; ;
Gemt

Betina Hagerup bliver ny direktør i Dansk Erhverv

Betina Hagerup, der i dag er direktør i KMD og tidligere direktør for Erhvervsstyrelsen, rykker 1. september til Dansk Erhverv, hvor hun bliver medlem af direktionen og direktør for organisationens markedsområder.

Nyhed

pressemeddelelse onsdag den 12. juni 2019

Dansk Erhverv styrkes nu med en markant profil inden for erhvervslivet og den offentlige sektor. Fra 1. september er den tidligere direktør for Erhvervsstyrelsen, Betina Hagerup, ny direktør i Dansk Erhverv. I Dansk Erhverv skal hun være med til at styrke organisationens rådgivning på de forskellige markedsområder, som b.la. tæller handel, transport, rådgivning, digitalisering, oplevelse og velfærd med videre.

”Betina Hagerup har en enorm indsigt i erhvervslivet, reguleringen af erhvervslivet og den offentlige sektor. Hun kender forretningsgangene både i politik og i virksomhederne. Det er et rigtigt godt match i forhold til at sikre Dansk Erhvervs medlemmer den bedste rådgivning og interessevaretagelse. Jeg glæder mig derfor virkelig til at få Betina med på holdet,” siger adm. direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Direktionen på plads
Den nyoprettede direktørstilling er et element i Dansk Erhvervs strategi, der skal sikre organisationen endnu mere politisk gennemslagskraft, større synlighed og en klar erhvervsprofil til gavn for medlemsvirksomhederne.

”Dansk Erhverv er i en rivende udvikling. Betina Hagerup kommer med en meget stor viden om erhvervslivet og den offentlige sektor, og hun vil utvivlsomt være med til at styrke vores indsats på de forskellige markedsområder i Dansk Erhverv. Med annonceringen af den nye ansættelse har vi Dansk Erhvervs direktion på plads,” siger Brian Mikkelsen.

I sidste uge blev det meldt ud, at Morten Langager, der i dag er adm. direktør i Danske Medier, 1. september bliver ny direktør med ansvar for Politik, Analyse og Kommunikation. Dansk Erhvervs direktion vil således pr. 1. september bestå af fire medlemmer: Adm. direktør Brian Mikkelsen, vice adm. direktør Laurits Rønn, direktør Morten Langager og direktør Betina Hagerup.

Ser frem til arbejdet
Betina Hagerup ser frem til opgaven i Dansk Erhverv, hvor hun får ansvaret for at lede indsatsen inden for Dansk Erhvervs markedsområder.

”Jeg glæder mig til at komme i gang. I en hastigt foranderlig verden er der brug for at sikre, at virksomhederne har de bedst mulige rammevilkår. Jeg ser frem til samarbejdet med Dansk Erhvervs medlemmer og ansatte og til at bidrage med min viden på området,” siger Betina Hagerup, der kender Dansk Erhverv indefra, da hun frem til i dag på vegne af KMD har været medlem af Dansk Erhvervs bestyrelse og forretningsudvalg.

Om Betina Hagerup
Betina Hagerup er cand. merc. med speciale i international økonomi og virksomheders internationalisering. Betina Hagerup er i dag Executive Vice President i it-virksomheden KMD. Fra 2012 til 2017 var hun direktør for Erhvervsstyrelsen, hvor hun b.la. stod i spidsen for erhvervsudvikling, forretningsudvikling, tilsyn og digitalisering. Før jobbet i Erhvervsstyrelsen har Betina Hagerup beklædt flere ledende stillinger inden for Erhvervsministeriets ressort.

Før sin karriere i det offentlige har Betina Hagerup været afdelingschef i det tidligere CSC og director i det tidligere Carl Bro International.

Privat danner Betina Hagerup par med Lars Rohde, der er direktør for Danmarks Nationalbank, og parret til sammen fire børn. Når den ikke står på arbejde bruges tiden på vinterbadning, vandreture, rejser og madlavning.

Kontakt

Kommunikation & Presse

Lars Ohlsen

Pressechef