Spring til indhold

Dansk Erhverv i markant opråb til politikerne: Sæt tempo på skattelettelser og byrdereduktioner allerede i 2027

02. september 2026

For at sikre en fortsat sund dansk økonomi, en stærk velfærd og levere svar på nogle af tidens store udfordringer bør politikerne realisere ambitionerne om at sænke selskabsskatten, fjerne top-topskatten og nedbringe mængden af administrative byrder inden udgangen af 2027, lyder det fra Dansk Erhverv. ”Tiden kalder på tempo for politikerne og tillid til erhvervslivet,” siger adm. direktør Brian Mikkelsen.

Brian Mikkelsen

I en mere usikker verden med demografisk modvind, større uforudsigelighed og øget konkurrence lige fra USA til Kina er der behov at give erhvervslivet konkurrencedygtige vilkår, hvis vi fortsat skal sikre en sund dansk økonomi, en stærk velfærd og velstand i Danmark.

Danmark og Europa er voldsomt udfordret på innovationskraft og konkurrenceevne, og samtidig oplever virksomhederne flere og flere administrative byrder, topplacering i højeste samlede skattetryk blandt OECD-landene samt en demografi, der arbejder imod os med udsigt til flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder.

”Balancen er forkert, når jeg kigger på, hvilke krav, reguleringer og byrder der møder erhvervslivet herhjemme og sammenligner med andre dele af verden, hvor man ruller den røde løber ud for erhvervslivet. Vi er nødt til at gøre noget anderledes og slippe virkelysten, innovationen og handlekraften fri,” siger Brian Mikkelsen, adm. direktør i Dansk Erhverv:

”Vi skal sikre, at danske virksomheder fortsat kan investere, innovere og skabe udvikling. På den måde kan vi fastholde Danmarks position som et foregangsland – ikke kun i ord, men i handling. Det kan gøre Danmark til verdens bedste land at leve i.” 

Tempo på ambitionerne
Derfor kommer erhvervsorganisationen i forbindelse med Dansk Erhvervs Årsdag med et markant opråb til regeringen og politikerne på Christiansborg.

Sæt tempo på ambitionerne i regeringsgrundlaget ved at prioritere nogle af de elementer, der kan bidrage til at skabe de bedst mulige rammevilkår for dansk erhvervsliv, som er med til at skabe vækst, velfærd og velstand for danskerne.

Ifølge Dansk Erhverv bør regeringen prioritere:

  • Etablere en regelsaneringsenhed med det ene formål at fjerne administrativt bøvl.
  • Inden udgangen af 2027 have realiseret en tredjedel af sin målsætning om en reduktion i mængden af administrative byrder på 25 pct. i 2035.
  • Sænke selskabsskatten til 19 pct. i løbet af 2027.
  • Gennemføre en fjernelse af top-topskatten i 2027.
  • Indføre et elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag.
  • Gennemføre en digitaliseringsreform
”Det nye regeringsgrundlag imødekommer mange af vores ønsker til at styrke dansk erhvervsliv, og vi vil gerne rose regeringen for sine ambitioner om at luge ud i junglen af bøvl og bureaukrati. Sagen er bare, at vi hørt om lignende ambitioner om byrdereduktioner før. Så nu handler det for politikerne om at komme fra ord til handling. Tiden kalder på tempo for politikerne og tillid til erhvervslivet,” siger Brian Mikkelsen.

Tillid til erhvervslivet
Skiftende regeringer gennem 45 år har haft en ambition om at nedbringe de administrative byrder for erhvervslivet. Lige siden den konservative statsminister Poul Schlüters tid har byrdereduktioner enten været i selve regeringsgrundlag eller en del af et politisk udspil, viser en gennemgang.

Mængden af administrative regler, bøvl og byrder er erhvervslivets klart største bekymring og udfordring for vækst. 7 ud af 10 angiver ifølge Dansk Erhvervs medlemsundersøgelse besværlig regulering og lovgivning som den største udfordring, og tallet, og bekymringen er voksende sammenlignet med tidligere målinger. Af samme grund peger et flertal af virksomhederne på en reducering af bøvl og byrder som det vigtigste i regeringsgrundlaget at få gennemført. 

