EPD’er spiller en nøglerolle i byggeriet, men faldgruberne er mange: Bliv klogere sammen med Artelia
EPD’er er blevet et vigtigt redskab i byggeriets grønne omstilling, men de skal forstås og bruges korrekt. På et webinar med Artelia satte Dansk Erhverv fokus på validitet, faldgruber og dokumentation i takt med skærpede klimakrav.
EPD’er eller miljøvaredeklarationer anvendes til at dokumentere byggematerialers klimaftryk, og med de skærpede klimakrav i byggeriet er deres betydning steget markant over de sidste år. I dag er de et konkurrenceparameter gennem hele værdikæden, hvilket i højere og højere grad rejser spørgsmål om validitet og sammenligningsgrundlag. Og det er desuden også højaktuelt, da politikerne på Christiansborg fortsætter arbejdet med en revision af bygningsreglementet og LCA-kravet, der står til at blive skærpet med 10% i 2027
Derfor havde Dansk Erhverv i samarbejde med Artelia arrangeret et EPD-webinar for at kaste lys over validitet, faldgruber og udviklingen indenfor dette komplekse byggefelt.
En EPD er ikke i sig selv et kvalitetsstempel. Den skal læses og anvendes korrekt, hvis den skal give et retvisende grundlag for valg af materialer, tilbud og beregninger af byggeriets klimaaftryk. Det var hovedbudskabet, da Artelias chefrådgivere Kasper Bach Johannsen og Maria Rosenberger Petersen gennemgik, hvordan virksomheder i byggeriets værdikæde kan navigere sikkert fra krav til dokumentation.
Helt grundlæggende taler vi om standardiserede miljøvaredeklarationer, der bygger på en livscyklusvurdering. Den kan blandt andet belyse et produkts klimapåvirkning, ressourceforbrug og potentiale for genanvendelse. For producenter kan arbejdet samtidig give et bedre indblik i egen produktion og værdikæde og således pege på konkrete muligheder for at reducere klimaaftrykket.
Men EPD'er kan ikke sammenlignes ukritisk. Det er afgørende, at produkterne har samme funktion, enhedsanvendelse og at livscyklusfasernes forudsætninger bag beregningerne lægges frem. Derfor bør EPD'en altid vurderes i den konkrete anvendelse i bygningen - og ikke isoleret som et enkelt tal.
Artelia pegede også på betydningen af at kontrollere, at EPD'en er gyldig, tredjepartsverificeret og udarbejdet efter de relevante standarder. For træ og andre biobaserede materialer kræver håndteringen af biogent kulstof desuden særlig opmærksomhed. Her kan metodiske valg få stor betydning for resultatet.
For hele værdikæden er opgaven derfor den samme: Dokumentationen skal være tilgængelig, forståelig og anvendelig på tværs af producenter, grossister, rådgivere, entreprenører og bygherrer. Det er en forudsætning for både at leve op til de skærpede klimakrav og træffe materialevalg på et oplyst grundlag.
Se eller gense webinaret: EPD'er i praksis: sådan navigerer du sikkert fra krav til dokumentation
Du skal være logget ind for at få adgang til artiklen
Det er kun medlemmer af Dansk Erhverv, der har adgang til vores artikler og værktøjer.
Det er kun medlemmer af Dansk Erhverv, der har adgang til vores artikler og værktøjer.
Kontakt