Spring til indhold

Juridisk brevkasse: ”Kontrakten blev aldrig underskrevet”

I Rådgiverbranchens brevkasse svarer Dansk Erhvervs jurister på aktuelle spørgsmål fra medlemmer. I dag kan du læse om den situation, at en kontrakt aldrig blev underskrevet i et b2b-samarbejde.

Nyhed

Disclaimer: Bemærk, at alle svar gives på generel og overordnet basis, og derfor ikke kan erstatte konkret juridisk rådgivning. Dansk Erhverv kan ikke gøres ansvarlig for indholdet i et svar.


Kære brevkasse

Vi samarbejdede med en ekstern konsulent over cirka seks måneder. Vi sendte et kontraktudkast før samarbejdet startede, men der blev aldrig endeligt underskrevet. Alligevel gik arbejdet i gang, og vi har løbende godkendt timer og betalt fakturaer. Nu er vi blevet uenige om, hvem der ejer de leverancer, der er udviklet under samarbejdet (grafisk materiale, tekster, software mv.). Konsulenten mener, at rettighederne stadig tilhører ham, fordi kontrakten aldrig blev underskrevet. Vi har hele tiden været af den opfattelse, at løsningerne var udviklet specifikt til os.

Har vi overhovedet en bindende aftale, når kontrakten ikke er underskrevet?

Med venlig hilsen

Niklas

_______________________________________________________________________________________

Kære Niklas

Tak for dit spørgsmål.

I kan godt have en bindende aftale, selv om kontrakten aldrig blev underskrevet. Aftaler kan indgås mundtligt, ligesom de også stiltiende kan accepteres gennem parternes handlinger. Jeres løbende samarbejde, godkendelse af timer og betaling af fakturaer taler derfor for, at der er indgået en bindende aftale om arbejdet.

At der er indgået en aftale, er dog ikke ensbetydende med, at rettighedsspørgsmålet vil være fuldt ud afklaret, hvis intet konkret er aftalt omkring rettighederne til det leverede. Det er derfor den juridiske anbefaling, at man altid sørger for at udarbejde kontrakter, som regulerer fordelingen af rettigheder. Virksomheder bør samtidigt sikre sig en generel proces og arbejdsgang for, at kontrakter altid underskrives, så man ikke står i en situation, hvor man er usikker på, hvad der gælder under samarbejdet. Dansk Erhverv har følgende generiske konsulentskabelon (se her), som medlemsvirksomheder frit kan benytte og tilrette til deres konkrete behov. Denne skabelon har et afsnit om rettigheder, jf. § 7.

Den manglende underskrift samt manglende regulering af rettigheder, betyder dog som nævnt ikke, at virksomheden er ”rettighedsløs”.

De ansættelsesretlige regler gælder ikke – hvem kan bevise hvad?

Grafiske ydelser, tekster og software mv. kan beskyttes af ophavsretsloven, hvis lovens betingelser opfyldes. I ansættelsesforhold overgår rettighederne til arbejdsgiveren i overensstemmelse med, hvad der er nødvendigt for arbejdsgiverens ”sædvanlige virksomhed”, og for edb-programmer overgår rettighederne til arbejdsgiveren i overensstemmelse med ophavsretslovens § 59. Disse ansættelsesretlige regler gælder dog ikke i samarbejdsforhold med eksterne konsulenter. I den konkrete situation – hvor der ikke er underskrevet en samarbejdsaftale – er man derfor nødt til at se på omstændighederne for samarbejdets tilblivelse. Her kan

branchesædvaner spille ind, ligesom man vil se på, om parterne havde haft nøje drøftelser om leverancerne, og herunder, om konsulenten mundtligt havde accepteret kontrakten, men blot aldrig underskrevet. Hvis ja, så kan virksomheden her argumentere for, at konsulenten har accepteret kontraktindholdet, og dermed bindes af det. I sidste ende er det et spørgsmål om, hvem som kan bevise hvad, og i dette tilfælde er det naturligvis altafgørende, hvad parterne havde drøftet med hensyn til rettigheder. En skriftlig e-mailkorrespondance med tydelige aftaler om rettigheder vil få afgørende betydning, uanset om der er underskrevet eller ej.

Hvad var forudsætningen med aftalen?