”Tænk lige engang; på femte årti har danske regeringer haft ambitioner om at gøre noget ved erhvervslivets byrder, og alligevel er det fortsat den største udfordring. Jeg er sikker på, at de mange ambitioner og konkrete initiativer har hjulpet virksomheder. Problemet er, at vi læsser nye byrder på med en skovl og fjerner dem med en pincet. Danske virksomheders tålmodighed er ved at være brugt op – og det bekymrer mig. Derfor er både tempo tillid helt afgørende,” siger Brian Mikkelsen: 

”Det er tid til at vise erhvervslivet tillid. Og når mængden af tilsyn, kontrol og rigide regler bare vokser og vokser, så er det er udtryk for det komplet modsatte. Den tilgang skal ændres nu. Med mere tillid til erhvervslivet styrkes handlekraften, så virksomhederne kan slippe virkelysten, innovationen og mulighederne løs.”

Sæt i gang!
Dansk Erhverv opfordrer samtidig politikerne til at sætte tempo på ambitionerne i regeringsgrundlaget ved at lette selskabsskatten til 19 pct. og fjerne top-topskatten allerede inden udgangen af 2027.

”Vi har brug for at styrke væksten og produktiviteten bredt i dansk erhvervsliv. Her ved vi, at selskabsskatten er meget vigtig især for en lille åben økonomi som den danske, hvis vi skal sikre, at de, der har succes i Danmark, fortsat bliver her. Samtidig ved vi, at selskabsskatten er en af de mest væksthæmmende skatter. Så når vi skal forbedre Danmarks konkurrenceevne, er det jo ikke nok bare at følge med landene omkring os. Det er bare at sætte i gang,” siger Brian Mikkelsen:

”I Danmark har vi de højeste marginalskatter for de højeste indkomster i Europa. Så når det kommer til top-topskatten, er der jo nærmest landsskadelig virksomhed, når man tænker på, hvor stor en barriere det er for vækst og virkelyst. Det er bare at trykke på en knap, så kan det være gennemført.” 

De danske politikere bør også fortsætte traditionen med at fremtidssikre det danske samfund gennem reformer. Her peger Dansk Erhverv bl.a. på behovet for at indføre et elektrificerings- og energieffektiviseringsfradrag samt gennemføre en digitaliseringsreform.

”Et elektrificeringsfradrag vil kunne sikre langt mere grøn energi og reducere vores sårbarhed og afhængighed. Når det kommer til digitaliseringen, påvirker det allerede i dag vores arbejdsmarked, samvær og demokrati, og derfor er et stærkt digitalt fundament vigtigt,” siger Brian Mikkelsen.

Dansk Erhverv har fremlagt en fuldt finansieret reformplan for Danmarks økonomi frem mod 2035. Planen ” Brug handlekraften” styrker arbejdsudbuddet med omkring 35.000 fuldtidspersoner, anviser et yderligere potentiale på 17.000 fuldtidspersoner og øger BNP med over 70 mia. kr. 

Læs hele Dansk Erhvervs 2035-plan her.

BRUG HANDLEKRAFTEN Dansk Erhvervs 2035-plan
pdf

Kontakt

Presse

For mere information kontakt Dansk Erhvervs pressetelefon

Sidste nyt fra Dansk Erhverv i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyheder fra Dansk Erhverv, giver du samtykke til at modtage faglige og politiske nyheder og analyser, samt efter omstændighederne tilbud om kurser, netværk, konferencer og andre events, der i nogle tilfælde leveres af eller i samarbejde med vores partnere. Du vil også kunne modtage information om rabat på produkter og services i vores medlemsfordelsprogram.

Indtast dit fornavn
Indtast dit efternavn
Indtast en gyldig email

Du kan til enhver tid afmelde dig nyhedsbrevet. Læs mere om vores persondatapolitik her.