandt andet:
Fødevarepriser under lup: Hvem scorer gevinsten ved kassen?
(Torsdag d. 11. juni kl. 14.15-14.45)
Priserne på dagligvarer er fortsat et emne, der topper hos både forbrugere og politikere. Er der egentlig nogle, der tjener på prisstigningerne, og er der noget man kan gøre ved det? I denne debat samler vi aktører fra hele værdikæden for at undersøge, hvor pengene egentlig ender, når priserne stiger. Med udgangspunkt i konkrete hverdagsvarer går vi tæt på samspillet mellem producenter, detailhandel og politikere – og udfordrer de hurtige forklaringer på prisudviklingen.
Vi glæder os til tre dage med stærke debatter og nye perspektiver på fremtidens handel. Kig forbi og vær med, når vi sætter handelens udfordringer og muligheder til debat på Folkemødet 2026.
Tøj i overskud: Hvor slemt er det?
(Fredag d. 12. juni kl. 09.30-10.00)
Hvert år produceres der mere tøj, end markedet kan absorbere. Men løsningen er ikke nødvendigvis så enkel som blot at producere mindre. Sammen med Bestseller og Røde Kors tager vi debatten om bl.a. overproduktion, donationer og de nye EU-krav, der skal bidrage til en mere cirkulær tekstilbranche. Vi ser nærmere på, hvordan virksomheder kan reducere overskudslagre uden kun at flytte udfordringen videre i værdikæden.
Retssikkerhed under pres: Hvem passer på virksomhederne?
(Fredag d. 12. juni kl. 12.15-13.00)
Virksomheder møder i stigende grad kontrol, bøder og komplekse regler. Men er balancen mellem håndhævelse og retssikkerhed ved at briste? Sammen med repræsentanter fra erhvervslivet, retssystemet og Christiansborg diskuterer vi, hvordan virksomhedernes retssikkerhed sikres i en tid med flere krav og stigende myndighedskontrol. Debatten sætter fokus på konsekvenserne af regulering og hvordan vi undgår, at lovlydige virksomheder drukner i bureaukrati.
Se hele Dansk Erhvervs program og events på Folkemødet.
Kontakt
Handel
Marie Josephine Mustelin
Fagchef for grøn omstilling i tekstilbranchen
