Spring til indhold

Danmark står foran en skævvridning – færre i den arbejdsdygtige alder i land- og provinskommuner

10. november 2026

Næsten alle kommuner længere væk fra de største byer kan forvente færre indbyggere i den arbejdsdygtige alder, viser en ny analyse fra Dansk Erhverv. Det udfordrer både dansk konkurrencekraft og sammenhængskraften mellem land og by. Dansk Erhverv efterlyser reformer.

Danmark og Europa står over for store demografiske udfordringer. Færre personer i den arbejdsdygtige alder vil forstærke manglen på arbejdskraft.

En ny analyse fra Dansk Erhverv viser, at 74 ud af landets 98 kommuner kan forvente en nedgang i antallet af indbyggere i den arbejdsdygtige alder (20-67 år) frem mod 2050.

”Den demografiske modvind rammer Danmark hårdt og skævt. Tre ud af fire kommuner står til at få færre indbyggere i den arbejdsdygtige alder, og tilbagegangen rammer især uden for de største byer,” siger Mikkel Lundemann Rasmussen, beskæftigelsespolitisk chef i Dansk Erhverv.

”Det lægger pres på både de lokale virksomheder. Der bliver færre at rekruttere blandt, når virksomheden skal tage den næste ordre, eller plejehjemmet skal finde nye medarbejdere. Derfor skal vi have reformtempoet op og flere med på arbejdsmarkedet. Det handler om at sikre både arbejdspladser og velfærd i hele Danmark,” siger Mikkel Lundemann Rasmussen.

Tilbagegangen ventes især at ramme land-, provinsby- og oplandskommuner og vil dermed øge den geografiske ulighed.

”Vi skal gøre det lettere for virksomhederne at ansætte internationale kollegaer og give deres familier lyst til at blive og slå sig ned i hele Danmark. Samtidig skal vi blive bedre til at fastholde seniorerne på arbejdsmarkedet og åbne døren for flere af dem, der står udenfor arbejdsmarkedet. Det kræver politiske reformer,” siger Mikkel Lundemann Rasmussen.

De ti kommuner med den største tilbagegang målt i antal indbyggere i alderen 20-67 år er Esbjerg, Frederikshavn, Hjørring, Ringkøbing-Skjern, Viborg, Skive, Frederiksberg, Guldborgsund, Sønderborg og Aabenraa. I hver af de ti kommuner forventes antallet i den arbejdsdygtige alder at falde med mellem 4.400 og 7.000 frem mod 2050.

Alle landets 31 landkommuner står til at få færre indbyggere i den arbejdsdygtige alder. Omvendt kan landets tre storbykommuner, flere omegnskommuner og flertallet af hovedstadskommunerne forvente en fremgang.

Danmark står foran stor demografisk skævvridning
pdf

Kontakt

Dansk Erhvervs pressetelefon

Erhvervspolitik & Analyse

Mikkel Lundemann Rasmussen

Beskæftigelsespolitisk chef