Finanslovsforslag giver milliardløft til elektrificering: Her er de vigtigste tiltag for klima, energi, miljø og byggeri
Regeringen vil afsætte 3,2 mia. kr. til elektrificering, hvilket møder stor opbakning fra Dansk Erhverv. Til gengæld kritiseres forslaget om at afskaffe merfradraget for forskning og udvikling. Her får du et overblik over de vigtigste tiltag inden for klima, energi, miljø og byggeri.
Milliardløft skal sætte fart på elektrificering og energieffektivisering
Med finanslovsforslaget vil regeringen afsætte 650 mio. kr. i 2027 og 850 mio. kr. årligt i 2028-2030 til elektrificering og dermed sætte i alt 3,2 mia. kr. bag ambitionen om at elektrificere en større del af Danmarks energiforbrug. Dansk Erhverv roser prioriteringen, som kan styrke energisikkerheden, virksomhedernes konkurrenceevne og ikke mindst klimaindsatsen ved at få mere af Danmarks energiforbrug væk fra fossile brændsler og over på grøn strøm.
Prioriteringen kommer kort efter Dansk Erhvervs elektrificeringsudspil med 19 konkrete anbefalinger til at sætte fart på elektrificering og energieffektivisering. Beregninger fra Dansk Erhvervs viser samtidig, at danske virksomheder og forbrugere kan se ind i en ekstraregning på knap 15 mia. kr. den kommende vinter som følge af højere priser på gas, benzin, diesel og jetfuel, hvilket understreger behovet for at mindske den fossile afhængighed.
Midlerne afsættes som en ramme, som Dansk Erhverv anbefaler udmøntet gennem et enkelt og forudsigeligt elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag, så virksomhederne kan investere i grøn teknologi uden tunge ansøgningsprocesser. Fradraget bør understøtte elektrificeringen og energieffektiviseringen af erhvervslivet bredt, mens den økonomiske prioritering skal følges af hurtigere udbygning af elnettet og bedre udnyttelse af den eksisterende kapacitet gennem fleksibilitet, nye netprodukter og markedsmodeller.
Regeringen vil desuden afsætte 200 mio. kr. til Fjernvarmepuljen i 2027, så flere husstande får mulighed for at skifte olie- og gasfyr ud med fjernvarme og mindske deres afhængighed af fossile brændsler.
Midler til kystbeskyttelse og miljøindsatsen
På klimatilpasningsområdet vil regeringen afsætte 307 mio. kr. i 2029 og 1.024 mio. kr. i 2030 med afsæt i en national plan for kystbeskyttelse af Danmark. Dansk Erhverv ser positivt på prioriteringen, der skal ruste kyster og byer bedre til at modstå stormflod og beskytte boliger, virksomheder og infrastruktur.
På miljøområdet lægger regeringen op til at afsætte omkring 134-135 mio. kr. årligt i 2027-2030 til en flerårig indsats på kemi- og pesticidområdet. Midlerne skal blandt andet finansiere nye aftaler om kemi og biocid samt en ny pesticidstrategi og understøtte kontrol, forbrugeroplysning og vidensopbygning. Dansk Erhverv er positive overfor fortsættelsen af indsatser på kemi- og pesticidområdet og ser frem til drøftelser om udmøntningen. EU-indsatser, kontrol og myndighedsvejledning til virksomheder og forbrugere bør stå centralt i indsatsen.
Lavere udgifter til deponering af asbest
Regeringen vil desuden afsætte 40 mio. kr. årligt fra 2028 til at fjerne afgiften for deponering af asbest. Dansk Erhverv ser positivt på at reducere boligejernes udgifter, men understreger, at økonomisk hjælp skal gå hånd i hånd med sikker håndtering, og fastholder derfor sin kritik af regeringens planer om at lade private nedtage asbesttage efter et kursus.
Det er også positivt, at regeringen vil styrke arbejdet med administrative byrdelettelser, som giver virksomhederne bedre muligheder for at investere og udvikle nye løsninger. Her skal indsatsen kunne mærkes i hverdagen gennem enklere dokumentation, og fx smidigere byggeregler og kortere ventetid i myndighedsbehandlingen, så flere byggeprojekter lettere kan komme fra tegnebræt til virkelighed. I den forbindelse ser Dansk Erhverv frem til den kommende revision af bygningsreglementet, som både skal gøre det enklere at bygge, men også nemmere at bygge grønt.
Merfradrag for forskning og udvikling foreslås afskaffet
Regeringen vil samtidig afskaffe merfradraget for forskning og udvikling som led i saneringen af erhvervsstøtten, hvilket Dansk Erhverv betegner som stærkt kritisabelt og den helt forkerte vej at gå.
For energivirksomhederne er forskning og udvikling afgørende for at fastholde og skabe nye danske styrkepositioner og bevare udviklingsaktiviteter og højt kvalificerede arbejdspladser herhjemme. Ifølge Dansk Erhverv vil en afskaffelse gøre det dyrere at forske og udvikle i Danmark og svække landets attraktivitet som hjemsted for virksomheder, der udvikler morgendagens energiløsninger. Det risikerer samtidig at bremse udviklingen af de teknologier, der skal gøre energien sikrere, billigere og grønnere.
Dansk Erhverv er åben for at se på særordninger i erhvervsstøtten, men advarer mod at forringe en strukturel ordning som merfradraget for forskning og udvikling, der understøtter virksomhedernes innovation og grundlaget for fremtidens vækst.
Grønne midler og klimasikring står til at blive beskåret
Finanslovsforslaget lægger desuden op til at omprioritere midler fra blandt andet klimasikring af private ejendomme og bevaringsværdige bygninger, VE på land, varmepumper og tilskudspuljen til biokul fra pyrolyse.
Mens regeringen prioriterer midler til den fælles kystbeskyttelse, foreslås hele reserven til klimasikring af private ejendomme og bevaringsværdige bygninger på 150 mio. kr. årligt i 2027-2029 omprioriteret.
Hele rammen til støtte til varmepumper på 185 mio. kr. årligt i 2027-2029 foreslås også omprioriteret, svarende til i alt 555 mio. kr. Regeringen afsætter samtidig 200 mio. kr. til Fjernvarmepuljen i 2027, men Dansk Erhverv peger på, at der fortsat er behov for at understøtte skiftet fra olie- og gasfyr til varmepumper i områder, hvor fjernvarme ikke er en mulighed.
Samtidig vil regeringen reducere reserven til vedvarende energi på land med i alt 140 mio. kr. i 2027-2029, hvilket ifølge Dansk Erhverv harmonerer dårligt med ambitionen om en omfattende elektrificering. Når flere virksomheder og forbrugere skal skifte fossile brændsler ud med strøm, skal udbygningen af sol og vind følge med for at styrke energisikkerheden og sikre konkurrencedygtige elpriser.
Endelig foreslår regeringen at omprioritere i alt 766 mio. kr. fra tilskudspuljen til biokul fra pyrolyse i perioden 2027-2030, hvoraf de 192 mio. kr. i 2027 skal finansiere yderligere kompensation til landbrugserhvervet i forbindelse med den nye kvælstofregulering. Dansk Erhverv er kritisk over reduktionen af puljen og beslutningen om at flytte midler fra en ny klimateknologi til mere støtte til landbruget, når der er brug for investeringer i løsninger, som kan drive den grønne omstilling og skabe nye danske styrkepositioner.
Grøn, billig og sikker energi til danske virksomheder
Kontakt