Spring til indhold

Behov for handling - fossil afhængighed kan koste Danmark 15 mia. kr. ekstra denne vinter

06. oktober 2026

Danske forbrugere og virksomheder kan se ind i en ekstra energiregning på knap 15 mia. kr. over vinterhalvåret som følge af højere priser på gas, benzin, diesel og jetfuel. Det viser nye beregninger fra Dansk Erhverv, der i dag lancerer 19 konkrete anbefalinger til at sætte fart på elektrificeringen af Danmark. 

Elmaster
Dansk Erhverv vil sætte strøm til Danmark med 19 konkrete forslag. Læs dem alle i udspillet nederst på siden.

Nye beregninger fra Dansk Erhverv viser, at danske forbrugere og virksomheder kan se ind i en øget energiregning på knap 15 mia. kr. over vinterhalvåret som følge af forhøjede priser på fossil energi som gas, benzin, diesel og jetfuel. 

Det understreger ifølge Dansk Erhverv behovet for at sætte langt mere fart på elektrificeringen af det danske samfund. 

”15 mia. kr. er en meget stor ekstraregning for noget, vi i bund og grund skal bruge så lidt af som muligt. Hver gang vi erstatter olie og gas med grøn strøm og bruger energien mere effektivt, gør vi os mindre sårbare over for udsving på de internationale energimarkeder. Elektrificering handler om vores konkurrenceevne og forsyningssikkerhed,” siger Ulrich Bang, vicedirektør for klima, energi, miljø og byggeri i Dansk Erhverv. 

19 forslag skal sætte strøm til Danmark
Dansk Erhverv lancerer derfor i dag et nyt elektrificeringsudspil med 19 konkrete anbefalinger, der skal gøre det lettere og mere attraktivt for virksomheder og forbrugere at erstatte olie og gas med elektricitet. 

Udspillet går på to ben, som ifølge Dansk Erhverv er helt afhængige af hinanden. 

For det første skal virksomheder have de rigtige rammer og incitamenter til at investere i elektrificering og mere energieffektive energiprocesser. For det andet skal elnettet kunne følge med. Det kræver både, at Danmark bygger langt mere netkapacitet langt hurtigere, og at den kapacitet, vi allerede har, bliver udnyttet langt bedre. 

”Skal vi for alvor gøre os fri af olie og gas, skal vi løse to opgaver på én gang. Vi skal understøtte investeringer i elektrificering, og samtidig skal vi sikre, at elnettet kan følge med. De to ting skal gå hånd i hånd. Ellers bliver manglende netkapacitet en bremseklods for elektrificeringen,” siger Ulrich Bang. 

Et centralt forslag i udspillet er et nyt elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag for erhvervslivet. 

Dansk Erhverv foreslår, at der afsættes 1 mia. kr. årligt frem mod 2035 til et fradrag, der øger virksomhedernes afskrivningsgrundlag, når de investerer i elektrificering og energieffektivisering. 

”Vi skal gøre det nemmere at træffe den grønne investeringsbeslutning. Et fradrag er enkelt, forudsigeligt og langt mindre bureaukratisk end tunge puljer, hvor virksomhederne først skal søge og derefter vente på svar. Hvis vi vil have mere elektrificering, skal virksomhederne bruge tiden på at investere – ikke på at udfylde ansøgninger eller vente på, at næste pulje åbner,” siger Ulrich Bang. 

Elnettet skal udvikles sammen med dem, der bruger det
Men flere elektriske investeringer nytter ikke meget, hvis virksomhederne ikke kan få adgang til den nødvendige strøm. 

Derfor indeholder udspillet en række forslag til hurtigere udbygning af nettet og bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet gennem blandt andet fleksibilitet, energilagring og nye netprodukter. 

Dansk Erhverv foreslår samtidig, at brugerne af elnettet fremover bliver formelt og systematisk inddraget i udviklingen af tariffer, netprodukter og andre regler, der har betydning for virksomhedernes adgang til og brug af elnettet. 

”Elnettet er kritisk for erhvervslivet og deres værdiskabelse. Derfor giver det ikke mening, at nye regler, tariffer og netprodukter bliver udviklet langt væk fra de virksomheder, der skal investere milliarder på baggrund af dem. Brugerne af nettet skal helt ind i maskinrummet, så vi får løsninger, der både fungerer for elsystemet og kan bruges i virkeligheden,” siger Ulrich Bang. 

For yderligere information kontakt Dansk Erhvervs presseafdeling på telefon 7022 8010. 

Nyt udspil: 19 forslag til grøn, billig og sikker energi til danske virksomheder

Grøn, billig og sikker energi til danske virksomheder

Danmark og danske forbrugere kan se ind i en ekstraregning på knap 15 mia. kr. denne vinter som følge af højere priser på gas, benzin, diesel og jetfuel. Danmark skal derfor gøre sig langt mindre afhængig af olie og gas. Det kræver, at vi løser to opgaver på én gang: Langt mere af Danmarks energiforbrug skal elektrificeres, og virksomhederne skal have adgang til elnettet. Med 19 konkrete initiativer vil Dansk Erhverv sætte fart på elektrificeringen og sikre et elnet, der kan følge med.

Kontakt

Klima & Energi

Esben Thietje Mortensen

Energipolitisk chef