I b2b-samarbejder uden nærmere aftale om rettigheder vil det almindelige udgangspunkt være, at virksomheden erhverver de rettigheder, der er nødvendige for at opfylde aftalens formål, sådan som det var forudsat mellem parterne. Det betyder almindeligvis, at der til virksomheden overdrages enten en brugsret eller ejendomsret, således, at materialet kan anvendes som forudsat, men ikke nødvendigvis, at hele ophavsretten overdrages, jf. i øvrigt også princippet i ophavsretslovens §§ 53, stk. 2, og stk. 3. En virksomhed kan i flere tilfælde måske være tilfreds nok med en brugsret, men hvis selve ophavsretten ikke er overdraget, kan det begrænse virksomhedens muligheder for senere at ændre og videreoverdrage rettighederne, hvis dette ønskes. For eksempelvis software gælder der ganske vist den særlige regel om, at en erhverver af software godt må foretage nødvendige ændringer og rette fejl mv., jf. ophavsretslovens § 36, men manglende regulering af rettigheder kan stadig give anledning til problemer og indskrænkninger af ens muligheder.

Eksempler på problemer ses bl.a. i Højesterets sager gengivet i: U.2008.2167H og U.2014.888H. I den ene sag opstod tvisten, fordi det var tvivlsomt om et entreprisefirma kunne videreoverdrage nogle arkitekttegninger beskyttet af ophavsretsloven, da en sådan ret til videreoverdragelse ikke var aftalt med den oprindelige ophaver. Højesteret nåede i det konkrete tilfælde frem til, at videreoverdragelsen var lovlig, jf. ophavsretslovens § 56, stk. 2. I disse tilfælde – hvor ret til overdragelse ikke er aftalt – er ”bestilleren” ikke rettighedsløs, men denne har dog bevisbyrden for, at en sådan overdragelse var ”sædvanlig” eller ”åbenbart forudsat”, hvilket i nogle situationer kan være vanskeligt af løfte.

I den anden sag afgjorde Højesteret, at et supermarked – som havde fået produceret en reklamefilm af en instruktør – godt selv kunne anvende de leverede reklamefilm ved fx at vise dem i tv, men dog, at supermarkedet ikke kunne producere flere reklamefilm med samme struktur, argumentationsform og visuelle virkemidler, da dette ville være i strid med instruktørens ophavsret, som ikke var aftalt overdraget til supermarkedet.

Ovenstående sager viser, at den ”bestillende virksomhed” vil have visse rettigheder til det leverede, men dog også, at virksomheder altid vil stå bedre, hvis de konkret sikrer sig aftale om de nødvendige rettighedsspørgsmål. I mangel af aftale om rettighederne til det leverede, er det umiddelbare juridiske resultat i jeres situation, at I vil have ret til at anvende løsningerne som forudsat mellem parterne, uanset om der er underskrevet en kontrakt eller ej. Hvis I vil gøre gældende, at alle de økonomiske ophavsrettigheder er overdraget til jer, må I dog som udgangspunkt kunne bevise, at dette var aftalt, eller, at dette konkret var forudsætningen med aftalen.

Anbefalingen vil derfor være, at en kontrakt (forudgående) bør tage stilling til de relevante rettighedsspørgsmål samt alle øvrige forhold, som er vigtige for samarbejdet. Uanset ovenstående er anbefalingen naturligvis også, at man konkret sikrer underskrivelse af samarbejdsaftaler, da man som virksomhed hermed vil stå stærkest i sidste ende – både af bevismæssige og pædagogiske årsager.

Ovenstående svar forholder sig til overdragelse af rettigheder for ej at misforstå med overdragelse af eksemplarer (konsumption/Usedsoft-dom mv).

Kursus og events

Kursus

Bliv Certificeret Vikarkonsulent - København (09/09-22/10)

Brancheforening Fleksibel Arbejdskraft (BFA) i Dansk Erhverv udbyder nu nye hold på uddannelsen Certificeret Vikarkonsulent. Uddannelsen udbydes eksklusivt for medarbejdere, der arbejder i et vikarbureau, som er medlem af Brancheforening Fleksibel Arbejdskraft.
København
  • Medlemmer
    5.000 kr.
  • No show gebyr
    0 kr.
Ekskl. moms
Gå hjem-møde

Klar til Ejerskifte Roskilde – Indsigt, strategi og værdi

Få et klart overblik over, hvordan du skaber de bedste forudsætninger for et vellykket generations- eller ejerskifte. Perfekt for dig, der vil være godt forberedt på næste skridt.
Roskilde
  • Medlemmer
    0 kr.
  • Ikke-medlemmer
    0 kr.
  • No show gebyr
    500 kr.
Ekskl. moms